Blade af Hammelev Sogns Historie

Niels Henning Thykjær Jensen (1959-84)

H. Thykjær Jensen fotograferet foran alteret i Hammelev kirke.

Niels Henning Thykjær Jensen, født den 7.juli 1922 i Malling, søn af malermester Frederik Christian Jensen, Malling og hustru Anna Thykjær, Rønde.

Gift den 21. januar 1960 i Nordborg kirke med sygeplejeelev Ruth Bente Skolander, født den 3. august 1939, datter af Danfossarbejderske Gertrud Marie Skolander, Nordborg, Als. I ægteskabet er der to børn:

Per Skolander Thykjær Jensen f. 27.2.1961.
Marianne Skolander Thykjær Jensen f. 28.3.1963.

H.Thykjær Jensen var uddannet maler og blev student fra Aarhus Akademi. Derefter cand.theol. fra Århus universitet i 1955.

Hjælpepræst i Nordborg den 21. april 1956. Ordineret den 10. maj 1956 i St. Lukas kirke Frederiksberg.

Hjælpepræst i Skaade 1958.

Sognepræst i Hammelev 30. november 1959.

Hammelev sogns struktur.

På det tidspunkt da vi kom til byen, var Hammelev sogn et typisk landbrugssogn, det var ejerne af gårdene og ejendommene og deres ansatte, der prægede livet i sognet. På så godt som alle ejendomme arbejdede både mand og kone sammen om gårdens drift. Og der var mange tjenestegolk både ved landbruget og i husene.

Sognet var også godt betjent af en dygtig håndværkerstand af den gamle skole. Der var murere, tømrere, snedkere, malere, frisør og mekaniker. Der var smed i Ladegård, Styding og Hammelev. Der var også en karetmager, Ingeborg og Leo Fuchs, der har skrevet en beretning om Styding på den tid, har fortalt om deres virke som karetmagere der:

"Da vi kom til Styding d. 20.4 1937, overtog vi Jørgen Læbel's Hjulmagerværksted lige over for smeden, som ejedes af Simon Westergaard senior, som udførte arbejdet sammen med sønnen Simon. Smed og Hjulmager var nogle af de vigtigste håndværkere i landsbyen den gang, vogne og markredskaber var jo bøndernes vigtigste arbejdsredskaber, for at fremstille en vogn skulle der en hjulmager og en smed til, derfor var de nødt til at arbejde sammen. Den sidste vogn vi lavede var til Jeppe Decker Styding-gård i 1951, og dermed var der sat punktum for hjulmageriet.

Hjulmagerværkstedet blev til Karosseriværksted. Vi havde også Posthusanneks idet vi tømte postkasse 2 gange dagligt og stemplede brevene med "Styding" og sendte dem videre med toget til Vojens, derforuden havde vi frimærkesalg, det hørte med til arbejdet, som blev betalt med den nette sum af 25,oo kr. om måneden. Vi mener at det var slut i 1958 - 59. Vi startede med 15 kr. i 1937. Der var skatterådskontor med Oluf Vogensen som Skatterådsformand og det gav en bunke post at stemple."

Også med hensyn til service og handel var sognet godt betjent. Der var købmand i Jernhyt og i Styding samt to købmænd i Hammelev foruden en kiosk. I Hammelev var der postkontor og i Styding som nævnt et anneks. Der var slagter med pølsemageri og bager i Hammelev, og i Styding var der skiftende brødudsalg. Mange af de handlende kørte landture og hver morgen kom mælkemanden kørende gennem byen, i begyndelsen med hestevogn, som han gik ved siden af og ringede med sin store klokke, for at husmødrene skulle komme ud og gøre deres indkøb. De fleste var jo hjemmegående dengang. Også de handlende fra omegnen kørte rundt ved dørene og solgte deres varer. Der kom fiskemand, grønthandler, bagere og andre.

Der var også begyndt at komme lidt industri til sognet. Ude ved Tørningvej, som dengang lå langt ude på Vestermarken, lå Kød- og benmelsfabrikken "Blåkilde". Man kunne se dens karakteristiske vogne køre rundt i store dele af Sønderjylland for at hente døde dyr hjem til fabrikken, hvor de blev destrueret. Det kunne sommetider give en forfærdelig stank i vindretningen.

Der var savværk både i Hammelev og Styding. Om Styding savværks historie er der fortalt i "Årbog 1986/87 for Lokalhistorisk Forening for Vojens Kommune" af Kim Sundbøl og Elva Hansen. Oprindelig var der en snedker- og tømrerforretning, der gik så godt, at der var ansat 4 svende og to lærlinge. En af lærlingene, Jens Møller, fortæller, at de færdige døre og vinduer skulle transporteres til byggepladserne på en tohjulet trækvogn, som man skubbede foran sig. Dette job var lærlingens, og Jens Møller husker, at han engang, da Union i Vojens byggede kontorhus, blev sendt af sted den lange vej med vinduer og døre på trækvognen.

"Efterhånden som der blev mere tømmerarbejde, ud over det de selv brugte, blev de almindelige tømmermaskiner suppleret med en bloksav og en stor tømrersav, hvorefter man så småt begyndte at skære tømmer til andre. Nyanskaffelserne blev til at begynde med drevet af en 1-takts motor. Senere blev der købt en diesel-drevet skibsmotor, der hver morgen og efter hver middagspause, skulle forvarmes ved hjælp af en glødelampe påført petroleum. Lampen blev holdt mod glødehovedet, hvorefter motoren blev startet ved hjælp af et svinghjul. Dette ophørte dog i 1948-49, hvor der blev indstalleret elektrisk lys, så besværet med opvarmning og svinghjul var et afsluttet kapitel.

Omkring 1928, da der var nedgangstider i byggebranchen, var det nødvendigt at finde anden beskæftigelse til vinterhalvåret, og det lykkedes for Marcus ind, igennem Collstrup i København, at få etableret et samarbejde med D.S.B. der på dette tidspunkt var interesseret i at finde leverandører af sveller udført af bøgetræ,der blev trykimprægneret, i stedet for de noget dyrere tyske egetræssveller. En produktion af sveller blev påbegyndt og året efter den 10. november 1929 blev Jens Iversen så ansat som den første egentlige savskærer i firmaet og herefter var en produktion så igang, der skulle vise sig at blive savværkets eksistensgrundlag mange år frem i tiden. Allerede i 1930 gik svelleproduktionen så godt, at Markus Wind besluttede at forpagte snedker- or tømrerforretningen ud til Carl Petersen og Vagn Jensen fra Styding, for udelukkende at virke som savværk. De nye forpagtere kørte forretningen sammen et par år, hvorefter Carl Petersen fortsatte alene. Han fortsatte i det forpagtede værksted til ca. 1933, hvor han byggede et værksted på Ringvej 33 i Styding.

Johannes og Metha Nielsen.

En anden fabriksvirksomhed, der også havde sin rod i et gammelt håndværk, var træskofabrikken i Hammelev. Ejeren, Johannes Nielsens far, havde været byens træskomand, og sønnen fortsatte hans virksomhed, men det udviklede sig efterhånden til træskofabrikken, der lavede træbunde til forskellige slags fodtøj. Johannes Nielsen havde med stor snilde selv lavet en maskine, som automatisk kunne udskære bundene i forskellige former og størrelser. Johannes Nielsens snilde og gode håndelag gav sig også udtryk i, at han i de senere år begyndte at udskære figurer, først i træ, siden i andet materiale, figurer, der har glædet mange og pyntet mange hjem.

Til sognets industriforetagender hørte også Styding Andelsmejeri som fortsatte sin virksomhed i disse år, med Holger Mathiesen som bestyrer i mange år. Af fortidens store industriforetagender i Hammelev sogn var nu kun en svag afglans tilbage.

Endnu snoede den smukke kanal sig fra Tørning gennem den skønne skov med herlige spadsereture langs siderne. Vandkraften blev stadig udnyttet af et lille elektricitetsværk, som var bygget for enden af den, i Christiansdal. Elektricitetsværket blev passet af el. arbejder Peter Thomsen, Hammelev, som også kunne række folk en hjælpende hånd, når de havde problemer med deres el.installationer. Elektricitetsværket havde efterhånden så godt som ingen økonomisk betydning, men blev bevaret nærmest som en slags museum, der stolt blev vist frem af Peter Thomsen.

Tørning Mølle var stadig i brug. Også her havde man udnyttet vandkraften- ikke så meget til det store møllehjul, som til en turbine, der forsynede møllen og de omliggende huse med strøm, der blev opsamlet i store batterier, akkumolatorer.

Der var stadigvæk 3 kroer i sognet, foruden forsamlingshuset, der blev bestyret af Anna Esbensen. Nemlig Tyreshul kro, Tørning kro hvor Tyra og Jef Sejstrup var værtsfolk, og Christiansdal kro med ægteparret Sørensen som vært.

De syge tog menighedssyge-plejerske frk. Jahn sig af. Mange benyttede hende også som en slags læge, og kom til hende med deres småskavanker. Hun fungerede også som sundhedsplejerske. Og i hjem med alvorligt syge kunne hun ikke alene give en god og praktisk hjælp, men også være til stor åndelig støtte.

I den østre ende af sognet lå den gamle kirke og kaldte med sin ituslåede spinkle stemme på sognets beboere, ikke bare til gudstjeneste, men også til de store dage i slægternes historie: barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Således var Hammelev sogns struktur altså.

For et meget overfladisk blik kunne den se ud som en stabil struktur, der havde varet i århundreder og ville fortsætte med små ændringer i mange hundrede år endnu. Men i virkeligheden var store ændringer på vej både i befolkningsgrundlaget og i sognets struktur, der skulle blive fuldstændig forandret. En ny tid med mange spændende udfordringer også til den gamle kirke.