Blade af Hammelev Sogns Historie

Carl Ludwig Albert Obbarius (1871-1908)

Pastor Obbarius sammen med sin datter i hestevogn foran præstegården.

Da der skulle vælges en ny præst, henvendte kirkeældste Jørgen Steffensen fra Styding og gårdejer Johannes Skøtt fra Hammelev sig til de kirkelige øvrigheder med anmodning om, at Christian Wilhelm Grønning måtte blive udnævnt til embedet.Chr. W. Grønning var født i Fredericia, havde været missionær i Tellegenland og havde en nær tilknytning til Brødremenigheden, så meget tydede på, at ham kunne blive den helt rigtige præst for Hammelev sogn både i national og religiøs henseende. Men de tyske kirkemyndigheder foretrak Carl Ludwig Albert Obbarius.

Pastor Obbarius var født den 16. oktober 1837 i Serno i det tyske hertugdømme Anhalt. Han var søn af skovridder Friedrich Wilhelm Obbarius og hustru Jacobine Friederiche, født Albertin. Carl Obbarius fik sin studentereksamen i Bernburg året 1855 og blev samme år immatrikuleret ved universitetet i Erlangen. Siden studerede han i Berlin og Halle. Det sidste sted blev han teologisk kandidat i 1860. Allerede året før havde han været konstitueret som lærer ved Bernburg latinskole, men efter eksamen fik han stilling som vikar i Coswig og lærer i Døtresk, hvor han blev præsteviet lige før jul i året 1862. Lige efter krigen i 1864 blev han rektor ved Tønder Borgerskole, og på den tid fik han også forbindelse med Haderslevegnen, idet han den 23. juli 1867 blev viet i Tyrstrup kirke til den 19-årige Kathrine Marie Valentiner, en datter af pastor Christian August Valentiner og hustru Helene Marie, født Ahlmann. Senere hen, da Obbarius blev præst i Hammelev sogn, skulle hans svigerfar blive nabopræst til ham i Gammel Haderslev sogn, hvor Valentiner ikke blot var sognepræst men også fra 1870 leder af det præsteseminarium, hvor tysksprogede ansøgere til embeder i Sønderjylland blev indført i det danske sprog, som Valentiner i øvrigt ikke selv beherskede fuldt ud. Den 16. januar 1869 blev Obbarius indsat som midlertidig sognepræst i Udbjerg. Året efter udnævntes han til personel kapellan for sognepræsten i Gram, og blev samtidig midlertidig sognepræst i Fole. Og så endelig den 24. marts 1871 kom udnævnelsen til det, som skulle blive hans livsgerning, præsteembedet i Hammelev.

Hammelev sogn på Obbarius' tid

Hammelev sogn var inddelt i tre kommuner:

1) Hammelev kommune, der bestod af Hammelev by, Tørning Mølle og Christiansdal og i alt havde 455 beboere.

2) Styding kommune, der var sammensat af Styding by, Stydingdam og Stydingskov som til sammen havde 295 beboere.

3) Gammel Ladegaard, som Tyskerne kaldte "Ladegaard II", med Ladegaard by, Tørninggård, Tørning mark og Jernhyt med i alt 464 beboere.

Der var altså i alt 1214 mennesker i hele sognet. For hver kommune stod der en kommuneforstander. Valget af denne kunne ofte fremkalde spændinger mellem de tyske myndigheder og den dansksindede befolkning. Således havde Ladegaards beboere i 1892 valgt H. Bonde Jensen til kommuneforstander; men de tyske myndigheder underkendte valget, skønt Bonde Jensen ellers kunne være velegnet til posten. Den hidtilværende kommuneforstander Mastrup gik så en dag fra dør til dør og indbød til møde samme aften for at vælge kommuneforstander. På mødet blev Mastrup valgt skønt folk var utilfredse med ham, og de krævede valget kendt for ugyldigt, da der ikke tidligt nok var indbudt til mødet, og mange derfor ikke havde kunnet komme.

Landsbyerne var dengang meget mindre end nu, således strakte Hammelev by sig kun fra gadekærret i øst til kirken i vest. Der gik to veje gennem byen: den nyere chause (den nuværende Hammelev Bygade) og den gamle Haderslev Ribe landevej (nu Christiansdalvej og Kirkestræde), der snoede sig mellem husene og de anseelige gårde. De var alle firlængede med køreporten ud til vejen. Udlængerne var tækket med strå. Stuehusene var store og pyntelige. I stuerne stod store kister, som i rigeligt mål rummede linnedtøj og gangklæder. I de statelige chatoller var der sølvtøj fra flere generationer.

I staldene stod smukke heste og fine kreaturer. Over alt var der rivende travlhed fra tidlig morgenmalkning, indtil rokkehjulet om aftenen standsede sin snurren. Mellem gårdene lå der huse. Her boede landsbyens husmænd, arbejdsfolk, håndværkere o.s.v.

I 1880 var der i Hammelev by: en smed, en urmager, en skomager, en træskomand, en sadelmager, to bødkere, en skrædder, en karetmager, to snedkere foruden en hegemeister og andre, der var ansat ved statsskoven. Ved jernbanen var der en stationsforstander, en portør og tre banevogtere. Der var en øl- og vinstue samt et værtshus. Tørning Kro lå helt for sig selv ude på Vestermarken, hvor vejen fra Tørning Mølle mundede ud i Haderslev Ribevejen. Kromanden hed P. Sørensen og var kommuneforstander for Hammelev kommune. Endelig var der skolen med dens lærere, som havde til huse, der hvor nu rækkehusene på Christiansdalvej ligger. Christiansdal var noget helt for sig selv med de store fabriksbygninger og de mange boliger lige fra de fornemme direktør- og funktionærresidenser,Herrehuset og Schweitzerhuset, til arbejdernes små rækkehuse. Og højt oppe på bakken tronede det store marketenderi. Befolkningen i Christiansdal bestod mest af indvandrere fra Tyskland, og de levede deres eget liv helt isoleret fra resten af sognet.Styding by svarede nogenlunde til Hammelev. I Ladegaard kommune var der to Landsbyer: Ladegaard og Jernhyt. I disse udprægede landsbysamfund havde man foruden skolen i Ladegaard et hyrdehus, som ejedes af landsbyfællesskabet.

Beboerne i Hammelev sogn træder os endnu mere levende imøde i en række erindringer fra dengang, således i professor Carl Roos' "Livserindringer", hvor han fortæller, at han i sin drengetid henimod slutningen af 18oo tallet boede nogle måneder på sin tantes gård, det nuværende Juulsminde. Han fortæller, at ejerne af byens fire store gårde var ældre folk, født under Frederik VII. De havde ingen forbindelse med den tysksindede ejer af Tørninggård, skønt han til daglig talte sønderjydsk. De havde heller ikke selskabelig omgang med Møller Boysens på Tørning Mølle, som ikke hørte til bønderne, hvilket bl.a. kom til udtryk ved at de talte højdansk og havde deres omgang inde i Haderslev. Til de mindste i samfundet hørte Jesper, en stakkels forældreløs, der var bortliciteret af det offentlige. Løn fik han ikke, og de klæder han bar, var klude. Han sad på sengekanten i karlekammeret med en gammel pibende harmonika i hænderne. Han sagde ikke ret meget, og det han sagde forstod børnene ikke. Alligevel følte de sig tiltrukket af hans ord, fordi de var så helt anderledes, end det, som de kloge folk inde i stuen sagde. Når han talte, smilede han med et inadvendt smil, som man kun så, fordi hans skæg var ganske tyndt. Det krusede smukt om hage og kind og gik i et med det lokkede hår. Han lignede Kristus på Hammelev kirkes gamle altertavle. Hos træskomanden mødte drengen dødgraveren Jørgen Frisk, og her gik snakken om uhyggelige ting, som hvordan man ved trolddom kunne slå øjet ud på en tyv. Og her fortaltes om ligskarer, som ved nattetid drog gennem byen og var et forvarsel om et snarligt dødsfald.

I haven ved en gård, som lå på den anden side af skoven, så drengen træer, som man ellers ikke kendte i sognet. De var plantede af manden der, han var gammel og ugift, levede alene, havde langt hvidt skæg og var desuden grundtvigianer, noget, som ingen rigtig kunne forklare hvad var. Derfor spurgte drengen ham, om han plantede disse træer, fordi han var grundtvigianer. Men den gamle svarede at det var noget andet, som han havde lært af sin farbror. Grundtvigianere var derimod enhver, som på een gang fandt fædreland og Gud. På drengenes spørgsmål, hvorfor han ikke kom sammen med folk, svarede den gamle, at der ingen levende mennesker var på egnen.

Mange gamle har mundtligt fortalt om folk den gang. Således fortalte Mie Sypige (Marie Petersen), der var datter af smeden i Ladegård, at de henimod århundredeskiftet havde en smedesvend, som de ofte brugte som "barnepige", og som hun tit havde siddet på skødet af.

Det var den senere så uhyggeligt berygtede, store og stærke Errestedsmed, som blev gerningsmand til en række rovmord, idet han om natten overfaldt rejsende, slog dem ned med sin smede hammer og udplyndrede dem. For disse forbrydelser blev han, som den sidste, henrettet i Hamborg. Endnu tættere end i disse barndomserindringer kommer man ind på livet af folk i Hammelev sogn, når man læser Ellen Marie Nørgårds dagbøger fra disse år.

Ellen Marie Nørgaard

Ellen Marie Nørgaard var født i Skrydstrup. Næppe var hun kommet ud for at tjene, før hendes moder døde, og hun blev hentet hjem for at være ung husmoder i barndomshjemmet og være i moders sted for sine små søskende. 20 år gammel blev hun gift med Hans Peter Nørgaard, der var høker i Hammelev og boede lige over for kirken i det nuværende Kirkestræde 3.

Nogle år efter deres bryllup blev Nørgaard kørt over af toget, da han med en høstvogn ville krydse overskæringen ved Brøkkelhusvejen, og han mistede begge sine ben. I dagbogen fortæller Ellen Marie Nørgaard om mere end 60 personer fra Hammelev sogn, som vi møder i hverdag og fest, og hun fortæller om sit arbejde i huset sammen med tjenestepigen Cathrine, pasning af børnene og glæden over dem. Hendes hjerte hænger også ved blomsterne, både dem i naturen og dem, som hun har i sin have og stue. Og vi følger dem gennem årstiderne og læser om de følelser, som de fremkalder i hendes sind lige fra vemod, dyb sorg og til jublende glæde. Og hun fortæller om de tanker, de giver hende om livets forskellige tilskikkelser. Hun kan også være stolt af dem, således den gule rose, hun har i sin have. Ingen har så skøn en blomst som den ikke en gang præsten har så fin en blomst i sin have, skriver hun. Til hendes pligter hører også ekspeditioner i forretningen, som nok kan gribe forstyrrende ind f.eks. på helligdage, hvor hun har glædet sig til at nyde freden og roen, og der så kommer kunder, der har glemt at få købt et eller andet ind.

Til høkerstedet hørte der også et lille landbrug, som det var mændenes pligt at tage sig af. Men i høstens travle tid måtte fru Nørgaard og hendes pige give en hånd med, men så var de til gengæld med til den dejlige høstfest på Christiansdal. Fru Nørgaard arrangerede også et privat høstgilde i hjemmet aftenen efter, at det sidste neg var høstet. Hun fortæller således den 28. august år 1900, at der til en høstfest kom flere unge mennesker i forklædning, og de blev der resten af aftenen og lidt af natten med. Det gik lystigt til med dans og sang, samt en lille tår til at kvæge sig på. Dagbogen beretter om de tre Mariaer, som fru Nørgaard og hendes to veninder, Marie Jørgensen og Marie Jensen, kalder sig . Hun fortæller bl.a. om deres spadsereture i Hammelevs skønne omgivelser, ikke mindst turene i Mølleskoven, som de kalder "deres egen skov". Her gik der også dengang en sti fra kirken ned til Tørning Mølle, og vi kan i dagbogen følge årstidernes vekslen i denne skov.

Vi følger også årets skiften i de kirkelige højtider, sådan som hun oplevede dem i kirke og hjem, med præstens prædiken og familiebesøg, hvis familien Nørgaard da ikke selv drog af sted f.eks. til hendes barndomshjem i Skrydstrup. Og i hendes stue stod i julen juletræet pyntet med mange papirroser og anden pynt, der frydede hende, for slet ikke at tale om lysene på træet. Fødselsdagsfester, dåb, konfirmation, bryllupper og begravelser skildres selvfølgelig også, da får vi tit lov til at se ind i fru Nørgårds sind for at erfare hvilke tanker hun gjorde sig ved disse lejligheder. Da hendes ældste søn bliver konfirmeret palmesøndag år 1900, skriver hun påskedag den 14. april:

"Nu gaar han ud i Livet, det forføriske og falske Liv, som venter dem for at drage dem i Garn og Snarer. O, jeg ved det alt for godt, men en Moder kan jo ikke alle Dage og alle Steder følge dem. Der drog mange tanker igjennem mig, da han traadte frem for Alteret for at aflægge det Løfte, som han jo ganske vist gav af hjertens Grund; men som vi andre erfarne Mennesker, jo godt ved ikke bliver holdt. Jeg synes efter mit Tykke, at Konfirmationen først måtte foretages i en meget modnere Alder, end skik er, thi jeg tror ikke, at de i den Alder har mere Forstand eller faar mere Indtryk, end de som ganske smaa fik i Daaben. Jeg synes endda, at det er ganske uforsvarligt af Præsterne at forrette denne Handling; men der løber saa mange underlige Tanker omkring i ens Hoved, jo ældre og mere erfaren man bliver."

Men størst indtryk gør måske sygdom og dødsfald på hende, således skriver hun den 5. juni 1900, da naboen, skomager Poulsens unge søn er begravet: "I dag var der Begravelse igen. Christian Poulsen gik bort i sin Ungdoms Vaar, gid han gik til en bedre Vaar, hvor intet visner, hjem til hans forudgangne Moder. Jeg kunne hele Tiden ikke lade være at tænke paa ham, jeg syntes, han skulle komme, ham med Barneblikket endnu i Øjet og den rene høje Pande, hvor endnu ikke Livet havde sat sit mørke Mærke, eiheller tror jeg han endnu havde lidt Skuffelse med Hensyn til Kjærligheden, som jo ikke udbliver i 21 års Alderen, ak, nu spiller han aldrig for os om Aftenen paa Mundharpe, som han saa mesterligt forstod."

Flere gange skildres hyggelige stunder i hjemmet, hvor man synger og spiller på forskellige instrumenter. Ellen Marie Nørgaard havde selv fået en cither af sin søster og svoger, og med den finder hun også adspredelse i stille timer, hvor hun er alene. En anden hyppig adspredelse var kortspil, som dog først og fremmest blev dyrket af mændene. Ved en hyggeaften hos skomager Poulsens fik de et kig ind i en forunderlig fremtidsverden. Stockfleth havde nemlig for at more selskabet medbragt noget helt nyt, en fonograf. "Det var meget smukt," skriver hun, "som det er uforstaaligt, at saadan en død Ting kan gengive baade Ord og Toner, der for længe siden og langt herfra have lydt, men blevne opbevarede for at ogsaa andre kunne glæde sig derover,...men Kunsten er stor eller retter Videnskaben, jeg kan ikke vide hvad det største Under skulle blive på vor Jord." Der var også mange fornøjelser, som alle beboerne i sognet kunne deltage i. Således blev der også holdt koncerter og bal på Christiansdal. Der var det tidligere marketenderi omkring 1900 blevet forvandlet til et hyggeligt traktørsted, med små lysthuse, hvor man kunne nyde kaffe eller øl, når man foretog en udflugt til stedet. Og her havde de tre Mariaer et bestemt lysthus, som de kaldte deres eget.

Afholdslogen, som havde fået navnet "Broderbaandet", havde bygget en logebygning, som senere blev til det nuværende forsamlingshus. Men når logen skulle afholde større arrangementer blev de henlagt til Christiansdal, Tørning Kro med Mølleskoven eller til Thyreshul Kro. Marie Nørgaard var ikke medlem af logen, men blev dog ofte inviteret med til dens fester, f.eks. når man med banner i spidsen drog fra logebygningen til Mølleskoven, hvor der i en yndig lille lavning var rejst en talerstol. Her kunne man glæde sig over at synge de elskede sange og høre talere fra "Det Gamle Land", som på modersmålets blide klang talte lige ind i hjertet. Ved Tørning Kro var der rejst et telt, hvor der var dækket te-borde, og hvor der blev afholdt bal om aftenen. I juletiden afholdt logen julefest. Først tændtes juletræet, hvorefter børnene kom ind i rækker syngende "Her kommer Jesus dine små". De stillede sig i rad om juletræet, og pastor Obbarius holdt en tale for dem. Så sang man "Glade Jul", og der deltes gaver ud til børnene. Dermed var deres del af festen forbi. Juletræet afklædtes og blev båret ud. Borde og bænke sattes frem. Efter fælles kaffebord blev der sunget en sang, og den indbudte taler fik ordet. Resten af aftenen gik med at ordet blev givet frit, og ind imellem talerne sang man. I februar måned spillede man dilettant enten på Tørning eller Thyreshul Kro. Om eftermiddagen på dagen før forestillingen var der generalprøve for børnene. Frelsenshær begyndte også at virke i sognet med møder på Christiansdal og Tørning Kro. Den 2. september år 1900 giver fru Nørgaard i dagbogen følgende beskrivelse af et sådant møde: "I gaar var vi til Frelsenshærsmøde på Christiansdal, men det gav et daarligt Indtryk, at høre paa den ene Side Sang og Bøn paa den anden Drikken og Banden. Det kan man kalde Kontraster. Hvor kan Mennesker da være saa uopdragen......, at de ikke engang tage saa meget Hensyn til andre, at de, om de end ikke vil høre, hvad der bliver talt saa ikke kan forholde sig roligt blot en lille Tid. Men det er jo, som der siges, at hvor Gud bygger en Kirke, der bygger Djævelen ved Siden af, og det er nu, som havde den sidste den største Magt."

Af Pastor Obbarius' notater i "Gemeinde Chronik" og indberetninger til biskoppen fremgår det, at flere sekter søgte at skaffe sig tilhængere i Hammelev sogn. Der var en overgang en enkelt baptist i sognet, men vedkommende tilsluttede sig dog til sidst sognemenigheden og deltog i nadveren i kirken. Adventisterne holdt i vinteren 1903 en række møder på Tørning Kro, hvor adventist-prædikant Madsen fra Haderslev talte om Kristi snarlige genkomst. Men selvom disse møder samlede mange tilhørere og gav anledning til megen diskution i sognet, fik adventisterne dog intet fodfæste der. Både Bornholmere (Luthersk Mission), som da blev regnet for en sekt, og Brødremenigheden holdt jævnligt møder i Hammelev sogn, og har haft tilhængere der, ikke mindst de sidste, hvis medlemmer dog var trofaste deltagere i kirkens gudstjenester.

Blandt de årligt tilbagevendende begivenheder, som fru Nørgaard fortæller om i sin dagbog, er markederne i Haderslev, som blev afholdt i april og september. Fru Nørgaard fandt, at det smukkeste på markedspladsen var rutchebanen, som i den elektriske belysning strålede om kap med ungdommens ansigter. I dagbogen mærker man også de stærke spændinger mellem Dansk og Tysk, som prægede hverdagen og optog tankerne, og der er ingen tvivl om, hvor fru Nørgaard stod i den sag, om det så var hendes blomsterpragt, kommer det nationale til udtryk. Den 21. juli 1900 skriver hun: "Nu er det rigtig Rosernes Tid. Sikken Flor, der udfoldes rundtom, og sikken Duft, og hvor de henrykke Øiet. Jeg har plukket de to første af mine ægte Roser, en lyserød og en gul. Jeg har også plantet tre stykker herude i Gaarden på Muren, to røde og en hvid i Midten. De bliver tit beundret, og derfor blomstrer de maaske saa kjækt. De ved måske, at de repræsenterer de Farver, som vi elsker, men som af Tyskerne bliver set paa med mindre kjærlige Blikke."

Foruden dagbogen havde Ellen Marie Nørgaard også en anden bog, og som måske betød mere for hende end dagbogen, og hvori vi får lov til at se dybere ind i hendes sjæl og sind. Denne bog er hendes poesibog med mange digte, som hun selv har skrevet. De allerfleste af dem handler om blomster og de tanker, som de fremkalder i hendes sind. Derfor skal det eneste digt, der som eksempel bringes her, netop være et digt til nogle af hendes elskede blomster.

Til mine Blomster

Lyserøde Nellike hvor er du fin og sød
du ligner ret din Nabo der den lyse Rose rød.
I begge to mig fryder ret
og i mit Hjerte drager let
den Følelse, der ligner den,
naar paa mit Barn jeg skuer hen
og tænker: du er min.

I Kirken nylig I var
et smykke for et Brudepar
hvad mon I om det tænkte
ja, tause Vidner I jo var
og se Hovedet har I sænket
O, hvor jeg ret jer pleje vil
og gid det længe varer til
I ender Eders korte Liv
og visner hen og døer.

Jeg ogsaa engang blomstret
har men Blomstringstiden kort kun var
man gaar saa let i Frø
men lær mig lille Kalla rar
selv naar man ingen Blomster har
at være lige glad
at holde sine blade grønne
som du og altid skjønne
paa det man end tilbage har.

Men hun skriver også digte om meget andet: om menneskene, der omgiver hende, digte ved bryllupper, som ved Anna Obbarius' bryllup, digte ved begravelser og dødsfald, digtet om Annecken Nørgaard, digte om barndommen, digte lige fra vers om bekymringer i forbindelse med gardinvask til en julesalme. Der findes også et digt inspireret af pastor Obbarius' søndagsprædiken, som hun ofte roser. Hun havde i det hele taget et godt forhold til ham på trods af de nationale modsætninger, bl.a. var hun med i hans sykreds.

Brande i Hammelev

En af de mest dramatiske oplevelser både i Marie Nørgaards liv og i pastor Obbarius' liv har sikkert været branden i Hammelev den 1. juni 1899, som gjorde et meget stærkt indtryk på alle dem, der oplevede den.

Fru Nørgaards lille datter Marie (senere gift med Markus Wind i Styding) fortalte, da hun var blevet en gammel dame, at det skete på den dag, hvor drengene for første gang det år havde fået lov til at gå barfodede, og på en torsdag, hvor pigerne havde vendt deres forklæder med vrangen udad, så de kunne være rene og pæne hele ugen. Henimod syvtiden udbrød brand i deres udhus, ingen vidste hvordan; men der havde været en "bos", sådan kaldte man vagabonderne, inde i butikken, og han havde været vred over et eller andet og havde skældt ud, så man mente, at det var ham, der havde påsat branden. Men det var nu almindeligt, at det var dem, der fik skylden, for brande og andre forbrydelser, som man ikke kunne opklare. I et nu var huset omspændt af flammer, og et øjeblik efter havde ilden fat i karetmager Kecks hus, som også nedbrændte l løbet af kort tid. Alt var nemlig gennemtørt på grund af den sidste tids tørre vejr. Ilden for videre til skomager Poulsens hus og derfra til præstegårdens enkehus, som på den tid var ubeboet, og snart var hele præstegården et flammehav. Det store træ, som endnu står ved hjørnet af haven mellem Kirkestræde og parkeringspladsen, som den gang stod ud for præstegårdens port, brændte som en vældig fakkel, som præstegårdens storke kredsede om i store cirkler, medens deres rede på taget stod i lys lue.

I vindretningen fra præstegården lå Hans Westergårds og Johan Skøtts gårde. De havde begge stuehuse med brandsikkert tag, medens deres længer var tækket med strå, så her kunne ilden få fat, og snart efter var de brændt ned. Nissens Enkes gård var stærkt truet. Flere gange havde ilden fat i stråtaget; men efter ihærdige anstrengelser lykkedes det at redde både denne og Andreas Juuls gård. Det hele skete på utrolig kort tid. Næppe en time efter at ilden var opstået, var der ikke andet tilbage end rygende tomter. Og da det gik allerhedest til, måtte man oven i købet løbe fra en brandsprøjte, som ilden ironisk nok havde fået fat i. Der gik rygter om, at en ældre mand var brændt inde; men heldigvis gik der intet menneskeliv tabt, selv om det under tiden var tæt ved. Kecks husdru var gammel og svagelig, så det var med nød og næppe, at hun kunne komme ud af det brændende hus, og i samme nu, som hun kom ud ad døren, skred taget sammen. Hendes søn forsøgte at redde noget fra det brændende hus. Det lykkedes ham ganske vist at slippe ud af huset med nogle klædningsstykker, som han kastede ud på kirkegården, men også dem havde ilden fat i og fortærede dem, ligesom den fortærede alle de penge, som de ejede. Sønnen blev slemt forbrændt, og på samme måde gik det skomager Paulsen.

Det lykkedes for pastor Obbarius at redde kirkebøgerne og nogle møbler.

Didde Aarup, som dengang var ansat på Haderslev sygehus, har som gammel dame fortalt, at hun så branden derfra som et vældigt ildskær på himmelen. Røgen drev som et vældigt bælte fra Hammelev henover Haderslev Dam og lå over vandet syd for byen. En uhyre menneskemasse strømmede til Hammelev fra Haderslev og omegn. Også brandsprøjter kom dertil fra de omliggende landsbyer for at bekæmpe det vældige bål. Alle som var blevet husvilde ved branden blev straks indkvarteret hos familie, venner og naboer.

Obbarius og familie fik husly i "Herrehuset" ved Christiansdalfabrikken. Der var der en afstøbning af Thorvaldsens "De tre Gratier", som Frederik VII i sin tid havde skænket fru Weber. Man fortalte, at synet af disse nøgne kvinder i den grad forargede pastor Obbarius, at de måtte tildækkes med et klæde så længe han boede der. Selvom branden ikke direkte kostede menneskeliv, mente pastor Obbarius dog, at den var en medvirkende årsag til hans kones død den 5. maj år 1900.

Fru Nørgaard skriver den 9. maj i sin dagbog: "I gaar begravede vi vor afholdte Præstefrue. Rask at se til uden at nogen vidste det, drog hun til Kiel for at gjennemgaa en lille Operation, men just Mandagen derefter kom den rystende Efterretning, det kom saa uventet brat uden synlig Sygdom, men som Præsten sagde: "Vore Veje er ikke Guds Veje og vore Tanker er ikke Guds Tanker."

Fru Obbarius

Fru Obbarius blev begravet ved gangen syd for kirken, hvor det store hvide marmorkors endnu minder om hende.

Den 15. maj kunne Obbarius flytte ind i den nybyggede præstegård, der med sædvanlig tysk forudseenhed var bygget således, at den i tilfælde af krig kunne bruges som lazaret.

Allerede den 12. juni kunne fru Nørgaard skrive i sin dagbog: "I dag har vi for første gang været til Syforening i den nye Præstegaard, men ogsaa første Gang efter Fruens Død. Vi var vist alle lidt beklemte om hjertet ved mindet om hende. Men Præsten mødte os med et Smil om Munden og Skjæmt paa Læben, saa det trykkende gav Plads for en rigtig hyggelig og tilfreds Stemning. Han forklarede os siden, hvorfra han havde sin Trøst: "Han havde ogsaa Følelse. Men han maatte bekjæmpe den, være stærk, bære det hos sig selv. Ægteparret Obbarius havde ingen børn, men tog to plejedøtre til sig: Anna og Rose. Anna blev gift et par år før branden, medens Rose forestod husholdningen i præstegården efter fru Obbarius' død.

Branden i år 1900 var langtfra den eneste brand, der hærgede Hammelev sogn. Den 8.juli 1901 kan fru Nørgaard fortælle om en ny brand i Hammelev by. Og pastor Obbarius skriver i sin "Gemeinde Chronik": "I det hele taget er landsbyen Hammelev i løbet af de sidste 10 år, så ofte blevet hjemsøgt af brande at den har fået et helt nyt udseende" slutter Obbarius sin "Gemeinde Chronik", hvori han skildrer Hammelev sogn og sit virke der.

Den nye præstebolig, der er den samme, som den nuværende, var for 400 mark tegnet af arkitekt Holler. Den ligger lidt længere tilbagetrukket fra Hammelev bygade, end den gamle præstegård gjorde. Murermester Gregersen, Haderslev, var hovedentreprenør for den, men anvendte håndværkere fra Hammelev til byggearbejdet, som han fik 14.325 mark for. H. Frees leverede ovne til præstegården, og Andreas Paulsen en herlig kakkelovn bygget af brændte keramik-kakler. Foruden præsteboligen blev der bygget et udhus, som arkitekt Holler også tegnede. For denne tegning fik han 78,25 mark. Denne udbygning havde snedker Fahrendorf, Styding, i entreprise for 4840 mark.

Udbygningen indeholdt i en vinkelbygning langs med vejen en konfirmandstue, et vaskehus, brændselsrum, og hovedfløjen, der lå på den nuværende parkeringsplads, var indrettet med toiletter, grisesti, hestestald og en stald, hvor kirkegængerne kunne sætte deres heste ind under gudstjenesten.

Udbygningen, akvarel af A. Fahrendorf

Obarius' præstegærning

Synet på pastor Obbarius og hans prædikener er ret modstridende: Carl Roos fortæller i sine barndomserindringer, at pastor Obbarius i sit ydre aldeles opfyldte traditionen til en gejstlig, man så ham ikke på landsbygaden uden i sort -sort skødefrakke med hvidt i halsen og sort hat - han holdt den værdige distance, som man ventede af en præst, intet hovmod, men heller ingen familiaritet. At bevæge sig naturligt på dansk, havde han imidlertid ikke lært, og hans prædikener var en levende illustration til de dengang omløbende anekdoter om de tyske sognepræsters besynderlige sprog:

"Jeg mindes en pinseprædiken hvor han opfordrede sine "andægtige" til at forestille sig pinsesolen ikke som en sol, der stiger op, men som en høne, der stiger ned for at samle sine kyllinger under sine vinger." Biskop Goodt roser derimod Obbarius' prædiken meget i sine visitatsberetninger, hvor han bl.a. skriver, at pastor Obbarius ved visitaten i 1874 holdt en godt disponeret og veludarbejdet prædiken. Man kan endnu få et lille indtryk af, hvordan Obbarius' prædikener har været ved at læse uddrag af de prædikener, som han bidrog med til prædikensamlingen "Fredens Vej": 1898, hvoraf der her er gengivet et par sider:

25. Søndag efter Trinitatis.

Ransager Eder selv, om I ere i Troen; prøver Eder selv! Eller kjende I ikke Eder selv, at Jesus Kristus er i Eder? med mindre I ere udygtige. (Cor. 13,5.)

Verdens Børn har mange Glæder,
Lysets Børn kun søge een,
Men som Bæk langs Blosterbredder
Flyder denne klar og reen;
Kilden til den Frommes Lyst
Springer ud fra Jesu Bryst,
Derfor selv paa Trængslers Veie
Kan du have den i Eie

Verdens Børn har mange Riger,
Lysets Børn kun søge eet,
Men naar alt i Verden viger,
Evig er og bliver det!
For den frelste Slægt paa Jord
Sjunger Naadens Englekor:
Fred og Fryd foruden Lige
Findes kun i Jesu Rige!

Naade være med der og fred fra Gud vor Fader og vor Herre Jesus Kristus!

Vor Text staar skreven 2. Cor. 5, 17.

"Dersom nogen er i Kristus, da er han en ny skabning; det gamle er forbiganget, see alt er blevet nyt. Amen."

Det er noget Stort, at være i Kristus; der er man en ny Skabning, det Gamle er forbigaaet, alt er blevet nyt. Kristne tænkte ofte saa ringe om at være i Kristus, de mene aldeles at kunne blive ved det Gamle, ja blive i deres Synder og dog være sande Kristne. Paulus tænkte anderledes. En sand Kristen er en ny Skabning, alt er nyt i ham. Men der gives også Kristne, som ville skrue det for højt op, de mene, at være i Kristus er at være uden Synd. Dermed stemmer Guds ord ikke, som formane sande Kristne til at aflægge det gamle menneske. Visseligen er det noget stort, at være en ny Skabning, men læg mærke til Ordet Skabning. En Skabning voxer. Derfor prøv dig selv, om du enten er endnu den gamle Skabning, der voxer i Synden og modner til Helvede, eller om du er en ny Skabning, der voxer i Retfærdighed og Hellighed til Himlen.

Derover vil denne Text skaffe os Lys, og vi betragte: Hvorledes vi blive nye Mennesker i Kristus.

Ved Omvendelse komme vi til Kristus og aflægge det gamle Menneske.
Ved Retfærdiggørelse ere vi i Kristus nye Mennesker.
Ved Helliggjørelse blive vi i Kristus og fornyes dagligen ved hans Aand.

1) Ved Omvendelse komme vi til Kristus og aflægge det gamle Menneske. Omvendelse, dette første Ord af Frelserens Prædiken paa Jorden, høres i mange af vor Tids Prædikener slet ikke mere. Omvendelse er et Lys i vor Forstand, en Varme i Hjertet, en Kraft i Villien.(...)

2) VedRetfærdiggjørelse ere vi i Kristus nye Skabninger. Retfærdiggjørelse, ligesaa vigtig som Omvendelse, er ligesaa ukjendt for vor Slægt. Retfærdiggørelse er ingen menneskelig Gjerning, som mange tænker, der, ligesom Farisæerne, ville retfærdiggjøre sig selv for Gud. Retfærdiggjørelse er en Guds Gjerning, Guds Svar paa vor Omvendelse, som Aanden har virket i os, (...)

3) Ved Helliggjørelse blive vi i Kristus og fornyes dagligen. Dersom Nogen er i Kristus, er han en ny Skabning.Kristus er det eneste gode Træ, plantet udaf Paradiset ind i den syndige Jord. Dersom et syndigt Menneske plantes ind i Kristus, da er han et godt Træ, ligesom Kristus selv, en ny Skabning. Er en Sjæl forbundet med Kristus ved Tro og Daabsnaaden, da gaar Livsens Strømme ud fra Stammen Jesus og fylde Sjælen med Saft og Kraft. Da opfyldes tredie Gang for Sjælen: Det Gamle er forbigaaet. "Alt er blevet nyt.

Af fru Nørgaards dagbog fremgår det, at hun hørte til dem, der var glade for pastor Obbarius' prædikener, som hun ofte omtalte meget positivt.

Egentlig var valget af pastor Obbarius til præst i Hammelev et mærkeligt valg, idet han af de kirkelige myndigheder blev anset for en præst, som i enhver menighed ville samle enkelte om sig og blive btragtet med uvilje af menighedens store flertal, således at sognet ville splittes i tilhængere og modstandere af ham.

Men det skulle gå helt anderledes. Selvom pastor Obbarius havde modstandere i Hammelev sogn, så lykkedes det ham dog at vinde det store flertals gunst, idet man følte, at han, skønt tysksindet, bestræbte sig på ikke at lade dette få indflydelse på præstegerningen, og ved sit venlige væsen vandt han folk for sig. Pastor Obbarius følte sig også straks fra begyndelsen "godt tilpads" i Hammelev sogn. Således skriver han til biskoppen: "Selv om det efter næppe to måneders varetagelse af det åndelige embede i denne menighed ikke er muligt at fremsætte en sikker bedømmelse af denne, så tror jeg dog, at jeg må anse menigheden i Hammelev for et godt arbejdsfelt, der giver et rigt håb, men så meget mere ansvarsfuldt, fordi der i den findes mange ædle sædekorn, som ser frem til den store høstdag og derfor må plejes med visdom og kærlighed." Obbarius blev sikkert ikke skuffet. Det blev til en virkelig stor indsats gennem 37 års flittigt arbejde. Gudstjenestebesøget var i begyndelsen 100 i gennemsnit og steg efterhånden til 160. Obbarius prøvede da også at gøre gudstjenesten mere festlig ved indførelse af nye ritualer og ved oprettelse af et kirkekor. Til pastor Obbarius' store skuffelse mislykkedes det sidste dog.

Degnen førte en nøje liste over alle der gik til alters, og disse lister findes endnu. Af dem kan man se at altergængernes antal indtil 1887 nåede helt op på 94.4% af sognets konfirmerede befolkning. Men det blev også regnet for en borgerpligt at gå til alters. Efter år 1900 faldt procenten ned på 56.6% hvilket lå noget under gennemsnittet for de andre sogne.

Befolkningens trofasthed mod kirken på trods af modsætningen til den tyske stat, som præsten trods alt var repræsentant for, viste sig også, da Bismarck i 1874 indførte nogle love som netop havde til hensigt at begrænse kirkens magt og ødelægge befolkningens automatiske tilhørsforhold til den. Det var således ved den lejlighed, at loven om verdslige personregistre blev indført, en lov, som stadig gælder i sønderjylland. Men det viste sig, at selv om loven kun krævede en tilmelding af nyfødte til personregisterføreren faldt antallet af dåb ikke. Alle børn blev stadig døbt. På samme måde gik det med ægteskaberne, som efter de nye love skulle indgås hos det verdslige "Standes Amt". Folk anså det nærmest som en verdslig trolovelse og regnede først et ægteskab for rigtigt indgået, når der havde været afholdt kirkeligt bryllup. I Hammelev var der dog mange som foretrak at "gå over åen". Det vil sige, at blive kirkeligt viet i Danmark. Det blev i 1880-erne atter moderne at holde barnedåb og bryllup i hjemmene, således at dåb i kirken var ved at blive en sjældenhed. Men det lykkedes dog i nogen grad for pastor Obbarius at få disse handlinger henlagt i kirken igen.

Pastor Obarius' pædagogiske indsats

Måske var pastor Obbarius' stærkeste side som præst hans sans for kirkens pædagogiske opgaver. Især var han dygtig til at have med børn at gøre. I fastetiden blev der hver onsdag holdt katekisationer i kirken, hvor børnene blev overhørt i den kristne lære. Disse overhøringer kunne samle over 100 børn.

Pastor Obbarius samlede børnene i søndagsskole, hvor han ikke blot gennemgik Luthers Katekismus, men også fortalte bibelhistorie, hvortil han bl.a. anvendte Schnoris' Billedbibel. Derforuden fortalte han om begivenheder i Guds riges historie, især om hedninge- mission. Søndagsskolerne blev holdt indtil 27 gange om året i præstegården og skolerne, og fik stor tilslutning ikke blot blandt børnene, men der var også mange voksne, som deltog i dem. Da Obbarius kom til Hammelev bad man ham om at holde bibeltimer ved møder i hjemmene. Det afslog han dog, men i stedet indbød han til offentlige bibeltimer i sognets tre skoler. Der afholdtes 20-30 bibeltimer om året, og de var velbesøgte, især i Styding og Ladegård. I begyndelsen holdt han også andagter søndag aften i skolerne. Her brugte han L. Harm's prædikener og andre opbyggelsesbøger, som han gerne ville udbrede i sit sogn.

Kredse

Allerede i 1860-erne havde fru Marie Johansen, født Sommer, startet en kvindekreds som arbejdede for Ydre Mission specielt for missionær Johansen, Sandra, Indien. Ligesom man støttede missionær Paul Petersen, Tirupan, samt Termannsburger missionen. Endvidere sendte man bidrag til missionshuset i Brechlum. De tolv medlemmer fra alle dele af sognet, samledes en gang om måneden i præstegården til "Syforeningen" eller "Symøderne", som man kaldte dem. Fru Ellen Marie Nørgaard var som tidligere nævnt medlem af denne kreds. Måske er det den kreds, der er ført videre i Styding og Ladegård kvindekredse. I 1881 nævnes det, at der fra missionsforeningen indkom 78.43 mark. Ligesom Styding og Ladegård kredse senere gjorde, afholdt syforeningen bazar, som et år gav et overskud på 292 mark. Pengene gik til Brechlum missionen, der i 1907 også modtog en testamentarisk gave fra en kone i Styding. Pastor Obbarius havde livet igennem en brevveksling med en af denne missions diakonisser, som stammede fra Hammelev sogn. Der var tre indsamlingsbøger i sognet, hvori der året igennem blev noteret bidrag til diakonissehuset i Flensborg. Men interessen for disse indsamlinger var dog ringe. Hvert andet år blev der holdt en missionsfest i skoven. Denne fest blev så populær, at man besluttede at holde to missionsfester hvert år. I begyndelsen af 1880- erne blev der stiftet en "Jungfrauverein", hvor unge piger en gang om måneden samledes til salmesang i præstegården. Denne forening gik vist hurtigt i opløsning. Pastor Obbarius opgav dog ikke ideen. Bededag d. 21 november år 1900 stiftedes i den nybyggede konfirmandstue en ny forening for unge piger. Den havde 15 medlemmer, men voksede dog hurtigt til 25, mest fra Styding. Navnlig var der mange af de nykonfirmerede piger, der var medlemmer af denne kreds.

Ved Jungfrauvereins 2 timer lange møder, der holdtes på en søndag aften en gang om måneden, holdt pastor Obbarius bibelandagter, fortalte om hedningemissionen og ledede salmesangen. Denne forening viste sig at være levedygtig, og medlemmerne mødte trofast op til disse møder. Et andet mindre heldigt forsøg på at samle unge piger til andagt i præstegården søndag aften blev fremkaldt af, at der blev givet tilladelse til at udskænke spiritus om søndagen i Hammelev jernbane-stations restaurant. Pastor Obbarius rasede mod de tyske myndigheder, som på den måde vanhelligede søndagen og fremmede drukkenskab, især blandt de unge. Kirkeforstanderskabet støttede pastor Obbarius og forsøgte at få sat en stopper for udskænkningen; da det ikke lykkedes indbød pastor Obbarius de unge piger til disse møder, men kun 5 deltog regelmæssigt i dette arrangement, hvorefter det måtte opgives. Også i andre sager kunne pastor Obbarius rette kritik mod de Preussiske myndigheder. Således klagede han til regeringen, da en kongelig embedsmand forstyrrede helligdagsfreden ved at komme på en Kr. Himmelfartsdag for at udføre sine forretninger.

Obbarius medvirker ved stiftelse af Indre Mission.

Mest kendt blev pastor Obbarius nok uden for Hammelev sogn for sin medvirken til oprettelse af et Nordslesvigsk Indre Missions selskab. Denne forening blev oprettet i 1887 med det formål at udsende en missionær. Hertil valgtes Lars Birk fra Viderup. Han havde i 15 år stået i den indremissionske tjeneste i Danmark. Pastor Tonnesen, Hoptrup blev formand og Obbarius sekretær. Denne indremissions-forening skulle få stor betydning for det kirkelige liv i Sønderjylland. Til en vis grad fik den også betydning for danskheden i landsdelen, selv om det var tysksindede præster, der stod som ledere af den. Også i Hammelev sogn kom man til at mærke starten af den nye forening. Straks efter at den var stiftet holdt missionær Birk forsamlinger i sognet med deltagelse af sognepræsten. Det udviklede sig efterhånden til godt besøgte møder i skoler og private hjem. Muligvis var dette oprindelsen til den senere samtalekreds.

Hvad folk læste

Det er svært at finde ud af, hvad folk i sognet læste, men Indre Missions kolportører virkede her ved at gå fra hus til hus og sælge opbyggelsesbøger og kirkelige blade. Mere end 100 kirkelige blade blev solgt i sognet. Af disse var Sædekornet det mest yndede. Bibelforeningen med pastor Obbarius som eneste medlem i sognet afsatte mindst 12 Bibler.

På loftet i Michaelsen Petersens gård stod en gammel kasse med bøger, som måske giver et fingepeg om, hvad der blev læst i dette hjem. Den indeholdt følgende: - "Titus. En Korsets Fælle. En fortælling fra Kristi Tid af Florence Marie Kingsly." (udg. 1898) - "Tidskriftet Elias", fra sidst i 1860-erne med artikler af bl.a. lærer Andersen, Styding. - "Nyt og Gammelt". En Postille af Vilhelm Bech." (udg. 1869) med den følgende håndskrevne påtegning: "Til minde om Bekræftelse af Dåbspagten den 22-de Decb 1869. I denne bog var der indlagt reklamer for følgende bøger: - "I Jesu Fodspor. Et Guds Ord til hver dag udlagt af Nordslesvigske præster." - "Anvisning til daglig læsen i den Hellige Skrift, en Kalender med skriftsteder til læsning Morgen og Aften hver dag i Året. "Derforuden bestod bogsamlingen af: "Den Pontoppidanske Psalmebog." (1883) - "Nye Testamente." (udg. Kbh. 1868) - "Evangelisk Luthersk Psalmebog for de dansktalende Menigheder i Slesvig."

Pastor Obbarius var medlem af den kommision, som synoden havde nedsat til udarbejdelse af denne salmebog. Dette er nok udtryk for hans forståelse af det danske sprogs betydning for sønderjyderne. Det samme er sikkert tilfældet med hans indsats for Indre Mission og udgivelse af en dansksproget prædikensamling. Hvor overfladisk hans forståelse for det danske sprog trods alt har været, viste sig da han i kommisionen fremførte den indvending mod de danske salmer, at de efter hans mening var for rigeligt udstyret med "smo blomster og smo fugle". I mange hjem brugtes salmebog og prædikensamlinger enten til opbyggelse for hver enkelt læser eller til fællesopbyggelse for hele husstanden. Således fortæller Carl Roos: "Når det blev sengetid standsede rokken, bønnebogen blev hentet frem og der blev "Læst"." Om sin tante fortæller han: "Den sidste gang, jeg så hende, skænkede hun mig en stor tyk bog. Den havde ikke noget bind, og både begyndelsen og slutningen manglede. Det var en Postil fra fortiden og hendes vigtigste læsning: "Der står sådanne skønne præ'kner i den," sagde hun. Man læste ikke bare religiøse bøger. Carl Roos fortæller om husmandskonen Stine, at hun var en tænksom kone. Hjemme læste de hver vinter Ingemanns i Sønderjylland meget elskede romaner. Det fremgår også af fru Nørgaards dagbog, at hun kendte til dansk litteratur både som prosa og poesi. Her har Dannevirke/Modersmålet tydeligt haft stor betydning, idet den bragte anmeldelser af danske bøger, havde en "feuleton" og gengav mange danske digte. Da "Den Blå Sangbog" udkom, blev den flittigt brugt både i hjem og forsamlinger. Og spredte på den måde kendskab til den danske sangskat.

Kirke og kirkegård

I de mange år Obbarius var præst i Hammelev skete der en række forandringer i kirken og på kirkegården. Orgelet som i 1860 var bygget af orgelbygger Ohrt fra Gram blev udviddet. Pastor Obbarius lagde jo vægt på at give gudstjenesten et så festligt præg som muligt, hvilket også kommer til udtryk ved at man anskaffede en ny samling af salmemelodier, "Prahl und Heinbuch". Denne melodisamling, som udkom i 1890-erne, har lige op til vore dage været med til at give salmesangen det særlige sønderjydske præg. I 1876 blev den nuværende klinkpung anskaffet (se billedet herunder).

Den første gang der nævnes en klinkpung var så tidligt som i 1655, da man anskaffede en ny. Klinkpungen blev under gudstjenesten stukket ind foran folk der sad på kirkebænkene. De penge, som blev indsamlet i den, blev måske stadigvæk, ligesom i 1776, lagt i en jernbeslået blok med to låse.

Desværre eksisterer denne blok ikke længere. Over altertavlen i koret blev der i 1877 anbragt et forgyldt blykors omgivet af stjerner på den blåmalede hvælving, så det hele kom til at minde om stjernehimlen. Det nuværende loft i kirkeskibet stammer fra 1888, da der blev lagt indskud mellem bjælkerne, som derefter blev forsynet med profillister. Kirken fik nye blyindfattede vinduer i jernrammer. De blev leveret af firmaet Heimersdorrf & Co. i Berlin. (I hundredeåret derefter, nemlig 1988, blev de fornyet af samme firma med tro kopier af de gamle vinduer. Beskrivelsen passer derfor stadig.) Glassene var i fine lette farver, og i kanten af hvert vindue var der først en stribe med klart glas, dernæst en stribe der var kraftigere farvet end den øvrige blyrude. Øverst i vinduernes runding, var der en lille cirkel med et motiv. I kirkeskibet bestod det af en stiliseret blomst, og i koret af Kristi tornekronede hoved.

I Dannevirke kunne man læse torsdagen den 14. januar 1892: - "Aftengudstjeneste. Her i Hammelev Kirke afholdtes som sædvanlig Helligtrekongersaften en Gudstjeneste, der almindeligvis samler mange Tilhørere. I den Anledning gjøres alt muligt, for at Kirken kan få et festligt Præg. Et Juletræ pyntes og dets Lys lyse fra Alteret. Den prægtige Lysekrone, der er foræret Kirken af en udvandret Slesviger i Amerika, og en lignende, der er forskaffet af Sognet, oplyse tilfredsstillende Kirkens indre. Desuden er det rigtigt stemningsfuldt, naar Julesalmerne i den stille Aftenstund lyder endnu engang til Afslutning for det gamle Aar."

Kirkens sakristi blev ombygget år 1903, sådan som det fremgår af årstallet på bygningens østmur. Også på kirkegården skete der en række forandringer, således blev kirkegården udviddet i 1874.

Kirkeældste

Bag alle disse arbejder stod også sognets kirkeældste, hvis navne vi kender fra kirkens protokol. I 1874 nævnes H. B. Jensen, J. Steffesen, Johan Skøtt og Nis Nissen. Fra 1875 møder vi Laurids Lauridsen, fra 1880 Steffen Steffensen, 1884 P. Boysen, 1893 N. L. Harøe, 1894 N. Skau, 1897 D. Møller og Jørgen Petersen, og fra 1900 Paul Wind.

Skolerne

1872 afløstes Jeppe Barsøe som lærer i Hammelev og degn ved kirken af Jürgen Bergstedt. Han var født den 25. april 1830 i Gl. Ladegård skole, hvor hans far Peter Christian Bergstedt var lærer og som døde i 1876. Også bedstefaderen Jørgen Hansen var degn. Begge Jürgen Bergstedts koner Anna Lena Nielsen og Carolina Hansen var lærerdøtre. Den første fra Ladegård, så Jürgen Bergstedt var udrundet af en lærerslægt med stærk tilknytning til Hammelev sogn. Obbarius satte åbenbart ikke Bergsteds så højt som de andre lærere i sognet. De roses meget både for deres regelmæssige kirkebesøg og personlige liv, der ikke gav anledning til nogen kritik. De var dygtige til at undervise, og børnene fik indøvet de kirkelige melodier efter "Pontoppidans Psalmebog" og sang ret godt. Om Bergstedt er der f.eks. et år en bemærkning om, at hans religiøse undervisning virkede kold. Børnene gik ikke flittigt nok i kirke, men de sang tilfredsstillende. Fra Bergstedts hånd foreligger der foruden kirkebøgerne i afskrift, et regnskab over offerindtægterne. Her skrider Hammelev sogns beboere forbi een ved dåb og kirkegang, sådan kaldes det, når en kone første gang kom i kirke efter en fødsel. Vi møder navnene ved bryllupper og begravelser. Ofte er det navne på slægter som lever i sognet den dag i dag. Først skrev Bergstedt på dansk, men efter november 1876 måtte han skrive på tysk. Efter at Jürgen Bergstedt havde søgt sin afsked og blev pensioneret, flyttede han til Haderslev, hvor han døde d. 16. juli 1917.

Han blev efterfulgt af M. Madsen, der ligesom sine efterfølgere førte en skole-kronik. Deri kan man følge skolelivet år for år, og der fortælles også om forskellige begivenheder i Hammelev sogn, bl.a. om en brand, hvor sognefogeden i Styding mistede livet, da skorstenen faldt ned over ham. Der fortælles om M. Madsen, at han var en mærkelig mand, der havde mange underlige ideer. Bl.a. var han meget angst for at blive smittet af sygdomme, derfor holdt han altid hånden op for næse og mund, når han talte med folk. Når skolebørn ville tale med ham, skulle de stå i en vis afstand fra ham. Således måtte de ikke komme helt hen til ham, når de ville vise de stykker som de havde regnet på deres skifertavler. De skulle række tavlen frem for sig, så han i god afstand kunne se den.

Den senere kornhandler Chr. Nørgaard og fru Ellen Marie Nørgaards søn Thomas Nørgaard fortalte som voksen, at de begge et helt år i træk havde vist lærer Madsen det samme regnestykke, uden at han opdagede det. Da lærer Madsen fik sin afsked i 1905, blev han efter kort tid afløst af Anton P. Sørensen, der igen i 1906 afløstes af lærer Chr. Lorentzen Warming. I lærer Warming fik man igen en dygtig lærer og degn. Han var bl.a. meget interesseret i fotografi, og tog en række billeder fra Hammelev by. I Gammel Ladegård var lærer Hansen undertiden enelærer for op til 112 børn.

Men den mest markante lærer i sognet var sikkert A. J. Andersen, Styding. Han havde først læst på seminariet i Jellinge. Men det måtte han forlade efter nogen tids forløb, på grund af en religiøs strid, hvori han var hovedmanden for det Søren Kierkegaardske parti. Beskæftigelsen med Søren Kierkegaard førte ham ind i stærke åndelige brydninger, men efterhånden nåede han frem til en klaring gennem en bog af F. L. Zeuthen. Han søgte atter ind på et seminarium og tog et par år senere lærereksamen i København. Efter eksamen blev han lærer i Hajstrup, Øsby sogn og i 1866 blev han ansat i Styding. Lærer Andersen blev her af de vakte anset for en troende mand, som ovenikøbet skrev i deres blade. Således kan man i vækkelsesbladet "Elias" fra 15. august 1867 finde nogle "Pintsetanker" af skolelærer Andersen fra Styding. På mange områder var han også en foregangsmand, således virkede han for "Nordslesvigsk Assyl", der arbejdede for hjemløse børn. Han blev denne organisations første plejefader. Den 23.1.1878 optog han de to første asyldrenge i sit hjem - og som det berettes: "Med godt resultat". Lærer Andersen har sikkert også vundet folk i Styding for sig på grund af sit danske sind, som på den anden side blev årsag til, at han måtte opgive sin lærergerning i Sønderjylland. I 1883 søgte han nemlig og fik sin afsked, fordi han ikke ville indføre en ny tysk skolesangbog i Styding skole. Han udvandrede til det gamle land og blev ansat ved realskolen i Vejle, hvor han var indtil sin pensionering i 1908. Han blev boende der til han i 1923 døde 84 år gammel.

Som man kan forstå af lærer Andersens skæbne, skærpedes i den tid modsætningerne mellem Dansk og Tysk ikke mindst i skolen. År 1878 kom en længe ventet reform, men den gik heldigvis ikke nær så langt som man havde ventet og frygtet. Tysk blev undervisningssprog ved siden af Dansk. I de første skoleår brugtes pr. uge 6 halve timer til tysk sprogøvelse. Senere kom hertil 3 timer til tysk "Hjemstavnslære" og hovedregning på tysk. I de sidste skoleår brugtes 5 timer til historie og geografi samt hovedregning på tysk, endvidere til tysk sprogundervisning 6 timer.Under den tyske undervisning måtte også regnes Sang og Gymnastik. Den 1. april 1889 kom så det endelige dødsstød mod danskheden i skolen. Der måtte kun være 4 religionstimer på Dansk. - Det var al den undervisning på Dansk, som overhovedet måtte finde sted. I mellem og overklasser kom der 2 Tyske Religionstimer til. De Preusiske kongelige skoleinspektører og lærerne fik pålagt, at de i samkvem med børnene skulle betjene sig af det Tyske sprog, og de skulle agte på at dette mere og mere skete blandt børnene indbyrdes. Disse forordninger vakte stor harme i Hammelev sogn.

Dansk og Tysk

Det var ikke blot i skolen, at man forsøgte at fortyske landsdelen, men på snart alle områder blev der sat en proces igang, som efterhånden fuldstændig skulle indlemme Sønderjylland i Tyskland. Tysk blev mere og mere det officielle sprog. Ved domstolene var sproget ganske vist endnu Dansk i civilsager, der hvor skole og kirkesprog var Dansk. I strafferetsager taltes udelukkende Tysk, hvilket var en stor ulæmpe for dem, der kun beherskede Dansk. Det gjaldt en stor del af den voksne befolkning. I Hammelev sogn stod så godt som alle vagt om den Danske sag, hvilket tydeligt viser sig i de forskellige Rigsdags- og Landdagsvalg. Således stemte i 1871 196 af vælgerne Dansk, medens kun 21 stemte Tysk - og en stor del af dem var sikkert tyske embedsmænd eller tyskere der var indvandret til fabrikken i Christiansdal. I begyndelsen af 1902 indledtes fra Tysk side en jagt på dansksindede Sønderjyder, der der hidtil havde været anset for Preussiske statsborgere, men som nu blev erklæret for optanter. I ganske særlig grad havde de Tyske myndigheder opmærksomheden henvendt på fremtrædende personligheder, og et stort antal af dem blev udvist. Alene i Haderslev amt blev over 1200 personer erklæret for optanter, inden jagten ebbede ud. Den 11 januar 1907 lykkedes det dog, at finde frem til en ordning af optanternes stilling, så de efter ansøgning kunne blive Preusiske undersåtter. Det kan lyde lidt mærkeligt, at man fra dansksindet side var så ivrige efter at blive Tyske stasborgere. Men sagen var, at man på den måde håbede at kunne bevare gårde, huse og jorder på dansksindedes hænder. Da man på et tidspunkt frygtede for, at fortyskningen også skulle ramme kirken, diskuterede man i Danske kredse, om man skulle træde ud af statskirken og danne frikirker. Men det blev ikke nødvendigt for det store flertal. Enkelte følte sig dog så dårligt tilpads i statskirken, at de dannede en Dansk frimenighed i Haderslev. Rasmus Thomsen ansattes til en præstegerning, og i 1894 blev Haderslev frimenighed stiftet. Den fik også tilslutning fra Hammelev sogn.

Christiansdal - en verden for sig

Papirfabrikken i Christiansdal med dens arbejdere og ledelse lå som en hel verden for sig selv uden særlig forbindelse med Hammelev sogns øvrige beboere. Heller ikke med kirken var forbindelsen særlig god. Pastor Obbarius, der anså fabrikken for et arnested for druk og utugt, mente, at årsagen til det manglende kirkebesøg var, at dens arbejdere var tysktalende og altså ikke forstod den danske gudstjeneste. Derfor holdt han tysksprogede nadvergudstjenester 2 gange årligt. Senere steg det til 6. Kirkebesøget blev heller ikke bedre af, at man i de første år af hans embedsperiode arbejdede om søndagen, noget direktionen gik med til at afskaffe. Den gjorde også en indsats for at højne den moralske standard mellem arbejderne, hvilket lykkedes. Kirkebesøget fra Christiansdal forøgedes iøvrigt ikke, da fabrikken i 1873 blev overtaget af Johannes Hage, Nivaagaard, og denne udvidede arbejderstaben med 200 danske arbejdere. Stadigvæk føltes arbejderne som et fremmedelement i sognet. Johannes Hage formåede heller ikke at få fabrikken til at give overskud, og han solgte den derfor til et Tysk firma ledet af papirfabrikant Walter i Flensborg, som under store vanskeligheder drev foretagenet videre. Helt galt gik det, da fabrikken i en årrække efter 1877 lå stille. Da var der stor nød i de små arbejderhjem, og det blev en tung byrde for sognets fattighjælp. De 200 Mark, der årligt indkom i kirken til fattighjælp, rakte ikke langt. I 1883 kunne det noteres, at fabrikken atter var i fremgang, hvilket medførte, at der igen kom flere tyske arbejdere til sognet. De gyldne tider var forbi, alt forfaldt mere og mere. Omkring 1900 lå store dele af anlæget hen i ruiner. Senere sank svejtzerhuset i grus. Haven var et vildnis, hvor frugterne ufortrødent trillede fra buske og træer. Kun i beværtningen, der var indrettet i det tidligere marketenderi, var der liv - sommetider lidt for meget. I dens have var der små idylliske lysthuse, og der blev afholdt koncerter, bal og høstfester, ligesom Good Templar holdt sine fester der. Christiansdal, hvor det blev skik at fejre pinsefest

Der opstod den skik, at folk fra Hammelev fejrede pinsefest i Christiansdal, en skik som skulle holde sig et halvt hundrede år. Den første juli 1907 udbrød der brand i fabrikken. Da det var en fuldstændig vindstille dag, bredte branden sig heldigvis ikke til arbejderboligerne. Beværtningen undgik også at blive flammernes bytte, og bedst af alt - intet menneskeliv gik tabt ved den store brand.

Andre brande

I november samme år brændte Tørning mølle for anden gang, men den blev bygget op igen og forsynet med de mest moderne møllemaskiner, som det tekniske fremskridt dengang kunne præstere. Så det var måske en fordel med den fornyelse for møllen. Også Tørning kro brændte ned dette år og blev genopbygget. I det hele taget fik Vestermarken et nyt udseende på den tid, idet der blev bygget flere nye huse derude.

Mejerier

Landbruget var inde i en ny udvikling, der bl.a. gav sig udslag i mejerier. I 1892 blev Styding mejeri oprettet med P.Paulsen som mejeribestyrer. Man henvendte sig også til landmændene i de øvrige dele af sognet, om de ville være med. Men de fleste i Ladegård, Tørning og Jernhyt havde allerede for længe siden tilsluttet sig mejeriet i Høgelund. Heller ikke i Hammelev var man interesseret i begyndelsen, da de fleste leverede mælk til et mejeri i Haderslev.

Amtsbanen indvies i 1899

Stor betydning fik det for Tørning, Jernhyt og Ladegård da amtsbanen åbnede i 1899. Det var en smalsporet jernbane, der gik fra Haderslev over Erlev, Marstrup, Ustrup, Høgelund, Ladegård til Vojens, hvorfra den fortsatte til Rødding. Der var 6 afgange dagligt hver vej, men det blev dog senere nedsat til 3 afgange. I togene var der kupeer til II og III klasse. På III klasse kostede billetten til Haderslev fra Ladegård og retur kun 4 groschen. Stationerne var smykket med Kejser Wilhelms navnetræk WII på den ene gavl, og en stjerne i sort, rødt og hvidt på den anden. Udenfor stationen var der en flagstang, der ligeledes var malet i de tyske farver. På denne flagstang blev flaget med den tyske ørn hejst på sedan-dagen og på kejserens fødselsdag.

Engang var Lauritz stationsforstander i Ladegård så uheldig, at han fik hejst ørnen en dag for tidligt. En lun bondemand spurgte skadefro,hvorfor flaget var hejst. "Ved du ikke, at det er kejserens fødselsdag?" lød stationsforstanderens svar. "Nej," grinede bonden, "jeg troede det var i morgen d. 27 januar." "Så skulle da også!" råbte stationsforstanderen,"så skal vi ha æ flag neh, inden e togh det komme." Togpersonalet skulle jo nødig opdage, at Lauritz stationsforstander ikke vidste, hvornår det var kejserens fødselsdag.

Gymnastikforeningen

En ny og vigtig national-folkelig indsats begyndte, da Styding og omegns gymnastikforening blev stiftet d. 16.12.1904 med J.Friis som formand, H. Skau som næstformand og mejeribestyreren som sekretær og kasserer samt J.Andersen, H.P. Lauritzen som bestyrelsesmedlemmer. P. Thøgersen blev valgt som æresmedlem og kromanden på Thyreshul Carl Thomsen blev inventarforvalter. Foreningens formål var, som navnet angiver, at dyrke gymnastik. Undervisningen foregik i Tyreshul krosal. Hvert år afsluttedes med en gymnastikopvisning i slutningen af marts på Tyreshul kro. Efter opvisningen var der fælles kaffebord og bal. Endvidere afholdtes der en gymnastikopvisning for børn. Foreningen var ved siden af sit hovedformål i al hemmelighed en forening til støtte for danskheden. Gymnastikken gav anledning til at synge gode danske sange. Derforuden indbød foreningen til danske foredrag og oplæsning af dansk litteratur. Man var endvidere tilsluttet en fællesforening med alle de danske gymnastikforeninger i Sønderjylland som medlemmer. Kontingentet til denne sammenslutning blev indbetalt gennem digteren Jes Sarup, der kom til at betyde meget for danskheden i Hammelev sogn. Det er ham , der har forfattet indskriften over scenen i Hammelev forsamlingshus:

"Lad sangen klinge og ordet faa magt
saa staar vi om Danmarks fremtid paa vagt."

Legater

Mellem 1885 og 95 blev der stiftet en række legater i sognet, nemlig Jacob og Christine Friis' legat på 3000 Mark, Stenderups Legat stiftet af hans enke Dorothea på 1900 Mark. Disse to legater uddeltes af kirkeforstanderskabet. En del af pengene gik til de fattige på Hammelev sogns "Arbejdsgård".Derforuden havde man Jørgen Steffensens legat, der uddeltes til folk i Styding af Jep Uldall, og endelig urmager Christen Hansens legat til fordel for Jordan missionen. Dette legat blev forvaltet af orgelbygger Jacobsen, Haderslev.

Vandværket

I 1907 fik Hammelev et vandværk, da man havde vanskeligheder med vandforsyningen. Man havde kun en fælles pumpe. Beboerne sluttede sig sammen og lod en brønd grave og lagde et vandværk ved pumpen, som blev drevet af en vindmølle. Men allerede året efter var det nødvendigt at reparere værket, idet man måtte udskifte vindrosetten, hvilket kostede 1800 Mark. Det var også kun Overbyen, der var tilsluttet værket, og ikke engang alle var med f.eks. ikke præstegården. Pastor Obbarius har sikkert ikke villet have det rod i sin bolig, så kort tid, før han skulle rejse derfra.

Obbarius' sidste år

Ægteparret Obbarius havde ingen børn, men tog to piger til sig, nemlig Anne M.Th. Kirchman og Rose M. Petersen. Den sidste bestyrede faderens hus efter fru Obbarius' død. I juni 1908 tog pastor Obbarius sin afsked og blev af den Preussiske konge hædret for sin indsats med ordenen "Den Preussiske ørn". Efter sin afsked bosatte han sig i Ballenstedt, der ligger i Harzen. Her døde han den 5. februar 1916.