Christian Stephansen Prætorius (1751-1779)
"Gud hørte hans Enkes og 2 Sønners Hylen og bevægede Kongen til at kalde hans Broder til Eftermand", hedder det i en gammel beretning om Johannes Prætorius' død. Broderen, som kongen kaldte til embedet i Hammelev hed Christian Stephansen Prætorius. Han var født i Hammelev præstegård den 25. september 1713. Fra 1737 - 1740 studerede han ved universitetet i Kiel. Derfra rejste han til det pietistiske universite i Göttingen. Her vandt han en vis D. Opernius for sig og blev optaget i hans hus. Også professor Gesner, der stod for universitetsbiblioteket, fik interesse for den unge mand, som han gjorde til sin medhjælper i Biblioteket. Professoren fik oven i købet den hanoveranske regerings tilladelse til, at Christian Prætorius måtte optages blandt seminaristerne - noget, som ellers kun landets egne unge havde adgang til.
Men næppe var han begyndt at læse som seminarist, før der kom bud fra Hammelev, at hans forældre var syge og gerne ville se ham. Sidenhen anså Christian Prætorius det for et enestående held, at han kom bort fra Göttingen, da han derved undgik de ulykker, som krigen bragte over byen. Da han kom hjem, talte han med faderen og moderen om, hvad man skulle gøre, hvis faderen døde. Og de blev enige om, at hans broder Johannes skulle overtage faderens embede i Hammelev, og Christian skulle forsøge at få Johannes' stilling i Simonsberg.
Og sådan gik det. Da var faderen død, blev Johannes, som tidligere fortalt, sognepræst i Hammelev, og i 1742 blev Christian udnævnt til sin broders efterfølger som sognepræst for Simonsberg i Heklaus kog ved Husum. Der blev han dog kun til han i 1745 blev udnævnt til diakon i Svavsted. Den 23.august 1746 blev han gift med den 28-årige Botilla. Hun var født på Lolland som datter af færgeforpagter Poul Boldich og hustru Bente Haagensdatter (eller måske Gertrud Christine Bjørnsen). Christian og Botilla fik efterhånden fire sønner og to døtre med hinanden.
Alt var dog ikke lutter lykke og idyl for dem. Snart blev Christian Prætorius alvorligt syg, og selvom han stod den farlige sygdom igennem, så blev han dog aldrig nogensinde helt rask. Alligevel besluttede han at komme sin broders enke til hjælp. Den 17. september 1751 blev han udnævnt til sognepræst i Hammelev. Da provsten højtideligt indsatte ham i embedet blev der holdt altergang, og hver husfader i menigheden gik op til alteret og lagde et offer, som skulle gå til en ny præstekjole, således var skikken nemlig ved indsættelse af præster i Hammelev.
De første år i Hammelev har sikkert været de lykkeligste for præstefamilien. Der blev foretaget en hel del arbejder ved kirken. Således blev de balustrer, som endnu danner rækværket omkring alteret, lavet i 1754. Året efter blev vestmuren skalmuret, og de bogstaver og murankre samt årstallet 1755, som nu smykker kirken, blev sat op.
Bogstaverne er initialerne for den daværende amtmand Friedrich v. Klingenberg (FvK), provsten Peter Wøldike (PW), præsten (CP) og to kirkeældste (CP og BH).
Ti år senere blev sydmuren skalmuret med de karakteristiske små mursten. Midt i blændingen er der indsat en lille mindeplade med årstallet 1765 og initialerne SDG, CAW og IIS. Ellers blev sydmuren udsmykket ligesom vestgavlen med jern ankre og jerninitialer, og fra vestgavlen genkender man initialerne for amtmanden, præsten og kirkeældsten BH. Derforuden ser man bogstaverne IC, som skal betegne den nye provst Ioachim Cretschmer, og SNR, der må være den nye kirkeældstes forbogstaver. Hvad bogstaverne på den lille plade hentyder til, er derimod uklart.
De to gamle alterlysestager med løvefødderne fik i 1762 selskab af de to alterlysestager, som er lidt højere, og som har kuglefødder.De kan være en gave fra Haderslev latinskoles rektor magister Laurentius Birensen, som sikkert var i familie med Botille Prætorius. Lysene har i det mindste strålet med en ganske særlig glans en dag i 1762, hvor superintendenten (eller, som vi ville sige, biskop) Adam Struense stod foran alteret. Foran biskoppen knælte den lærde rektor Biresen, der bl.a. var kendt for de mange bøger, som han havde udgivet.
Alterlysestagerne.
Det var måske en af grundene til, at han var blevet udnævnt til sognepræst i Stenderup og nu højtideligt blev ordineret her i Hammelev kirke, der således blev ramme om en sjælden begivenhed i en landsbykirke. Hammelev sogn fik i 1769 en ny degn, da den gamle degn Christian Rasmussen Wagner blev afløst af Nis Bergholt. Samme år byggede man også skole nede ved Stevning på den mark,som endnu kaldes Grindal eller Grilldal. Og degnen fik til sit underhold den mark, som siden hed Degneløkke. Skolebørnene i Styding blev ved samme lejlighed flyttet til Hammelev, for bønderne i Styding havde ikke rigtig kunnet indse nødvendigheden af skolegang, og da slet ikke, at man skulle betale løn til en lærer. I Hammelev kom de jo lettere om ved det, for der havde man i forvejen degnen, som blev lønnet af kirken.
I det hele taget var "de Stydinger" foregangsmænd i et oprør mod betalinger til øvrigheden. Heller ikke præsten ville de give, hvad der efter gammel sæd tilkom ham. Efterhånden fik de også de andre beboere i sognet med i oprøret. Derved fik hele Hammelev sogn et dårligt ry. Det hedder således i en gammel beretning, at Hammelev sogn i 1770 havde 470 beboere; "men de levede et ryggesløst liv og havde ingen respekt for Guds ord og sakramenterne ... de ydede heller ikke præsten Christian Prætorius noget, så denne i 1771 kom ud i den allerstørste fattigdom og klagede uden ende."
I anledning af "de Stydingers" vægring ved at give præsten det, som tilkom ham, lavede amtssekretær Krogh en interessant oversigt over embedets indtægter. Den giver os et glimrende billede ikke alene af præstens økonomiske forhold, men også af menighedslivet. Vi vil med den og nogle andre oplysninger som baggrund kigge ind i Hammelev kirke en søndag på Prætorius' tid. Ja, vi vil ikke blot se ind i kirken men også ind i pastor Prætorius' og nogle af kirkegængernes hjerter for at se, hvad de tænker. Det kan godt være, at vi vil blive lidt forarget over, at de tænker så meget på penge, som de gør. Men det har heller ikke været normalt under gudstjenesten. Og denne gudstjeneste er da heller ikke en normal gudstjeneste, for så stor en indtægt har pastor Prætorius sikkert ikke haft nogensinde på en enkelt søndag. Men for at give et lille begreb om købekraften af de penge, der nævnes, skal det lige oplyses, at 1 rigsdaler = 6 mark, og 1 mark = 16 skilling. For 1 mark kunne man købe et læs tørv. En skorstensfejersvend i Haderslev fik 2 mark + kost om ugen. Et sølvlommeur blev vurderet til 8 rigsdalere.
Men lad os nu kigge ind i kirken og ind i folks hjerter på denne usædvanlige søndag i 1770-erne. Navnene har fantasien hvisket een i øret; men priserne er ægte nok. Selvom man sagde, at folk ingen respekt havde for Guds ord og sakramenterne, så var kirken dog helt fuld. Det kneb med pladsen. Hver familie havde betalt for et vist antal pladser i kirken. De rigeste havde sikret sig en hel bænk. Mændene sad på bænkene i kirkeskibets sydlige del og oppe på pulpituret i kirkens vestende. Kvinderne havde plads på stolestaderne mod nord. På den første bænk lige neden prædikestolen, der dengang stod midt på sydvæggen, havde præsten som en del af sin løn 3 pladser til præstegårdens mænd. Fru Botilla og hendes to døtre måtte sammen med tjenestepiger skiftes til at indtage pladserne i den gamle skriftestol, som dengang stod ved korets nordlige væg. Vi ville sikkert nikke genkendende til mange af de salmer, man sang. Mange af dem var af Brorson. Epistel og Evangelium ville vi også genkende, for de svarede helt til vore Epistler og Evangelier efter første tekstrække.
Men vi ville sikkert undre os over, at pastor Prætorius midt under gudstjenesten gik ned til kirkedøren og åbnede den. Uden for stod Thomas Nielsens kone Ide fra Styding og ved siden af hende Ole Olesøns kone Maren. Men Stydingfolkene i kirken bliver ikke forbavset, for de har netop ventet, at Ide skulle komme i kirke i dag. Det er nu 6 uger siden, at hun fik et barn, og nu er det altså på de tider, hvor hun skal indledes i menigheden igen. Hun er kirkegangskone som det hedder.
Præsten får et lille stik i hjertet, da han ser Maren, som ledsager hende. Så er Thomas også med i oprøret mod ham. Tidligere kom kirkegangskonen altid med et stort følge af piger og koner, og hver af dem ofrede 1 mark til præsten, undtagen de fattige, som kun skulle ofre en tom seddel. Nu indkommer der altså højest 3 mark og 8 skilling, for Ide skal som gårdmandskone give et beløb, der ligger mellem 2 mark og 2 mark og 8 skilling. Havde hendes mand været kådner (d.v.s. husmand) skulle hun have givet et beløb, der lå mellem 1 mark og 1 mark og 4 skilling. Havde hun været gift med en inderste, (d.v.s. en, der boede til leje i et hus) skulle hun have givet endnu mindre.
Men uanset hvor meget, der blev givet, skulle præsten holde en pæn tale for kirkegangskonen, læse det særlige kirkegangsritual, som sluttede med en bøn, hvorpå præsten ledte hende ind i kirken, medens hele menigheden sang en salme. Muligvis har man allerede dengang, ligesom senere i Hammelev kirke, ved den lejlighed sunget et vers af "Lover den Herre, den mægtige konge med ære." Noget andet, som ville undre os, er, at præsten på prædikestolen beder for den gamle Iver Nielssøn, som er alvorlig syg. Nede i kirken sidder Niels Iversøn og spekulerer på, hvad han skal give præsten, hvis hans far bliver rask. Det er skik, at præsten, når den syge, han har bedt for, bliver rask, får noget smør eller nogle æg, ja, der var oven i købet dem, der gav ham flere høns.
Da præsten havde afsluttet bønnen, lyste han for 3. og sidste gang til ægteskab for Jens Mikkelsens Karen, der skulle giftes med Claus Bonde fra Ladegaard. Det var et stykke tid siden de to var blevet trolovet. Præsten kunne se Karen for sig, hvordan hun på sin trolovelsesdag havde stået foran ham i præstegården med trolovelses smykket på hovedet. Det var det dyre, det som man kunne leje af præsten for 1 mark og 8 skilling. Der var også det andet, billigere trolovelsessmykke, som kostede 1 mark i leje. Ved trolovelsen blev ikke blot de nødvendige dokumenter udfærdiget og sagen indført i kirkebogen. Præsten holdt også en tale og bad en bøn for parret, hvorefter man sang en salme. "Præsten havde læst over dem," sagde man om de trolovede. Præsten skulle have fire mark af parret for trolovelseshandlingen, og af deres ledsagere fik han mindst 4 skilling af hver, men der var dem, der gav hele 12 skilling.
Når Karen nu skulle giftes, ville hun stå foran alteret med den ene af de to brudekroner, som Christian Prætorius' far havde købt til kirken i 1737. Præsten spekulerede på, hvilken af de to brudekroner Karen ville vælge. Den billigste kostede 2 mark i leje og den dyreste flotte brudekrone kostede en hel rigsdaler i leje, men den var nu også flot. Ja, intet var nu så kønt som en brud med den strålende brudekrone på hovedet. For selve vielsen skulle brudeparret give 4 mark i offer og deres ledsagere gav efter behag. Så det var en god dag for præsten, når der var et stort bryllup med mange gæster. Det var oven i købet gammel skik, at brudeparret efter brylluppet kom til præsten med en stor sødmælksost og en kage af hvedemel. Men denne skik var der desværre nogle, som havde afskaffet, tænkte præsten med et suk. Så tog han sig i det. Det var nu ikke rigtigt, at stå her i kirken og lyse til ægteskab og tænke på den slags verdslige ting.
Da han var færdig med lysningen samlede han sit sind og fordybede sig i bønnen for brudeparret. Der var også barnedåb den dag. Det var Hans Sørensen og hans kone Ingrid, der havde deres lille barn til dåb. Det var en pige, og hun kom til at hedde Sørine Hansdatter efter sin bedstefader og fader. Barnet blev båret af Cathrine Bonde, som efter dåben ofrede hele 12 skilling til præsten. Men det var også det højeste beløb præsten kunne få. Man kunne faktisk godt nøjes med 4 skilling. Det ville Cathrine imidlertid ikke nøjes med. De havde nemlig haft en lang diskution derhjemme før dåben om, hvad der skulle ofres. Tidligere havde det været skik, at alle faddere ofrede til præsten, men det havde "de Stydinger" nu egenmægtigt afskaffet, og de andre faddere havde besluttet at følge "de Stydingers" eksempel. Men det ville Cathrine Bonde ikke være med til, derfor havde hun ofret rigeligt for at bøde på de andres nærrighed. Præsten skulle have, hvad der tilkom ham, mente Cathrine Bonde.
Præstemadammen sad i skriftestolen og holdt nøje øje med dåbskjolen, om pigen havde rullet den ordentligt, for det var den dyre dåbskjole, den til 16 skilling. Alle skulle leje en dåbskjole hos præsten, når de holdt barnedåb, men man kunne selvfølgelig godt nøjes med den til 12 eller måske oven i købet den til 8 skilling.
Efter barnedåben var der altergang. Og nu blev der en forfærdelig uro i kirken. Ingen ville gå først op. Den ene stod og bukkede og skrabede for den anden og slog ud med hånden. Den anden skulle sandelig gå først, for han var jo den fornemmeste. Ja, nogle puffede ligefrem de andre foran sig. Nøjagtig på samme måde havde det været ved skriftemålet. Pastor Prætorius havde gang på gang bebrejdet menigheden denne nøden og puffen. Men lige meget hjalp det. Sært nok, at der ikke var flere, som ikke brød sig om denne komedie, men bad om privat altergang. Der var faktisk kun en eneste familie, som bad præsten om at tage dem til alters privat. Men de betalte til gengæld hele 4 mark for det. Ja, ofte mere.
Tidligere havde alle ofret 4 skilling til præsten, når de gik til alters, men også denne skik var det slut med. Tilbage var kun de store højtidsofre i Julen, Påsken og Pinsen, hvor alle, som havde været til alters ofrede. De fattige en tom seddel og de andre 3 skilling. Enkelte, som f.eks. mølleren i Tørning og forpagteren på Tørninggård gav noget mere. Men nu var man ved at udstykke Tørninggård, så hvem vidste om ikke også det holdt op.
Under gudstjenesten kaldte præsten de kommende konfirmander ud på kirkegulvet, og idet han gik op og ned mellem de to rækker, overhørte han dem i deres katekismus. Degnen fulgte spændt overhøringen. Det var ham, der til daglig underviste konfirmanderne, og præsten overhørte dem om søndagen. Der kunne godt falde en bidsk bemærkning til degnen, hvis de ikke kunne deres katekismus godt nok. Men foreløbig så præsten ud til at være i godt humør. Der var jo også mange konfirmander i år, og det gav immervæk 8 skilling i offer til præsten fra hver, når de blev konfirmeret, og når det regner på præsten, så drypper det altid på degnen, tænkte degnen med et tilfreds smil.
Efter gudstjenesten var der begravelse. I Hammelev blev næsten alle begravelser dengang foretaget om søndagen. Hele følget mødte ædru op. Det havde hjulpet, at både Johannes og Christian Prætorius havde tordnet fra prædikestolen mod den hedenske skik at drikke gravøl. I Hammelev var skikken med at drikke gravøl næsten helt forsvundet. Og det var der sikkert andre end præsten, der var glade for. Ofte var det nemlig kommet til pinlige episoder ved begravelser, hvor bærerne næppe vidste, hvad de gjorde, og dårligt kunne stå på deres ben.
Efter præstens ligtale ofrede den afdødes slægtninge til præsten. Hver ofrede efter behag, det mindste var 12 skilling, men nogle gav helt op til 2 mark. Og dog var det også gået mærkbart tilbage med dette offer, så præstens indtægter ved begravelser ikke var nær det halve af, hvad det havde været. Men liglagner kunne de heldigvis ikke undslå sig for at betale. Der var et til små børn, og dem døde der mange af dengang. Det kostede 4 skilling. Så var der et til de halvvoksne til 6 skilling, og til de voksne kunne man vælge mellem et til 8 og et til 12 skilling.
Da præsten kom hjem til præstegården holdt der en vogn uden for stuehusets dør. Så skulle han altså ud og berette en døende. For den tjeneste fik præsten intet, og det var Christian Prætorius i grunden glad for. Han ville ikke bryde sig om, at der skulle blandes penge ind i dette også. Blot var det skik, at man skulle hente præsten med hest og vogn til alle de syge, som boede uden for Hammelev by.
Nu kunne man let af denne skildring få det indtryk, at det strømmede ind med penge til pastor Prætorius. Men det var slet ikke tilfældet. Som tidligere nævnt er det nok tvivlsomt om Christian Prætorius nogensinde har oplevet en så givtig søndag, som der er skildret her. I virkeligheden var det stærkt begrænset, hvad der var af kirkelige handlinger i et sogn på kun 470 beboere. Præstens hovedindtægt stammede fra indtægterne af præstegården og tienden. Han fik halvdelen af den korn og kvægtiende, der tilfaldt kirken. Derforuden fik han en mark smør af hver ko.
En hel gård skulle give 4 brød og en halv gård 2 brød om året, samt en ost, hvis størrelse også afhang af gårdens størrelse. Christian Prætorius kunne dog ikke helt frigøre sig fra en følelse af, at ostens størrelse afhang af om man yndede præsten eller ej. Endelig gav man en gang om sommeren mælk til ost, men det var helt frivilligt. Når pastor Christian Prætorius var kommet ud i så stor nød, så hang det sikkert også sammen med, at han havde haft store udgifter. Han havde jo overtaget præstegården, efter at den var brændt. Det 9 fag store stuehus skulle menigheden ganske vist betale og holde ved lige. Men alle de andre bygninger til præstegården måtte præsten selv bygge op efter branden og holde ved lige. Når så Christian Prætorius engang gik af eller døde, så skulle hans eftermand betale for disse bygninger efter en uvildig vurdering. En anden stor udgift, der var påført Christian Prætorius stammede fra udstykningen, hvorved præstegårdens jord var taget ud af landsbyens fælles drift. Det havde kostet ham meget at få grøftet og hegnet med levende hegn om de marker, som nu kom til at udgøre præstegårdens jord.
Efter udstykningen var Christian Prætorius oven i købet blevet dårligere stillet. Tidligere havde han haft både Nørre- og Sønderskoven. I Sønderskoven havde der stået nogle dejlige ege og store bøge. Men de var nu taget fra præstegården, og de små dårlige bøge i Nørreskoven kunne umuligt give brændsel nok til ham. Før i tiden havde han oven i købet fået gratis brænde fra Tørning skov, men også det var forbi. Han måtte nu fyre med tørv, som han købte gennem amtsstuen, der heldigvis ikke tog en ret høj betaling for dem. Og hvad, der varmede hans sind endnu mere, var, at de af sognets indsiddere, som havde hest og vogn, kørte frivilligt af deres egen godhed brændet hjem for præsten.
Den uvilje, der ellers var opstået mod at betale præsten, hvad der tilkom ham, stammede sikkert fra, at også mange andre af sognets beboere var kommet i nød på grund af udstykningen. Regeringen havde nemlig i 1770 udstedt en forordning, der gik ud på, at hele bymarken skulle opmåles, vurderes og udskiftes, hvis blot en enkelt af bønderne i en landsby ønskede at udtræde af fællesskabet. Og udgifterne til alt dette måtte bønderne selv påtage sig. Det var et mægtigt arbejde. De mange strimler land, der tilhørte hver enkelt gård kunne være spredt ud over hele sognet, så det var svært, at få det hele samlet om hver gård, så den i størrelse og bonitet svarede til, hvad den tidligere havde været. Selvfølgelig affødte det mange stridigheder, men dem løste bønderne som regel selv gennem et tremandsudvalg, der var nedsat til det samme. Værst var det for dem, der skulle flytte gårdene ud på marken. Mange af dem var kede af at skulle forlade den trygge og hyggelige landsby, og var der ikke nok, som frivilligt ville flytte ud, så måtte man udpege dem, der skulle. Men også det fandt sin løsning.
De bønder, som fik den fordel at blive boende i landsbyen, skulle hjælpe udflytterne med nedbrydning, udkørsel og opbygning af udflyttergårdene. Nogle af udflytterne beholdt deres gamle toft i landsbyen. Der indrettede de sig en aftægtsbolig, så de på deres gamle dage kunne nyde godt af landsbyens trygge fællesskab. Det viste sig, at udflytterne ikke kunne klare udgifterne. Man søgte derfor kongen om hjælp. Det fik man også, og pengene blev fordelt så retfærdigt som muligt.
Tørninggård.
I 1776 blev Tørning Ladegård solgt af kronen, og jorden blev udstykket i 8 parceller. Hovedparcellen blev købt af herredsfoged Peter Christian Holms søn Jacob Holm. Gården bevarede navnet Tørninggård, og den vedblev med at være en anseelig gård. En anden parcel blev købt af den tidligere forpagter af Tørning Ladegård. Nogle gårdejere i Arnitlund slog sig sammen om at købe en anden parcel, og det samme gjorde syv bønder fra Jernhyt og Lilholt. Den 8. parcel blev købt af møller Matthias Zoega. På denne parcel lå Tørning mølle, som i 1762 var blevet ødelagt af en brand og atter bygget op. To år efter branden forpagtede Zoega møllen, og nu blev han altså dens ejer.
Selvom udskiftningen i begyndelsen gav store problemer, så fik sognets dygtige søn Nis Hammeleff alligevel ret, da han - som tidligere fortalt - gik stærkt ind for, at bønderne skulle ophøre med at drive jorden i fællesskab, og at man skulle samle hver gårds jord således, at hver gårdejer kunne drive sin egen jord. Det gav gode tider for landbruget, at hver mand blev sin egen herre og høstede fordelen af egen indsats. Mange marker i udkanten af landsbyens jorder, som før havde ligget udyrket hen, blev nu opdyrket af udflytterne, og det bidrog til en større produktion for landsbyen som helhed. Velstanden steg, og menneskelig set betød det vel også en rejsning.
Den sidste ulv.
Efterhånden som mere og mere jord blev dyrket, forsvandt mange vilde dyr, nogle blev helt udryddet. Således blev den sidste ulv i Hammelev sogn dræbt omkring 1770. Da folkene på Søndergård en tidlig morgen kom ud i toften mellem gården og skoven, kunne de se, at følhoppen stod så mærkeligt. Da de kom nærmere, kunne de se, at hoppen stod med begge forben på en død ulv. De forstod, at ulven om natten havde forsøgt at angribe føllet; men moderdyret havde forsvaret sit afkom og dræbt ulven. Den sidste ulv i Hammelev sogn faldt ikke for menneskehånd, men for hestehov.
Pastor Prætorius' død.
To år efter den første fabriks fallit i Christiansdal døde Christian Prætorius den 29. maj 1779, og den 2. juni blev hans kiste sænket ned under gulvet i Hammelev kirke. Hans hustru levede helt til den 11. juli 1806. Over deres grav i kirkegulvet blev der lagt en stor sten, som nu står ude i våbenhuset. På den modsatte væg kan man se resten af en lille gravsten, som i sin tid har ligget over deres 2-årige datters grav.
** På gravstenen over Botilla og Christian Prætorius er der to våbenskjolde. Men selvom der over skjoldene ses to ridderhjælme, er der altså ikke tale om adelige våben. Prætorius' våbenmærke er en trane, som holder en kugle løftet i den ene klo, et symbol, som Brorson også havde i sit våben. Denne trane var et symbol på årvågenhed. Man troede nemlig dengang, at traner aldrig sov, når de rugede eller havde unger. De holdt sig vågne ved at tage en sten i den ene klo og holde den over den anden.
Hvis søvnen skulle overmande dem, ville de tabe stenen, som ville falde ned på foden og vække dem. Det var altså det ideal, familien Prætorius stræbte efter, at være årvågne præster, der vogtede den menighed, som Gud havde betroet dem.
Denne vagttjeneste var nu slut i Hammelev sogn, hvor Christian Prætorius' slægt havde været præster i 120 år. Pastor Prætorius' død.
To år efter den første fabriks fallit i Christiansdal døde Christian Prætorius den 29. maj 1779, og den 2. juni blev hans kiste sænket ned under gulvet i Hammelev kirke. Hans hustru levede helt til den 11. juli 1806. Over deres grav i kirkegulvet blev der lagt en stor sten, som nu står ude i våbenhuset. På den modsatte væg kan man se resten af en lille gravsten, som i sin tid har ligget over deres 2-årige datters grav.
På gravstenen over Botilla og Christian Prætorius er der to våbenskjolde. Men selvom der over skjoldene ses to ridderhjælme, er der altså ikke tale om adelige våben. Prætorius' våbenmærke er en trane, som holder en kugle løftet i den ene klo, et symbol, som Brorson også havde i sit våben. Denne trane var et symbol på årvågenhed. Man troede nemlig dengang, at traner aldrig sov, når de rugede eller havde unger. De holdt sig vågne ved at tage en sten i den ene klo og holde den over den anden.
Hvis søvnen skulle overmande dem, ville de tabe stenen, som ville falde ned på foden og vække dem. Det var altså det ideal, familien Prætorius stræbte efter, at være årvågne præster, der vogtede den menighed, som Gud havde betroet dem.
Denne vagttjeneste var nu slut i Hammelev sogn, hvor Christian Prætorius' slægt havde været præster i 120 år.