Heinrich Philip August Eckell (1864-1870)
Efter at tyskerne havde forjaget pastor Find fra Hammelev, måtte de i en fart finde en præst, som kunne passe embedet, indtil man fik ansat en sognepræst. Valget faldt på diakonen i Heiligenstädten Heinrich Philip August Eckell, der var født i Slesvig den 22. marts 1821 og var søn af regimentskirurg Johann Philip Eckell og Anne Kragh. Den nye præst havde taget studenter-eksamen i Haderslev og studeret ved Kiels universitet.
Han blev ansat som diakon i Heiligen-städten den 22. februar 1857, og det var nok omkring ved den tid, at han blev gift med Karen Christine Jørgine Barlien, der var født i Kristiania i året 1833 og var datter af kommandant Anders Barlin og Mathia Hvalbye.
Som tiden gik, måtte man afgøre, hvem der skulle fast ansættes som præst i Hammelev. Derom skrev provst Prahl i Haderslev følgende til biskop Bertel Godt: "Pastor Eckell vil vel kunne blive i Hammelev. Han skal være en oprigtig og tro mand. Ganske vist synes han at nære temmelig høje forestillinger om sin egen dygtighed og begavelse, men ifølge hans kammerater fra ungdoms- og studieårene savner de det rette grundlag. Det ville der vel bedst kunne rådes bod på i Hammelev, da denne menighed politisk set er den uroligste i hele provstiet. På den anden side rører der sig i det mindste i en del af den, et kristeligt sindelag, således at en kristelig prædikant kan finde fremragende berøringspunkter for sin virksomhed."
Biskoppen fulgte provstens råd, og pastor Eckell blev ansat som sognepræst i Hammelev den 28. september 1864. Det har ganske givet ikke været let, hverken for præst eller menighed at finde hinanden efter alt det, der var sket i 1864. Men livet skulle jo leves videre.
Pastor Eckel syntes, at det kirkelige liv i Hammelev måtte betegnes som godt. Men man får nu alligevel det indtryk, at gudstjenestebesøget var faldet meget på grund af de nationale modsætninger. Men Eckell var tilfreds og fandt besøget godt på de almindelige søndage og på fest- og højtidsdagene endog særdeles godt. Han fortæller iøvrigt, at man stadigvæk ved gudstjenesterne sang efter den Pontoppidanske Psalmebog. På hverdage holdt Eckell bibel- og opbyggelsestimer, men her viste den nationale modsætning sig for alvor, idet der også var andre end ham, der holdt sådanne møder, bl.a. den dansksindede, grundtvigske præst i Haderslev, pastor Johansen. Pastor Eckell betragtede disse møder med megen mistro og skriver om dem: "Desværre har jeg god grund til at tro, at politikken virkelig indgår som et bestemmende moment, om end på særdeles forblommet vis."
Eckell var heller ikke helt tilfreds med skolernes religionsundervisning, som han slet ikke syntes tålte sammenligning med religionsundervisningen i de Holstenske skoler. Et synspunkt, som nok heller ikke gjorde ham mere populær i sognet. Men det aller værste har nok været, at han havde tilsluttet sig de Slesvig- Holstenske friskarer, hvilket må have fremkaldt en stor bitterhed i det stærkt dansksindede sogn, og gjort det næsten umuligt for ham at vinde sine sognebørns hjerter. Blandt de vakte begyndte der at ske nye og betydningsfulde ting, som skulle få stor betydning for det religiøse liv i fremtiden. Således blev der oprettet en forening for Indre Mission ved et møde afholdt den 21. august 1868 i Vojens med over 200 deltagere fra hele Sønderjylland. Som medlem af bestyrelsen valgtes blandt andre urmager Hansen fra Hammelev, en mand, der kom til at spille en stor rolle blandt de vakte lægfolk i sognet.
I Eckells tid som præst i Hammelev blev kirkens bænke malet, og vestgavlen blev pudset med cement, en fejl, som denne gavl endnu lider under, idet den altid skaller af straks, efter at den er blevet kalket. Kirkegården blev udvidet, fordi Niels Dahl og tre andre parcellister i Styding Skov havde klaget til kirkevisitatoriet over, at der ikke var udlagt gravsteder på kirkegården til deres ejendomme, således som det var tilfældet med de andre gårde i sognet. Dette medførte, at de døde fra Stydingskov blev begravet i "Frijorden", som var rækkegrave, der ellers blev brugt til sognets fattige. Det viste sig, at årsagen dertil var, at der ikke ved udflytningen af ejendommene i Stydingskov var blevet udlagt grave til dem på kirkegården, lige så lidt som man havde udlagt grave til de andre udflyttergårde i sognet. Denne fejl bødede man nu på ved en udvidelse af kirkegården, som fandt sted i 1869-70.
Livet i sognet på Eckells tid
1868 blev sidenhen husket som tørkeåret, hvor der næsten intet græs var til kreaturerne, og hvor høsten var tilendebragt den 12. august. Kartoflerne gav kun nogle ganske små knolde, der tidligt begyndte at spire. Det var året, hvor landmændene måtte slagte en stor del af deres besætninger, fordi der ikke var foder til dem. Frugttræerne derimod prangede med en stor overflod af frugt.
Man var på den tid ved at lægge større vægt på at forbedre besætningerne, hvilket bl.a. skete ved afholdelse af dyrskuer, hvor man præmierede de bedste dyr. I den forbindelse kan det fortælles, at møller A. Boysen på Tørning mølle blev udvalgt til at bedømme og uddele præmier til køer af malkeracen.
Det var sikkert et stort præstigetab for Hammelev sogn, at Tørning Ting, som i 1852 var blevet flyttet til den nybyggede Tørning Kro på Vestermarken, igen i 1867 blev flyttet og denne gang til Haderslev. Dermed gik denne vigtige institution tabt for Hammelev sogn, efter at den havde haft sit sæde der i umindelige tider. Dermed sluttede den strøm af mennesker som på tingdagene kom til Hammelev sogn, hvoraf mange kom vandrene ad de ældgamle tingstier, som fører til Tørning. Derimod fik sognet på en anden måde bedre forbindelse med omverdenen, da banestrækningen Haderslev Vojens blev anlagt i 1865, og der blev oprettet en station i Hammelev og en holdeplads i Styding. Det gav for en kort tid invasion af mange fremmede arbejdere, der bragte en ny form for liv med sig til sognet. Og for mange mennesker i sognet betød anlæggelsen af jernbanen nye indtægter.
Dycke Nissen giver i sin dagbog en levende skildring af sine forhandlinger med banemyndighederne om salg af jord til banen og anlæg og pasning af en overkørsel med bom på Dyringkjærs jord. Blandt andet gengiver han en bøn, som han bad til Gud om, at banemyndighederne ikke måtte opdage, at lerjorden, som han solgte dem, ikke var nær så velegnet til teglfabrikation, som han havde hævdet. Heldigvis for ham opdagede banemyndighederne intet og gav en god betaling for jorden, noget som Dycke Nissen nok kunne have brug for på den tid.
Glasproduktionen indstilles i Christiansdal
Sigvard Webers dristige forsøg med at lave papirmasse af træ og halm gik tilsyneladende godt. Derimod blev glasproduktionen indstillet og glasværket brudt ned. Weber besluttede sig til yderligere at udvide fabrikationen af papir masse. I den forbindelse ansøgte han de tyske myndigheder om toldfri indførsel af maskiner til fremstilling af papirmasse af træ og halm. Samtidig ansøgte han om at blive fritaget for husskat i 5 år. Det sidste fik han afslag på, men han byggede en ny afdeling af fabrikken og installerede der maskiner, som anvendte halm til fabrikationen. Indkøbet af nye maskiner, opførsel af nye bygninger med anlæggelse af kanalen og alle de andre udgifter han påtog sig i forbindelse med omlægning af fabrikationen var nu alligevel mere end fabrikken kunne bære, og det medførte til sidst at Weber blev erklæret for konkurs. Fabrikken blev solgt på auktion til ritmester baron E. von Düring- Rosenkrantz og ritmester Ernst von Düring, Damager, Haderslev, for 130.000 Rdl. Og på en efterfølgende auktion blev alt det kostbare indbo fra Webers private hjem solgt.
Konkursen har sikkert ramt Sigvard Weber meget dybt og været en medvirkende årsag til, at "Dannevirke" den 5. august 1868 måtte meddele, at den kun 45-årige "Hr. S. I. A. Weber, der i en lang Aarrække har udfoldet en meget betydelig Virksomhed paa Christiansdal ved Tørning..... er afgaaet ved Døden i Udlandet, efter at han for nogle Maaneder siden væsentlig paa Grund af de forandrede Konjukturer havde maatet afgive sit Bo til Skifteforhandling. Han var en dygtig, energisk og driftig Mand, og hæderlig, bekjendt for den Omhu, hvormed han sørgede for sine talrige Arbejdere." Senere solgtes fabrikken til Hamborg-firmaet Wiebe & Co.
Tysk Herredømme
Det, som har optaget sindene i Hammelev sogn allermest, medens Eckell var præst der, var nok det, at man nu var kommet under Tysk herredømme og de store personlige problemer, som det gav de fleste. I begyndelsen var man meget optimistisk, fordi man regnede med, at det Tyske herredømme kun ville blive af kort varighed. Allerede i februar 1865 blev to Sønderjyder udsendt fra København til Sønderjylland i et meget vigtigt ærinde. Den ene var den senere kendte historiker A. D. Jørgensen, som tyskerne i 1864 havde afsat fra en lærerstilling ved Latinskolen i Flensborg. Den anden var Hans Christian Steffensen, som var født i Hammelev den 22. november 1837, og som efter studentereksamen ved Latinskolen i Haderslev og juridisk eksamen ved Universitetet i København var blevet ansat, som fuldmægtig på Retsbetjentkontorerne i Sorø og Øster Flakkebjerg Herred. Senere ventede der ham en strålende karriere, hvor han nåede toppen, da han i 1883 blev udnævnt til generalauditør. Også på det politiske felt skulle han gøre sig gældende. Han blev medlem af folketinget fra 1879-81 og fra 1883-1884. Fra 1888 og til sin død i 1912 var han kongevalgt medlem af Landstinget, hvis formand han var fra 1907 til 1909.
A. D. Jørgensen og H. C. Steffensen indsamlede i løbet af februar måned 1865 i al stilhed 4000 Sønderjyders underskrifter på en adresse til den franske kejser Napoleon III. I adressen bad de kejseren om at gå ind for, at den Sønderjydske befolkning ved en afstemning selv måtte afgøre om de ville høre under Tyskland eller Danmark. Der kom desværre ikke noget direkte resultat ud af denne aktion, men den har nok haft til følge, at den berømte "Paragraf 5" kom med ind i fredstraktaten Pragerfreden mellem Østrig og Preussen i august 1866. Ifølge denne traktat skulle de nordlige distrikter af Slesvig afstås til Danmark, hvis de ved en fri afstemning tilkendegav ønske om at forenes med Danmark. Da meddelelsen om Pragerfreden nåede Sønderjylland, var glæden, som en af de Danske ledere skrev, så stor, "som om vi alt havde vundet landsdelen tilbage." Så let gik det nu ikke. Gang på gang lykkedes det for tyskerne at vige uden om den lovede folkeafstemning. Alligevel blev "paragraf 5" det håb, som de dansksindede Sønderjyder klyngede sig til i alle de mange år under Tysk herredømme og "paragraf 5" førte da også til sidst til afstemningen og Genforeningen i 1920. Man kan således sige, at en Sønderjyde med rod i Hammelev sogn allerede i februar 1865 var med til at plante den første spæde spire til Genforeningen i 1920. Ved valget til det Tyske Forbunds Grundlovgivende i februar 1867 blev der dog lejlighed for Hammelev sogn til at vise, hvor det stod i den nationale kamp. Henimod 100% af vælgerne i Hammelev sogn stemte på en dansk kandidat, og det gentog sig ved de følgende valg. Det vakte dog bekymring i sognet, da fire årgange af de unge under 23 år blev indkaldt til den Prøjsiske Værnemagts session i januar 1867.
Mange unge udvandrede til Danmark, efter at de havde "opteret" Danmark. Der var nemlig givet tilladelse til, at Sønderjyder frit kunne vælge, om de ville være danske eller tyske; men betingelsen for en sådan "optionserklærings" ikrafttræden var, at "optanten" udvandrede til Danmark. "Optanterne" kunne dog bevare deres ejendom i Sønderjylland. Da man, som nævnt, regnede med, at det tyske herredømme kun blev af kort varighed, udvandrede de fleste af de militærpligtige til Danmark, så der i hele Haderslev amt kun blev udskrevet 43 til militærtjeneste. Hen på foråret strammede tyskerne for alvor skruen, idet de indkaldte alle de 25-38 årige mænd til en såkaldt kontrolforsamling, hvor man skulle aflægge ed til den Preussiske konge. Yderligere 5-8000 sønderjyder udvandrede. Det medførte bitter nød i mange hjem. I september 1867 blev Slesvig og Holsten samlet til een Prøjsisk provins med fælles regering i Slesvig. De gamle kommuner blev opdelt i flere mindre. Hammelev sogn blev således inddelt i Styding, Ladegård og Hammelev kommuner. Da det henimod 1870 trak op til krig mellem Frankrig og Tyskland, håbede mange, at et Tysk nederlag ville føre til en afstemning efter "paragraf 5". Men atter brast håbet. Tyskland sejrede i krigen. Heldigvis deltog kun få sønderjyder i krigen, så den kom ikke til at berøre hjemmene i Hammelev sogn særlig meget.
Eckell i Vedsted
Den 19. november 1870 blev pastor Eckell udnævnt til sognepræst i Vedsted. Der blev præstefamilien ramt af en stor ulykke som man endnu husker i sognet. Om morgene den første søndag i advent 1874 var den 11-årige Carl Eckell ude på den isbelagte Vedsted sø, som hører til præstegården og ligger mellem denne og kirken. Der faldt han i en våge og druknede. Alligevel fik pastor Eckell kræfter til at gå i kirke og der at holde en prædiken, som blev uforglemmelig for alle, der hørte den. Ægteparret Eckell havde foruden denne søn 4 drenge og 2 piger.
Der er ret modstridende beretninger om, hvordan Eckell var som præst. Som vi har set, var provst Prahl ret kritisk i sin bedømmelse af ham, og han synes heller ikke at have haft en særlig høj stjerne hos biskop Godt, der i forbindelse med en visitats i Vedsted skriver om ham: "Pastor Eckell identificerede den opgivne tekst Luk. 13,23 og 24 med Math. 7,13 og 14 og ramte på den måde ved siden af det væsentlige i pointen. Bortset herfra var indholdet også nødtørftigt og abstrakt og overfladisk. Foredraget var bedre end i 1871.
Prædikenen gjorde intet indtryk. Pastor Eckell er en godmodig mand, der er afholdt af sin menighed, men hvis virksomhed ikke sættes højt. Han tager for let på tingene." Nu skal man nok tage en sådan biskoppelig visitatsberetning med et vist forbehold. Den opfattelse, som den almindelige mand i sognet har haft af præsten, er nok en hel anden end den, som den lærde teolog har haft under de helt specielle forhold.
Pastor N.A.Jensen, Møgeltønder, kommer sikkert den folkelige opfattelse af pastor Eckell meget nærmere, når han fortæller, at August Eckell var en fornem mand, der kørte i lukket vogn til og fra kirke. Han havde en sygelig angst for smitte, hvorfor han kun hilste med een finger. Han var ellers en god mand og en betydelig prædikant.
Efter at Eckell i 1896 havde taget sin afsked fra embedet i Vedsted, nød han sit otium i Brecklum, hvor han døde den 22. februar 1909.