Stephan Heinrich Johansen Prætorius (1727-1742)
Kun tre år efter sin svigerfaders død tog provst Reimer sig også en kapellan, nemlig Stephan Heinrich Johansen Prætorius, som var søn af præsten i Højst Johannes Johansen Prætorius og dennes hustru Dorothea Apollonia. Efter at Stephan Prætorius havde læst på latinskolen i Tønder blev han i 1695 indskrevet ved Kiels universitet, hvor han studerede, indtil han den 30 juni 1698 blev optaget på universitetet i København. Senere blev han huslærer på herregården Skærsø og endelig den 22. oktober 1701 udnævnt til kapellan i Hammelev med lovning på at efterfølge sognepræsten i embedet.
Han kom dog til at vente i 26 år, inden han kunne overtage stillingen. Men ellers gik det som det skulle, og som alle håbede: Allerede året efter sin udnævnelse til kapellan blev han gift med provst Reimers datter Dorothea Sophia Hansdatter Reimer. De to fik 5 sønner, nemlig Johannes og Christian, som begge senere blev præster i Hammelev, samt Johan, der blev præst i Dedsbøl, Heinrich, der blev farver i Haderslev, og Steffen Heinrich, der døde som hollandsk bogholder og recident i Ostindien.
Et par år efter, at Stephan (eller Steffen, som han også blev kaldt) Prætorius blev sognepræst, fik kirken den nuværende prædikestol. Den blev bygget uden om den gamle fra 1500-tallet, og stod midt på kirkeskibets sydvæg. Da den i 1949 blev flyttet til sin nuværende plads, fandt man bag på en af dens fyldninger følgende indskrift skrevet med blyant:
"Anno 1729 in Julio, Steffen Heinrick Prætorius Pastor zu Hammeleff." Året efter blev prædikestolen malet. På den nu forsvundne låge foran trappen havde kunstneren fremstillet Moses med lovens to stentavler.
I den første af selve prædikestolens fyldninger ser man en ung mand uden skæg. I hånden bærer han en kugle med et kors, verdensherskerens symbol. Under billedet står der: "Salvator Mundi". Det er latin og betyder: "Verdens frelser". Billedet forestiller altså Kristus, der her er fremstillet skægløs ligesom på de ældste billeder i Roms katakomber. Dernæst følger de fire evangelister.
De står alle og skriver i deres evangeliebog med en fjerpen, der uden tvivl helt svarer til den gåsefjer, hvormed pastor Prætorius skrev sine prædikener. En engel i skikkelse af et menneskebarn rækker blækhornet op til St. Matthæus. Ved fødderne af St. Marcus ligger der en løve. St. Lucas har en okse liggende bag sig. Og en ørn holder et blækhorn i sit næb, for at St. Johannes kan dyppe i det. Disse fire mystiske skikkelser: "En der ligner et menneske", løven, oksen og ørnen, er de fire evangelisters ældgamle tegn.
De svarer til de fire livsvæsener, som er omtalt i Johannes benbaringen, og til fire kendte stjernebilleder. Ikke alene den nye prædikestol, men også lydhimlen, der, som tidligere nævnt, stammer fra 1651, blev malet. Også den har i dag farverne fra dengang.
På lydhimlen satte man følgende indskrift: / S.H.P. / DABO / TIBI / CORONAM / VITÆ / APO: 2,10 / AO 1730 /.
S.P.H. er Steffen Prætorius' initialer. Den latinske indskrift betyder: "Jeg vil give dig livets krone". Johannes benbaringen 2,10 Året 1730. Indskriften er inspireret af, at lydhimlen er formet som en krone og altså er et symbol på den himmelske krone, som Gud har lovet dem, der holder ud i troen. Samtidig er lydhimmelen et symbol på himmelhvælvingen. Derfor er den malet blå. Og de grålig-hvide lister er formet som stiliserede skyer, hvorfra englehoveder titter frem.
**
Detalje fra lydhimlen med englehoveder og duen.
Helligånden kommer flyvende ned fra Himmelen i en dues skikkelse, ligesom dengang Jesus blev døbt.Den svæver over præstens hoved for at minde om, at kun ved Helligåndens kraft kan Guds ord forkyndes. I det øverste skriftbånd på selve prædikestolen står der på tysk: / Sie Wachen / Über Eure / Seelen / Hebr. 13,17/ Denne indskrift stammer fra Hebræerbrevets opfordring til de kristne om at lyde deres vejledere og rette sig efter dem, for ( som der står ): "de våger over jeres sjæle". For neden på prædikestolen er indskriften på dansk. Der står: / Vederqueg mig / med / dit ord / Ps. 119 v. 116 /. Det er altså salmistens bøn i Bibelens 119. salme, hvor han beder Gud om, at han vil styrke og forfriske ham med sit ord. Meningen er da, at hver kirkegænger skal gøre denne bøn til sin. De tre skriftsteder er anført på de tre sprog, som er brugt i kirken op gennem tiderne. Det skal dog bemærkes, at tysk ikke har været meget anvendt i Hammelev kirke.
**
Kirken fik også en anden udsmykning i Steffen Prætorius' embedstid, nemlig vindfløjen på tårnet (eller tagrytteren, som det egentlig hedder). Øverst på den lange stang er der et kors. Midt på stangen sidder en kugle. Og mellem korset og kuglen er der en fane, der har form som et dragehoved. Her må vi tænke på, at det var fra Steffen Prætorius' søn Christian, vi fik den ældste meddelelse om, at Hammelev kirke oprindelig var indviet til dragedræberen St. Jørgen.
I dragehovedet er årstallet 1738 udstandset. Når man står og ser, hvordan dette hoved drejer sig for vinden, og årstallet 1738 dukker frem, kan man ikke lade være med at beundre, hvor solidt denne vindfløj er lavet, at den har holdt til at dreje sig for de skiftende vinde gennem 2oo år. Også på det åndelige område har vindene skiftet gang på gang. Netop i Steffen Prætorius' periode begyndte et nyt åndeligt vejr at fare hen over Europa, og det sendte også sine vindstød ind over Hammelev sogn. Nogle fik det til at gyse, på andre virkede det som et frisk vejr, der blæste det rådne og uduelige omkuld og rigtig fik sat vingerne i gang på Guds vindmølle. Pietismens åndelige røre blæste ind over sjælene.
Omkring 1735 kom Jürgen Sønderskov i en så stor syndenød, at det måtte koste ham, hvad det skulle være, blot han fik sin sjæl frelst. Da hørte han om brødremenigheden i Herrnhut, og han håbede, at brødrene der kunne hjælpe ham. Derfor sadlede Jürgen Sønderskov sin hest og red den lange vej til Herrnhut i Sachens land. Der fandt han da også det han søgte: Vished om sine synders forladelse ved Jesu død på korset. Efter nogle ugers forløb kom han tilbage til Hammelev som et lykkeligt Guds barn, der slet ikke kunne lade være med at fortælle sine naboer og venner om glæden ved at finde sin frelser.
Familien hørte i de følgende århundreder, og det vil sige, så længe den eksisterede i Hammelev, til sognets vakte. Dens gård, som lå på trekanten mellem Hammelev Bygade og Kirkestræde, brændte ned, efter at have været i slægtens eje i over 400 år. Men på kirkens alter ligger der jævnligt en alterdug, der er syet i dette hjem. Den sidste af familien, som blev begravet i familiegravstedet var fællesformanden for invalide- og pensionistforeningerne Thomas Elisa Sønderskov, som blev stedt til hvile på Hammelev kirkegård i 1968.
Også på anden måde mærkede man, at nye tider var på vej. Således med hensyn til skolen. Det kunne man se i Styding; for der byggede man i 1731 et skolehus. Det lå på det sted, hvor Tvedvej munder ud i Ringvejen. Skolegangen åbnede nye muligheder for landboungdommen. Og det er antagelig baggrunden for Nis Hammeleffs skæbne. Nis Hammeleff blev født den 3. april 1735 i Hammelev som søn af gårdmand Hans Christian Andersen og Margreta Willadsdatter. Som ganske ung mand kom han til København, hvor han blev ansat i noget, der havde så langt og knudret navn som: "Det tyske Sekretariat i General- Landets-økonomi- og Kommercekollegium." Og det var kun begyndelsen, snart steg han op ad rangstigens høje trin, blev fuldmægtig, fik titel af kommercesekretær, og videre gik det opad; men her skal der kun nævnes nogle få af hans udnævnelser, som f.eks. det, at han blev udnævnt til amtsforvalter over Københavns amt, kommiteret for rentekammeret og stempelforvalter.Især fik han megen ære af sit arbejde for praktiske landboreformer bl.a. vedrørende udskiftningen af jord mellem gårdene og arvefæste.
Han fik i 1775 titel af justitsråd og i 1798 blev han etatsråd. Jo, Hammelev havde fået en søn, som man kunne være stolt af.
Det er sikkert kommet Nis Hammeleff til gode og det danske landbrug med, at han har brugt sine øjne og sit hoved godt, når han i sin barndom og ungdom betragtede landbrugets kår i Hammelev sogn. Det var bestemt ikke alt, hvad han så, der var godt. Styding var dengang den største landsby. Den bestod af 31 gårde og 2 landboel. Til Hammelev hørte der 26 gårde og 2 landboel. I Ladegård var der 10 gårde og 2 landboel, medens Jernhyt kun havde 7 gårde. Ialt var der altså 74 gårde og 5 landboel i sognet. Disse gårde betalte tilsammen for 13,5 plov i skat. Oprindelig havde man betalt skat efter hvor mange plove, der skulle til for at dyrke den jord, man havde. Men på den tid var plovtallet blot en talstørrelse, som øvrigheden brugte til at udregne skatterne efter. I penge skulle hele Hammelev sogn betale 40 rigsdalere og 24 skilling i skat. Man havde dengang det samme problem, som u- landene kæmper med i vore dage, nemlig overbefolkning. Rundt på gårdene sad der mangen en ugift broder og søster, som ikke havde fået nogen gård ved arv eller gifte. Nu gik de derhjemme på fødegården som en slags karl eller pige. I landsbyerne boede der som regel også håndværkere. Det kunne være en smed eller hjulmager, tømrer, skrædder eller snedker. En del af håndværkerne måtte dog drive landbrug ved siden af håndværket for at klare sig. Desuden var der i hver landsby koner og unge piger, som vævede tøj for folk. Til hjælp på gårdene havde man foruden karlene og pigerne mange kådnere og inderster, det vil sige husmænd og jordløse daglejere. De sidste var ikke videre velset. Mange af dem var afdankede soldater, eller stammede fra andet pjalteproletariat, der nedsættende blev betegnet som liederliches Gesindel. Disse folk var til skade for landbruget, mente man, fordi deres ringe kvæg afgræssede jordene og ødelagde hegnene, ligesom man sagde, at de stjal i skovene, og at de ofte ved uforsigtighed var årsag til ildebrande.
Sandheden var sandsynligvis, at landbruget til visse tider af året skulle bruge mere arbejdskraft end til andre tider. Derfor kunne man på den ene side ikke undvære de løse daglejere, som på den anden side kom ud i stor fattigdom på de tider af året, hvor der ikke var videre brug for dem. Det var også disse fattige daglejere overbefolkningen ramte hårdest. Derfor kom de let ud i mere eller mindre kriminelle forhold, som det at de måtte stjæle brænde i skovene for ikke at fryse ihjel om vinteren.
Jorden i den østlige del af sognet var god; men i Ladegård og Jernhyt bestod agrene mest af heder og moser. Udbyttet af den magre jord var ringe, og der blev kun dyrket rug og boghvede samt lidt havre. Kvæget fra hedeegnene var også af dårlig kvalitet. Så det var ikke der , at de gode handler blev gjort af opkøberne, som købte kvæg til at drive syd på ad oksevejen. En del gårde lå uopdyrket hen, fordi der manglede enge til græsning,og uden heste og kvæg havde man ikke gødning til den magre jord, som blev mere og mere udpint, indtil dyrkningen måtte opgives.
Alligevel følte mange, at man var på vej mod lysere tider. Man havde haft en række gode og frugtbare år. Og i 1723 var landgilden, det vil sige den leje, som fæstebønderne gav for gården, blevet sat ned. Man oplevede da heller ikke så mange konkurser som tidligere. Sådan så herredsfoged Peter Christian Holm i det mindste på det. Holm var herredsfoged ved Tørning ting og forpagter af Tørning Ladegaard, en meget spænnende person, som vi senere skal høre mere om. Han skrev det år, da Nis Hammeleff blev født, en indberetning om landbrugets forhold i Gram herred, og fra denne indberetning stammer meget af det, som er fortalt her.
Syv år senere, nemlig den 26.juli 1742 døde pastor Steffen Prætorius 65 år gammel efter næsten 41 års præstetjeneste i Hammelev sogn.