Henrik Hermansen (1454)
Fra Ahlefeldternes tid begynder der så småt at dukke navne op fra en anden personrække i Hammelev sogn,nemlig præsterne. I det følgende vil denne personrække blive brugt som ledetråd gennem sognets historie. Det første præstenavn dukker op så langt borte som i Rom. Vi er i Peterskirken nogle dage før julen 1454.
Henrik Hermansen bliver af en ærkediakon ført frem for alteret i Vor Frue Besøgelseskapel.En biskop, der står foran alteret spørger tre gange ærkediakonen om Henrik Hermansen er af en sådan natur, viden og sæder, at han kan indvi ham til tjeneste i Guds kirke. Tre gange svarer ærkediakonen, at det er han. Derefter tilsiger biskoppen Henrik syndernes forladelse, og de kaster sig ned foran alteret. Liggende der på gulvet synger de allenhelgensdags litaniet. Det er en bøn, hvori de beder Gud Fader og Gud Søn og Gud Helligånd om at forbarme sig over dem. Efter at litaniet er sunget, iføres Henrik den gejstlige dragt og modtager tonsuren, den barberede plet i håret, som alle gejstlige havde til minde om, at apostlen Peter til spot og spe havde fået skåret håret af issen.
Biskoppen tager en bog og rækker den til Henrik. Den indeholder de vekselsange, som præst og menighed synger under gudstjenesten. Og biskoppen siger:"Se til, hvad I synger med munden, det tror I af hjertet, og hvad I tror af hjertet, det viser I i gerning." Så overrækker biskoppen ham nogle nøgler som tegn på, at han skal vogte kirkens døre.Dermed er Henrik indviet til "ostinar", som er den laveste gejstlige grad. Nu følger vielsen til den anden grad, hvor han som lektor modtager bogen med de hellige tekster.Videre går det med vielsen til tredie grad, hvor han bliver "eksorsist" og får bogen med besværgelserne. Og endelig indvies han til "akolyt", den fjerde grad, hvor han modtager en stage med vokslys og tomme alterkar. Han er nu indviet til at bære lys i kirken samt vin og vand til nadveren. Og dermed slutter højtideligheden i Peterskirken.
Men dermed var Henrik Hermansen endnu ikke blevet præst. Endnu manglede der tre vielser, nemlig vielserne til subdiakon, diakon og endelig præstevielsen. Henrik var ved modtagelsen af den fjerde grad kun akolyt. Men snart efter må han have modtaget vielserne til subdiakon, diakon og endelig præstevielsen; for i sommeren l555 blev han udnævnt til sognepræst i Hammelev og kannik i Haderslev.
Det er det sidste, som de historiske kilder meddeler om Henrik Hermansen; men vi kan aligevel ikke rigtig blive færdige med ham; for allerede året efter nævnes en anden præst i Hammelev.
Hvad er der sket med Henrik? Er han død kort efter sin udnævnelse? Eller kan det tænkes, at han var en af de embedsjægere, som man var så plagede af på den tid. Det var folk, som lod sig indvie til præst, og så købte det ene præsteembede efter det andet blot for at få indtægterne af dem. De lod så embederne passe af mindre formuende præster.
Havde Henrik Hermansen mon købt embedet i Hammelev på den måde? Lod han en anden præst varetage embedet i Hammelev, mens han selv sad som kannik i Haderslev og nød godt af indtægterne fra sit landembede?
Det, at Henrik blev viet i Peterskirken i Rom kunne tyde i den retning; for netop pavestolen i Rom var slem til at sælge embeder til den slags og det tilmed embeder, som pavestolen intet som helst havde sige over. Det skete således flere gange, at pavestolen indsatte præster i embeder, som hørte ind under Vor Frue Kapitel i Haderslev, skønt det tydeligt fremgik af kapitlets vedtægter, at det var dets egne medlemmer, det vil sige de gejstlige, der hørte til Vor Frue Kirke, som selv havde ret til at besætte embederne. Mon kapitlet havde gjort vrøvl i Rom? Eller var det den myndige biskop Claus Wulf i Slesvig, som Haderslev jo hørte ind under, der havde rejst indvendinger mod Henrik Hermansens udnævnelse? Eller var det Ahlefeldterne på Tørning, der havde åbnet pavens øjne for uretfærdigheden? Sandsynligvis har alle disse kræfter virket sammen.
Hvem der stod for udnævnelsen af præster i Hammelev ved man ikke; men noget kunne tyde på, at både kapitlet og Ahlefeldterne har haft noget at sige i den sag. Vi skal i den forbindelse lægge godt mærke til årstallet 1456. Det var jo det år, hvor Ahlefeldterne oprettede familiestiftelsen med de fire præsteembeder ved Marianer-kapellet i Haderslev. Fra samme år har man oven i købet et brev fra pave Caliktus den 10. hvori han skriver, at Haderslev kapitel har vedtægter, som uden forandringer er fulgt i 140 år. Paven har altså måttet indrømme, at ifølge de gamle vedtægter, var det kapitlet selv, der valgte sine præster. Det er derfor så godt som sikkert, at den nye præst i Hammelev i året 1456 har haft noget at gøre med Ahlefeldternes familiestiftelse ved Marianerkapellet.