Blade af Hammelev Sogns Historie

Hans Sigvard Jørgensen Hamlev (1922-1944)

Vi er nu så langt fremme i tiden, at begivenhederne og personerne er alt for tæt inde på livet af forfatteren. Og kildematerialet er så overvældende, at det er umuligt at vide, hvor man skal ende, og hvor man skal begynde. Derfor vil det følgende i forhold hertil blive yderst kortfattet, og mange vigtige begivenheder og personer vil overhovedet ikke blive nævnt, og det, der er medtaget, vil være mere eller mindre tilfældigt. Der er sat deadline ved d. 3o. november 1959, og alt, som er sket efter den dato er ikke medtaget, så mange vil sikkert savne afslutninger på historier, eller begivenheder som de mener burde være medtaget.

Ligesom i tysk tid blev der opstillet nogle kandidater, som de stemmeberettigede af menigheden skulle vælge imellem. Fra menigheden var der indsendt et andragende om, at T.J.C. Aaholm, der var fast hjælpepræst ved domkirken i Roskilde, måtte blive opstillet som nr. 3. Det blev bevilliget. Derforuden blev sognepræst A. Sunde, Gislum - Vognsild og sognepræsten i Brørup H.S.J. Hamlev opstillet som kandidater til embedet.

Socialdemokratisk forening

Der var den 2.11. 1920 stiftet en socialdemokratisk forening, hvis bestyrelse bestod af Chr. Sørensen, Christiansdal (formand), Nis Schrøder, J. Jessen, Peter Aarup, Hammelev, samt J. Nielsen, Tørning Mølle. Den sidste spurgte i et bestyrelsesmøde, hvordan foreningen skulle stille sig til præstevalget. Formanden svarede, at det principielt var socialdemokratiets stilling, at religion var en privat sag, man overlod det derfor til medlemmerne, om de ville stemme eller ej. Der blev dog senere rejst forslag om at stemme på pastor Hamlev, da han ikke var indremissionsk; men man besluttede ikke noget. Dog var interessen for kirkelige spørgsmål vakt.Således diskuterede man, om konfirmandundervisningen skulle foregå i Haderslev eller Hammelev under vakancen.

Protest mod valget af Hamlev

Ved valget fik pastor Hamlev de fleste stemmer, men straks efter indkom der en protest underskrevet af 47 vælgere. Kirkeforstander-skabet måtte indrømme, at valget ikke var holdt i overensstemmelse med forskrifterne. Dette medførte, at man måtte afholde en ny afstemning d. 3.11. 1921. Her fik pastor Hamlev 182 stemmer, pastor Aaholm 89, og pastor Sunde 123. Pastor Hamlev var valgt.

Pastor Hamlevs data før Hammelev

Hans Hamlev blev d.30.9.1874 født i Nørbølling, Folding, hvor hans far Frederik Jørgensen, Hammelev var lærer. Hans mor hed Katrine Bjerrum. Han blev student i 1895. Faderen havde altid ønsket at blive præst. Derfor studerede Hans teologi og blev teologisk kandidat den 25.6.1902. Men han blev ikke præst og valgte i stedet for at blive rigsdagsstenograf i København. Da blev han ramt af en alvorlig øresygdom og blev fuldstændig døv på det ene øre, og kunne derfor ikke fortsætte som rigsdagsstenograf. Han valgte nu at følge sin fars ønske og blev d. 19.9.1914 ordineret i Københavns domkirke. Samme dato blev han udnævnt til sognepræst i Øster- og Vester Vandet. Den 29.juli 1917 blev han sognepræst i Brørup, og 3.1.1922 i Hammelev. Pastor Hamlev var allerede den 20.5.1907 blevet gift i St. Johannes kirken i København, med Anne Henriette Larsen, der var født i København den 9.11.1880 og var datter af sadelmagermester Peter Larsen og dennes hustru Nikoline Ane Katrine Petersen.

Pastor Hamlevs person

Det var en helt ny slags præst, der nu kom. Han skal nok have chokeret nogle, som var vant til de stive tyske embedsmænd og den sortklædte pastor Obbarius med den værdige distance. Pastor Hamlev var helt ligetil af væsen, en ivrig jæger, der elskede at fortælle bramfrie anekdoter, en selskabsmand, som nok kunne være med ved et veldækket bord og drikke et glas på samme måder som alle andre.

Mikkel Lund fortæller, at det vakte opsigt, at pastor Hamlev optrådte i helt almindeligt mennesketøj.

"Ja, ikke nok med det. Men pastor Hamlev kørte end også på cykel til bibellæsning i Gammel Ladegård Skole med bibelen hoppende op og ned i bagagebæreren. Det blev der nu snakket meget om i sognet".

Pastor Hamlev var god til at tale med alle mennesker, og som jæger kom han i berøring med folk af alle samfundslag, hvilket nok kunne være ham til gavn både som præst og skribent. Før han kom til Hammelev havde han oven i købet gået på jagt med Danmarks mest berømte jæger dengang, digterpræsten Kaj Munk.

Grete Linch Grønbeck erindrer Hamlev

Som 16 årig boede den senere malerinde Grete Linch Grønbeck en tid i Hammelev præstegård. Hun var datter af Hamlevs ungdomsven forfatteren Helge Linch. Hun betragter i sine erindringer familien Hamlev og deres sogn med den 16 årige københavnerindes kritiske blik. Pastor Hamlevs udseende skildrer hun således: "Pastor Hamlevs udseende er lettest at karakterisere ved at sige, at han ligner den mange år senere kendte sovjetleder Khruschev. Dengang han var Ruslands topfigur, kunne jeg ikke se et billede af ham i bladene uden at komme til at tænke på pastor Hamlev, og det var både skikkelse og ansigt, der lignede. Fru Hamlev var høj og statelig med gråsprængt frisure med hårknude i nakken. Hun havde store livlige brune øjne og højt svungne øjenbryn og en stor koket opstoppernæse og et smukt smil med fuldendte tænder. Det med tænderne lagde man særlig mærke til dengang, hvor så mange havde forlorne tænder i deres bedste alder, og det kunne i reglen ses, når det ikke var deres egne. I vore dage laves proteser så godt, at man ikke tænker på, om tænderne er ægte eller forlorne. Fru Hamlev var 44-45 år og hendes mand vist nok nogle få år ældre ......." Når pastor Hamlev havde været på jagt, vankede der dejlig mad: "Såsom haresteg, dyreryg, snepper, fasan eller vildænder. Jeg var og er stadig modstander af jagt for fornøjelsens skyld og havde altid dårlig samvittighed over, at jeg vældig godt kunne lide vildt til middag, som fru Hamlev selvfølgelig var dygtig til at tilberede lækkert......Jeg havde lejlighed til at tegne og male i min præstegårdstid. Jeg husker, at jeg engang tegnede pastor Hamlev, da han lå og sov til middag på sin divan, jeg begyndte vist også på et portræt af ham siddende i ornat, og jeg tegnede croquis af den gamle havemand, når han lå på knæ og lugede bedene, og når han savede og huggede brænde ude på gårdspladsen. Han havde i reglen en stor gammel gullig stråhat på hovedet.

Lærer Larsen, den ugifte andenlærer, var også flink og villig til at være portrætmodel, eller jeg tegnede ham, når han sad og læste højt for mig, når jeg var på besøg hos ham og hans husbestyrerinde. Han havde et meget skarpt og karakteristisk ansigt, og det var for det meste hyggeligt at besøge dem, ......" Hun var også med pastor Hamlevs til kaffegilder rundt på gårdene. Var det en stor gård, var der dækket kaffebord til kvinderne i den ene stue og til mændene i en anden stue. I kvindernes stue sad fru Hamlev altid for bordenden. I mændenes var præsten naturligvis hovedpersonen. Der var et kolossalt opbud af brød og kager. Nationalspisen var svedsketærte, som blev kaldt "Tååt". Der blev budt rundt hele tiden, så det var helt umuligt for en københavnerpige at komme igennem dette orgie. Der gik hele tiden piger og koner rundt med kaffekanden og sagde: "Værs'go å drik a". Så skyndte man sig at skylle det sidste kaffe ned, og koppen blev fyldt op igen. Var det på en mindre gård, var der jo færre gæster, og mænd og kvinder måtte sidde ved det samme bord, men så sad kvinderne ved den ene ende af bordet og mændene ved den anden.

Men efter kaffen var kønnene altid placeret i hver sin stue. Selvom det hændte et par gange, at gårdens datter eller søn var forlovet og kæresten var med som gæst, opholdt de sig aldrig i samme stue, de gik simpelt ikke ind og hilste på hinanden. I dagligstuen, hvor man blev anbragt, var der en egen kold, klam luft. Der vat slet ikke rigtig varmt, for der var først blevet tændt op lige inden gæsternes ankomst. Til hverdag kom bønderne aldrig i deres stuer, hele deres daglige tilværelse foregik i køkkenet." Alene færdselen frem og tilbage fra disse gilder kunne være besværlig nok, ikke mindst en mørk vinteraften. Grete Linch skriver derom: "Vi vandrede ofte over markstier eller gennem skoven til et sådant gilde. Så gik præsten forrest med en staldlygte og lyste op på vejen foran os, og fru Hamlev og jeg gik bagefter."

Hun beskriver præstegården og dens indretning. Den blev ikke varmet fuldstændig op i vintertiden. I den iskolde spisestue måtte hun sluge den skoldhede mad i en fart. Pastor Hamlev drillede hende ofte med, at københavnere slet ikke var vandt til at få rigtig varm mad, fordi deres mad ikke var lavet over den levende ild på et komfur. Når man skulle i seng om aftenen fik man en kande varmt vand til at lune det kolde vand i servantestellet med. Haven beskrives med den kedelige sure mod nord, og den smukke blomsterhave med flagstangen mod syd.

Frimurer

"Pastor Hamlev var frimurer ," fortæller Grete Linch. "Hver torsdag var der møde i logen "Josva til de tre broer" inde i Haderslev. Så kom andenlæreren Larsen, som også var frimurer, og hentede Hamlev, og de kørte ind i præstens Ford. Begge de herrer var iført kjole og hvidt. Jeg havde nok hørt, at der var nogen der var frimurere, men havde aldrig tænkt nærmere over, hvad det stod for. Jeg spurgte fru Hamlev, hvorfor de skulle være så fine, og hvad de bestilte derinde. Fru Hamlev sagde, at det var meget hemmeligt, hvad der foregik. Hun vidste faktisk ikke noget om det.

Men hendes mand var lederen over alle frimurerne her i Sønderjylland og tilhørte den højeste grad næst efter kongen (Chr.x). Så vidt jeg husker, sagde hun, at kongen var i 11'te grad og hendes mand i 10'de.

Lærer Larsen var kun nået til tredie grad, og det lod til, at han ikke var interesseret i at komme højere. Der hørte mange ceremonier til for hver grad, man steg, og det kostede også mange penge for hver grad. Det var i det hele taget dyrt at være frimurer. "Så er det altså kun for folk i gode stillinger", sagde jeg. "Nej, en god mand i en lavere lønnet stilling kan godt blive frimurer. Hvis nogle ordensbrødre siger god for ham og anbefaler ham, kan han godt blive indviet som frimurer, men han bliver da tjenende broder og skal opvate de ældre brødre. Man kan kun blive frimurer, hvis man hidtil har ført en pletfri tilværelse.

En frimurer må heller ikke begå noget strafbart. Så må han fjernes. Han må ikke som andre svindlere eller forbrydere modtage fængselsstraf. For et par år siden var der en (jeg tror der blev sagt en bankmand) der havde begået et større bedrageri, som ville have givet ham fængselsstraf, men frimurerne fik ham fjernet og sendt til Amerika, inden det nåede så vidt. Fru Hamlevs beretning havde nu vakt min nysgerrighed, men hun kunne jo ikke fortælle meget mere. Men hun fortalte, at alle frimurere over hele verden vidste, når de hilste på en fremmed mand, om han var frimurer. Det var noget med håndtrykket der afslørede det.

Pastor Hamlev havde den sødeste lille murske af guld hængende i sin urkæde på maven. Det viste også at han var frimurer. "Frimurerne gør meget godt mod de fattige", sagde fru Hamlev, og hun fortalte også, at de, når de er til møde i logen, har et skødskind på, og hver grads skødskind eller dets bånd har sin egen farve. Og de der står i lavere grader, ved ikke hvad der foregår i de højere. "Hvorfor skal det være så hemmeligt?" spurgte jeg. "Det ved jeg ikke. --- Kvinder kan ikke blive frimurere."

I december holdtes der "Søsterfest" i logen. Det kaldtes det, fordi hustruer og søstre var med, så der var fru Hamlev og jeg med. Damerne var naturligvis i selskabstoiletter, som herrerne jo var det ved hvert møde. Jeg havde min konfirmationskjole på, den havde jeg kun haft på en enkelt gang siden min konfirmation og fik den vist heller aldrig på mere. Lærer Larsen kom og hentede os, og vi kørte ind i præstens Ford, som i sommerhalvåret var åben, men nu var lukket med en sort kaleche over, hvortil der var hægtet sorte sidestykker med marieglasvinduer. De var ikke meget gennemsigtige, men forruden hos billisten var af glas. I logens selskabslokaler indtoges en fin middag. Pastor Hamlev tronede jo for midten af det festlig bord. Jeg husker ikke, om det var hesteskoformet eller der måske var flere borde. Da middagen var nærmest overstået, blev der meddelt, at hvis nogen begyndte at ryge, inden den ledende broder, altså pastor Hamlev, havde givet tilladelse dertil ved at slå i bordet med sin sølvhammer, skulle vedkommende straffes med at betale en bøde til julehjælpen til de fattige. Alle der var rygere, tændte omgående cigarer og cigaretter under megen smil og skæmten. Alle fandt det utilladelige meget fornøjeligt, og et par brødre gik rundt og samlede bøderne ind hos de godgørende og julemilde søstre og brødre. Efter middagen fordelte man sig i de tilstødende gemakker, hvor damerne efter kaffen kunne nyde et glas vin eller sodavand og herrerne hygge sig med den sønderjyske toddy, der kaldes grogg ......Jeg kom til at mærke mere til frimurerne senere. En af de højerestående frimurere, ligesom en del andre frimurere, tilhørte det tyske mindretal, men denne mand var en meget kendt og frygtet tysker blandt danskerne. Det var advokat Vogelgesang. Dengang brugtes titlen advokat vist ikke her i Danmark, tror jeg. Han blev kendt, fordi han købte dansk jord til tyskerne. Mange landbrugere sad hårdt i det, og hvis man ikke var fanatisk dansksindet, men var mere interesseret i at få en god betaling for sit stykke jord, betalte Vogelgesang godt. Man sagde, at han fik pengene Syd fra. På den måde kom der meget dansk jord på tyske hænder.

En formiddag ringede den tyske advokat til pastor Hamlev, om han kunne komme ud til præstegården og få en samtale med præsten. - Det kunne han godt, - men pastor Hamlev ringede omgående til to højerestående dansk frimurere og traf dem heldigvis - om de ville komme med det samme og være vidner til Vogelgesangs besøg, - for hvad kunne man ikke vente af den mand. Præsten kaldte på sin kone ind i stuen og satte hende ind i situationen. Hun kom ud i køkkenet og sendte pigen over i vaskehuset for at sætte tøj i blød og til at foretage sig andet uden for huset, og så fortalte hun mig om det kommende møde.

Heldigvis kom danskerne først i den enes bil. Senere kom Vogelgesang i sin bil og havde en anden tysk frimurer med, og det var det pastor Hamlev havde regnet med, og derfor havde han sendt bud efter sine to vidner. Fru Hamlev og jeg listede os ind i stuen ved siden af præstens kontor. Vi kunne høre pastor Hamlev og den tyske advokat tale højrøstet sammen. "Hvorfor siger de andre ikke noget?" hviskede jeg. "De er nok kun vidner, og min mand er jo den ledende broder og Vogelgesang er også højerestående end de andre." Vi gik ind i den næste stue, for fru Hamlev kunne ikke lide, at vi stod og lyttede. Efter megen højrøstet tale mellem de to, hørte vi pludselig pastor Hamlev slå i bordet og med kraftig stemme betone:

"Vi befinder os i Danmark og vi er danskere, og det skal respekteres."

Straks efter forlod de to tyskere præstegården, og en halv time efter kørte også de to danske frimurere væk. Pastor Hamlev kaldte sin kone ind i stuen for at fortælle om episoden. Og på vores eftermiddagsspadseretur fik jeg referat af fru Hamlev. Vogelgesang havde fortalt pastor Hamlev, at han og andre tyske frimurere ønskde at få deres egen loge i Haderslev, så de ikke behøvede at holde møder sammen med danskerne. Jeg kunne forstå, at alene den tanke var fjern fra ideen om et brodersamfund. Tyskerne havde henvendt sig til den tyske hovedloge i Berlin og bedt dem formidle denne ordning for dem. Pastor Hamlev havde indprentet Vogelgesang, at han og andre tyskere var danske statsborgere og havde at rette sig efter både landets og frimurernes love. Frimurerlogen i Berlin havde intet at skulle have sagt over den danske loge.

Tyskeren var blevet brovtende og havde rakket de danske forhold ned. Da var det, at pastor Hamlev havde lukket munden på ham ved at slå i bordet og gjort ham begribeligt, at han boede i Danmark o.s.v. Fru Hamlev fortalte, at hendes mand havde sagt, at nu blev han nødt til at rejse over til København og referere for kongen, som jo var Danmarks ledende frimurer. Og han rejste derover og nåede lige at komme hjem dagen før søndagsgudstjenesten.

"Hvad sagde kongen?" spurgte jeg fru Hamlev på vores spadseretur. Kongen var blevet meget vred og havde sagt, at han nok skulle sørge for at give Vogelgesang en ordentlig reprimande.

Nogen tid efter ringede telefonen en formiddag fra Haderslev. Der var en deputation af frimurere, der gerne ville komme en tur ud til Hammelev præstegård. Fru Hammelev klædte sig hurtigt om og gik ind i stuen med en bakke med vin og småkager til de herrer. Og da de senere var draget af igen, blev jeg kaldt ind i stuen, og der så jeg, at der var blevet sat en sølvplade ned i det ene hjørne af bordpladen. Og der var en indskrift, der lød noget lignende som, at her slog pastor Hamlev et slag for Danmarks sag, og der var dato og årstallet 1926."

Så vidt Grete Linch Grønbeck, hvis udmærkede erindringer forhåbentlig udkommer i bogform. Her er hendes tekst i vid omfang gengivet efter ordlyden, dels for at man kan få et indtryk af den, og dels for at den på denne måde muligvis kan offentliggøres, om end kun i en ganske lille smagsprøve.

Pastor Hamlev førte to dagbøger. Han erstattede de tyske præsters "Gemeindecronik" med en "Liber Daticus", og en embedsdagbog. Derforuden førte han en privat dagbog. Af den fremgår det, at han ofte tog rundt og talte i forskellige frimurerloger, hvilket nok kunne være vanskeligt ikke mindst i krigens tid med de hårde vintre, og de mange afbrydelser af togtrafikken. Men Pastor Hamlev var utrættelig i sit arbejde for frimurerne. Så det er nok ikke ufortjent, at han bar den høje titel han havde.

Kongebesøg

1936: 22. maj gæstede Kongen og Dronningen ledsaget af kronprinseparret Hammelev. De blev modtaget ved præstegården af en talrig skare. Skolebørnene var opstillede, og da den kongelige vogn holdt, steg de kongelige personer ud. Pastor Hamlev udbragte et leve for Kongen og Dronningen og deres følge, hvilket besvaredes med 9 Hurraer og første vers af kongesangen. De kongelige damer fik af fru Hamlev overrakt blomster. Pastor Hamlev holdt dernæst en kort tale til kongeparret, hvorfor Majestæten takkede. Efter at de kongelige personer havde underholdt sig en kort tid med de tilstedeværende kørte vogntoget til Haderslev.

Skribent

Pastor Hamlev var en meget flittig skribent især i "Dannevirke", som han i det hele taget havde meget med at gøre. Han skrev nogle hverdagsberetninger om livet på landet, og man mente i dem, at kunne genkende personer og begivenheder i Hammelev sogn, hvor disse artikler blev ivrigt studerede. Særlig yndede var nogle historier med to personer, som han kaldte Hans og Grethe. Derforuden deltog han også i debatten om tidens forskellige spørgsmål. Således kom han med en række indlæg vedrørende Hammelev sogn. Endelig skal det nævnes, at han udgav en prædikensamling, "Hjemmets Stambog" med forskellige danske præsters prædikener.

Menighedsrådsvalg

Kort efter præstevalget fulgte det første menighedsrådsvalg. Atter var sagen fremme i den socialdemokratiske forening. Der blev diskuteret frem og tilbage. Resultatet blev, at enhver skulle se at blive optaget på valglisten. På et senere møde kom N. Jepsen som repræsentant for husmandsforeningen og havde fuldmagt til opstilling af en fællesliste. Ved lodtrækningen fik socialdemokraternes kandidat nr. 2 og 4. Som nr. 2 valgte de Th. Uldall, med Nis Schrøder som supleant. Som nr. 4 S. Sørensen, Tørning Mølle med J. Svendsen, Jernhyt som supleant. Denne liste fik 72 stemmer og 2 kandidater valgt. Den borgerlige liste fik 162 stemmer og 5 kandidater valgt. Fra husmændenes liste blev Chr. Hansen, Ladegård mark, valgt med Jes Schneider som supleant.

Socialdemokratiet fik Th. Uldall som medlem af menighedsrådet. Men da denne allerede samme år rejste bort fra sognet overtog Nis C. Schrøder hans job i menighedsrådet, hvor han var med til 1945. På den borgerlige liste valgtes Nis Christian Nissen, Johannes Jespersen, Kristen Sandholdt og Carl Petersen. Pastor Hamlev blev formand for menighedsrådet. Han kom i bestyrelsen for den Sønderjydske Menighedsrådsforening og var i en årrække dens sekretær. I 1949 blev han udnævnt til æresmedlem af den Sønderjyske Menighedsrådsforening. 1935 blev pastor Hamlev kredsformand i præsteforeningen.

Ny kirkeklokke

Et af de problemer, som det første danske menighedsråd kom til at tage stilling til, var anskaffelse af en ny kirkeklokke. På klokken blev der sat en indskrift, forfattet af pastor Hamlev:

Hamlevs egenhændige udkast til indskriften på kirkeklokken.

Pengene blev skaffet ved en basar, der gav 3.000 kr. i overskud, nok til, at man også kunne lade maler Fahrendorf male kirken indvendig. Den første januar 1930 vedtog menighedsrådet at malermester Fahrendorf skulle have en taksigelse, fordi han havde renset og opmalet mindestenene over de faldne. Menighedsrådet ansatte den 13de december 1931 P. Hejselbjerg som graver. Man vedtog den 29.de juni 1934 at anskaffe 30 - 40 tillæg til den Sønderjyske Salmebog. P. Hejselbjerg nedlagde sit embede som graver, og i stedet ansattes P. Petersen. Peter Petersen optog en gammel graverskik. Hvis man tilfældigvis kom ind i kirken uden, at han hørte det, medens han ringede solen op eller ned, kunne man høre en dyb melodisk brummen. Det var graver Petersen, der sang under ringningen, vist nok salmen "Kirkeklokke" og derefter sagde han "Trosbekendelsen" og "Fadervor". Det passede lige til den tid, der skulle ringes. Det går nok så mange år efter at røbe dette.

Præstegården

På et menighedsrådsmøde den 29.4. 1923 vedtoges det at installere telefon i præstegården. Den blev installeret i den lange gang, hvor den kunne høres over hele huset, når den ringede, hvilket var meget praktisk. Men mindre praktisk var det, at alle i huset også kunne høre de samtaler, som blev ført. Telefonen nr. 12 i Hammelev central, der snart skulle udvikle sig til en af de gammeldags, legendariske landsbycentraler. Både centralbestyrer Christensen og hans kone kendte bedre numrene på de udenbys, som man ringede til, end man selv gjorde. Man behøvede ikke at nævne lokale numre, men kunne nøjes med at nævne navnet på den man ville ringe til. Og så kunne det endda hænde, at man fik det svar: "De er ikke hjemme, men er taget til Haderslev. De kan træffes efter spisetid". Onde tunger kunne påstå, at man på centralen også kunne aflytte samtaler. Dertil svarede de begge, at det var der ikke tid til. Meget værre var det for dem, som havde anpartstelefon sammen med en nabo, hvad der var mange, der havde. De kunne ikke undgå af og til at høre noget af hinandens samtaler. Sommetider var der også overgang fra et telefonapparat til et andet, så man hørte en samtale. Derfor var det nok ikke så galt, at præstegårdens telefon hang i gangen, hvor alle kunne høre, hvad der blev talt om. Man skulle ikke regne med, at indholdet af en telefonsamtale var en hemmelighed.

Den 15.8.1928 blev pastor Hamlev enig med menighedsrådet om, at overtage driften af præstegårdens toft, Lysbjerg og Majlykke samt engskifterne. Derfor lod menighedsrådet i 1929 nye avlsbygninger opføre til præstegården. De lå der, hvor Hammelev Bygade 10 nu ligger. Derforuden drev præsten embedets 11 ha. skov. Der blev solgt en række grunde fra præstegården. Den 2.6.25 købte Peter P. Petersen, Styding Dam på 900 m². Den lå på Fårelykke og en måned senere vedtog man at sælge den tidligere omtalte grund for Fårelykke til opførelse af en skole, det vedtoges at den skulle sælges på billigst mulige vilkår. Menighedsrådet havde den 3.6.21 vedtaget, at man ville sælge den grund, hvorpå savværket blev bygget, til direktør Cramer fra Gram. Der blev stillet som betingelse, at sognets håndværkere fik lov til at opføre et beboelseshus på stedet. Men den vigtigste begivenhed var nok den, at pastor Hamlev den 15.8.28 blev enig med menighedsrådet om, at overtage driften af præstegårdens toft, Lysbjerg og Majlykke samt engskifterne. Derfor lod menighedsrådet i 1929 nye avlsbygninger opføre til præstegården. De lå der, hvor Hammelev bygade 10 nu ligger. Derforuden drev præsten 11 ha. skov.

Erik Hamlev

Det har sikkert været Hr. og Fru Hamlevs mening, at deres søn, Erik (se billedet til venstre) skulle uddannes som landmand og overtage driften af avlsgården. Det blev dog ikke til noget, for Erik Hamlev var en meget mærkelig natur, der hverken havde boglige eller praktiske evner. Det var helt utroligt så mange fejl, han kunne begå i et arbejde som f.eks. at spænde et par heste for en vogn. Om aftenen sad han helt tavs og lyttede til de voksnes samtale. Men blev han spurgt om noget, gav han altid kloge og fornuftige svar.

Og det viste sig, at han besad en stor viden om mange ting og havde en vældig god hukommelse. Han var afholdt af alle på grund af sit venlige væsen.

Krisen

Det blev altså pastor Hamlev, der måtte overtage driften af gården. Og han var for så vidt uheldig som han fik sine første år som landbruger under den store krise, der rystede hele verdensøkomien. Også i Hammelev sogn kunne man i alle kredse mærke den svære tid. Hårdest gik det ud over landbruget. Det var en ulykke, hvis man fik et stort kuld grise, for man satte penge til på at opdrætte dem. Det var dengang, man sagde, at landmanden måtte binde en halvtredskroneseddel - og det var mange penge på den tid - i halen på hver gris, han indleverede til slagteriet. Det var L.S.'s tid, Landbrugernes Sammenslutning, som kæmpede for at redde gårdene fra tvangsauktioner og give landbruget gode økonomiske kår. Det var bondetogets tid, hvor en vældig skare landbrugere drog til København for at klage landmændenes nød. Mange i Hammelev sogn slap dog igennem de hårde tider med deres ejendomme i behold. Deriblandt pastor Hamlev. Men han var heller ikke bange for at tage fat også i den praktiske side af landbrugsbedriften. Det fortælles, at han engang mugede ud hos svinene, og var så optaget af dette arbejde, at han fuldstændig glemte, at han skulle have et bryllup. Der blev sendt bud til ham, at brudeparret allerede var ankommet til kirken, og han måtte skyndsomst ind for at klæde om og ile over i kirken for at forrette den højtidelige handling.

Et høstgilde

Trods krisen blev der alligevel råd til, at opretholde den gamle tradition, med høstgilder. De kunne jo holdes til den pris, man ønskede, og man ejede selv forsamlingshuset. I 1935 holdt man et høstgilde, hvor der blev sunget en sang, hvori alle ejerne af landbrug i Hammelev by og dens omegn blev nævnt:

Mel. Vort modersmål er dejligt.

Nu har vi høsten bjerget
og alt er inden dør,
den gamle skik vi følge -
et muntert gilde gør.
I fordums dage stod der,
i enkelt gård stor gny,
nu samles her til gilde
vi fra den hele by.

Alt går nu i kommune,
fra vest og indtil øst,
fra nord og helt til sønder
vi mødes her med lyst.
Fra Vestermarken kommer
to Selmer, søn og far;
de begge glade smiler,
thi avlen god jo var.

To Aaruper tillige
på Vester marken bor,
den gamle ret er landmand,
den yngre murer stor.
Så kommer Lie og Lassen
landbrug for dem er sport;
de kliner hele året
for resten immer fort

Så når vi hen til Ahrent
hans tilnavn det er Frank,
han hjemme hos sin Lisbeth
helst sidder nok så prank.
Så Christian Holst vi nævner,
i mælk han daglig gør,
han rigtig er i esset
når han i vognen kør.

Forpagter Warming bliver
desværre ikke her,
fra Hammelev han rejser,
I Andst hans fremtid er.
Så Peter Bonde kommer,
han står jo nu for tur,
hans pibe stedse brænder
og bliver ofte sur.

Ved kirken Peter Knudsen
jo har sin residens,
en dejlig tid nu kommer,
hvor bøssen tit blir læns.
Hans nabo ved vi alle
Er jo Andreas Juhl
Gid hønsene må lægge
ret mange æg til jul.

Ved dammen sognefogeden
sin stadig bolig har,
når ellers ej han panter,
så er han meget rar.
En mand ved dammen mere
vi også nævne kan
og Marius han hedder,
han er en tærskermand.

Hans Skøtt er glad når kulden
for alvor tager fat,
så ved han, at der vankeR
så tit en lille "Skat".
Og Christian og Magge
med smil på alting ser
og særlig da familjen
som nu forstørret er.

På Jacobsgård har maset
den stakkels Jensemand,
det gedderne har moret,
så vel i dyben vand.
Karl Lie er helst ved banen,
er han ej der, er han
på Damgård ret så flittig
og emsig bondemand.

På Humlehaven Drea
og Jørgen holder til,
de ligger højt på Banken,
hvor vinden har sit spil.
H.P. sit amt nedlægger,
nu vil han hvile sig,
nu kommer yngre kræfter
og vandrer samme vej.

På Stenbroen har hjemme
Nis Schrøder samt hans viv,
de nær ved skoven ligger
med muntert fugleliv.
Og J.Mathiesen tar sig
den hele sag med ro
og sysler rundt så flittig
i lade og i lo.

Vi stikker over banen
til Nørremarken ned,
der Rasmus Sandvei slider
og ofrer al sin sved.
Så kommer Riis - kareter
jo fordum var hans lyst,
nu markens rige grøder
ret er hans største trøst.

Nis Nissen han er tapper,
trods alt - vi håbe tør,
at næste vår og sommer
hans sundhed fremskridt gør.
P.Juhl og så Niels Schneider
i yderkanten bor,
den sidste står som vægter
med blikket vendt mod nord.

Til slut en tak herinde,
til hver en hjælp i høst -
på agrens hårde stubber
sled vore folk med lyst.
Og nu da høst er bjerget,
vi glad os more vil -
dertil vil herinde
hver nok hjælpe til.

(Andreas Ganderup)

Skolens regulativ for rengøring

Ladegård skole fik i 1926 en lærerinde, Mathilde Svarrer. Et "Regulativ for Rengøring, Opvarmning og Udluftning i Ladegaard Skole", som blev vedtaget af Ladegaard skolekommision d. 20.3. 1939 giver et ganske godt indtryk af datidens rengøring og hygiejniske forhold. Samtidig aner man, at det var nødvendigt med en ombygning af den gamle skole eller bygning af en helt ny. Hertil kom, at lærerindens lejlighed var helt utilstrækkelig.

I Daglig:

1. Rengøringen skal foregaa for aabne Vinduer.

2. Før den øvrige rengøring begynder, foretages Rensning af Kakkelovne samt Indbæring og Tilrettelægning af Brændsel

3. Gulvet moppes, d.v.s. fejes med en mop eller med en blød Kost, omvunden med en blød Klud, der er mættet med støvbindende Olie.Er fejning først nødvendig, foretages denne med en fugtig Kost.

4. Vinduskarme og Dørkarme, Dørhåndtag, Vægtavle, Borde og Bænke samt alt andet inventar af Træ aftørres med en blød fugtig Klud, der hyppigt skylles i rent Vand. Tør Afstøvning og aftørring maa ikke finde sted og Fugtig gørelse af blanke Flader med Spyt eller ved at aande paa dem er strengt forbudt.

5. To gange ugentligt aftørres Skabe og Kupler ovenpaa.

B. Klosetter:

1. Klosetternes Sæder og Døre vaskes dagligt, 1 gang ugentligt med sæbevand. Pissoiren udskylles.

2. Børster, Klude og Spande, der anvendes til Klosetternes Rengøring, vaskes i varmt Sæbevand og opbevares adskilt fra den øvrige Rengøringsmateriel.

3. Latrinbeholdere udtømmes i Askekulen, senest naar de er 3/4 fyldt.

4. Klosetterne holdes stadig med Klosetpapir.

II Maanedsrengøring:

Denne foretages saa vidt muligt paa en af Skolens fridage. Alt under den daglige Rengøring nævnte rengøring, Træværk, Inventar og Lampekupler vaskes med Sæbevand eller et Afkog af Kvillajabark og derefter med Koldt Vand. Skabene vaskes også ovenpaa. Ruderne pudses. Kort og Billeder aftørres, om fornødent renses Blækhusene.

III Hovedrengøring:

Jul, Paaske, Sommerferie og Efteraarsferie sæbevaskes Gulvet. Det ferniseres og efter Tørringen paasmøres et tyndt Lag støvbindende Olie.Alle oliemalede Vægge, alt malet eller ferniseret Træværk (også udvendige døre) i Bygningerne samt alt inventar vaskes, bedst med Kvillaja afkog. Gulvene ferniseres. Klosetterne vaskes med Sæbe og Soda. I øvrigt rengøres som nævnt under Maanedsrengøring.

IV Udluftning:

Efter hver Undervisningstime udluftes Skolestuen ved Aabning af Vinduer og evt. Døre, om Sommeren hele Frikvarteret, om Vinteren kortere Tid alt efter som Vinden blæser. Foregaar Spisning i Skolestuen udluftes før og efter Spisningen.

Hver Skolestue skal være forsynet med Termometer. Temperaturen skal i Skolestuen være 16-18'C, ved Skoletidens Begyndelse mindst 14'C.

Saaledes vedtaget af Skolekommisionen d. 1.3. 1939."

Følgende var den 19.4. '37 blevet valgt til medlemmer af skolekommisionen: Peter Petersen, gdr. Ladegaard, Laurids Westergaard, Smedemester, Ladegaard. Th. Frandsen, Landmand, Jernhyt, Nis Svendsen, Tømrer, Jernhyt.

Jens Iversen nægtede at tage imod valg, hvilket man nok må beklage, for han var en meget spændende personlighed, der havde været med i første Verdenskrig. Han havde været i Amerika, hvor han havde boet i ødemarken og skudt bjørne. Derom vidnede to flotte bjørneskind, af den store brune bjørn, som han havde liggende i sin stue. Jens Iversen var meget belæst og interesserede sig stærkt for Hammelevs og især for Tørnings historie. I hans sted valgtes Jens Petersen. Peter Petersen valgtes enstemmigt til formand. Disse sendte et andragende til sognerådet ( det kommunale råd) og amtets skoledirektion om tilladelse til at bygge en ny skole. Den blev givet, og skolen stod færdig i 1940, det nuværende Tørningvej 11.

I Styding skole ansattes Andreas N.Ravn som førstelærer i 1932. Han blev i 1935 afløst af Chr. Lorentzen.

Som lærerinde blev Henny Nielsen ansat i 1925, hun afløstes i 1940 af lærerinde Martine Ramsgaard, som senere blev gift med kunstmaleren A.Fahrendorf.

I Hammelev skole havde man stadig Søren Jensen som førstelærer og degn, og lærer Larsen som anden lærer. Det havde egentlig været meningen, at lærer Larsen skulle være kirkesanger og degn, med Jensen som organist, men han bad sig fri, muligvis af religiøse grunde. Han var nemlig meget optaget af teosofi og læste bøger af teosofiens ledere Mrs. Annie Desant og hendes indiske elev og protege' Krisnamurti. I sine ferier rejste han meget ud i Europa og også helt ned til det nordlige Afrika, og det var hverken almindeligt eller billigt, at foretage sådanne rejser, som det kan være i vore dage. Dengang var der jo ikke charterrejser. Han rejste bl.a. til de store byer, hvor de to omtalte personer holdt møder, hvortil der kom rejsende tilhørere fra alverdens lande. Lærer Larsen ejede en stor bogsamling med meget fine værker inden for filosofi og litteratur. Han var en højt studeret mand, fin kultiveret, og følte sig sikkert meget ensom i Hammelev, hvor han havde svært ved at finde ligemænd. Endelig i 1926 blev Hammelev skole bygget på Fårelykke, den nuværende Hammelev Bygade 18, som der havde været så mange forhandlinger med menighedsrådet om.

Kommunen

Ved genforeningen blev de tre små kommuner igen forenede i een kommune, der omfattede hele Hammelev sogn. Gårdejer Jørgen Uldall der siden genforeningen havde været medlem af det sogneråd, som blev valgt til at bestyre kommunens sager, blev i 1929 dets formand. Der forelå store opgaver for det nye sogneråd, foruden bygningen af de to skoler, skulle man istandsætte og vedligeholde kommunens mange veje. Man skulle ligne og opkræve skat og føre et stort regnskab. Og man skulle ansætte lærere, lønne dem og vedligeholde skolerne. Til at varetage de politimæssige funktioner i sognet blev der ansat sognefogeder.

I Hammelev blev Hans Skøtt afløst af Jørgen Steffensen. Sognefogeden var også personregisterfører, og modtog anmeldelser om fødsler og navngivning. Han kunne, hvis man ønskede det, vie brudefolk, og han førte et register over de døde. Præsten førte i sine kirkebøger dåb, konfirmation, de bryllupper, som blev holdt i kirken og begravede. Det kunne være en hel oplevelse at besøge Jørgen Steffensen. Han var meget gammeldags, og tilhørte en gammel betydningsfuld hammelevslægt af gårdejere og smede. Og han kunne fortælle meget fra gamle dage.

Krigen

Den 9. april 1940 skriver pastor Hamlev i "Liber Daticus":

"Den 9. april 1940 blev en mærkedag i vor Landsdel, da rykkede de tyske tropper over grænsen og besatte Danmark. Der var nogen modstand enkelte steder, men ellers forløb denne indmarch i ro. Man kunne have ventet, at denne begivenhed, hvorved krigen rykkede os betænkelig nær, skulle have stemt sindene til alvor og kaldt folk til kirke for at bede Gud om beskærmelse, men der kom kun få til kirke. Man må sige, at Kirkens magt er såre ringe over menneskenes sind. Skal der ske en ændring heri, må der også ske en sindsændring hos Folk og Kirkens stilling må måske også ændres. Hvordan det hele vil udvikle sig er vanskeligt at overse ...... Vi kan kun håbe, at Gud vil holde sin hånd over vort lille Land."

Man får nu det indtryk, at kirkegangen steg under krigen.

Den 9. august skrev pastor Hamlev i "Liber Daticus": "Den tidligere meget fredelige tilstand, der herskede her omkring, trods krigens rasen i andre lande, blev natten mellem den 8. og 9. august forstyrret ved at der på Andreas Juuls Havremark et par hundrede meter nord for byen blev nedkastet fire sprængbomber, hvoraf to eksploderede med overordentlig kraft mens to ikke eksploderede. Der dannedes to vældige kratere. Ligeledes blev der kastet talrige brandbomber rundt omkring. Der knustes nogle ruder bl.a. i præstegården, men der skete heldigvis kun materiel skade."

Efterhånden som krigen gik videre, kom man mere og mere til at mærke den tyske besættelse i Hammelev. Tyskerne byggede Flyvestation Skrydstrup, og befolkningen der blev udjaget. Nogle af dem kom til at bo i Hammelev sogn. Således købte Mathias Gram senere et hus i Styding. Grethe Aagaard og hendes mand Thorvald kom til at bo på Sønderskovvej. Agathe og Anton Petersen købte af Niels Smed "Hammelev-gård", nabogården til præstegården.

Tilsidst kom der også tyske tropper til. Skolerne blev besat, så man måtte bruge den lille bitte konfirmandstue i præstegårdens udhus til skoleklasse. Og til sidst blev også præstegården besat.

Pastor Hamlev flyttede nemlig ind i det nye hus, som han havde bygget til sit otium.

Hen imod krigens slutning den 12.3.45 fandt der en luftkamp sted over Hammelev, og flere så det betagende skue, deriblandt Karin og Thomas Skøtt. Straks da alarmen havde lydt på Flyvestation Skrydstrup for piloterne ud til deres maskiner på trods af, at de netop havde holdt et gilde. Der var kun 4 kampklare maskiner på stationen, og næppe var de kommet i luften, før de blev skudt ned. Et fly nødlandede ved Styding, et andet blev skudt ned ved Bøghoved, det tredie ved Gram. Det fjerde fly var en Messerschmidt 109-jager. Det blev ført af en berømt tysk pilot, der havde skudt mange modstandere ned, og indehaver af det tyske Storridderkors. Han var på rekreation i Skrydstrup. Da hans flyver blev ramt borede den sig med 600 km i timen ned i en mergelgrav lige uden for Hammelev. Piloten omkom altså ganske kort tid, før krigen var slut, og han havde kunnet komme hjem til sin familie.

Hammelev gruppen

Under krigen blev der dannet en illegal gruppe, der kaldte sig Hammelev-gruppen. Den havde stationsmester Erik Eriksen, Hammelev station, som leder og samledes i kolonnehuset lidt vest for stationen. Gruppen foretog en række vellykkede jernbanesprængninger, som forsinkede trafikken til Norge i dagevis. Den foretog også andre former for sabotage, uddelte illegale blade og samlede stof ind til dem. Engang, da gruppen gjorde forsøg på at lamme jernbaneknudepunktet Vojens ved at sprænge blokposten med hele stationens signalsystem i luften, blev journalistelev H.P. Jensen taget til fange. Men da vagtens opmærksom...

(kapitlet er desværre ikke afsluttet før forfatterens død)