Gregers Jensen
Altertavlens fortællinger
Den nye præst i Hammelev hed Gregers Jensen. Det er sammen med årstallet det eneste vi ved om ham - ærgerligt nok, for der må være sket store ting ved Hammelev kirke i hans tid. Da har man nemlig udviddet kirken mod øst. Man har gjort det på den måde, at man murede skibets forlængelse uden om det tidligere kor og brugte dets østgavl som dele af det nye kirkeskibs endevæg. Derpå har man bygget et nyt kor til skibets forlængelse, idet man har brugt det gamle kors sokkelsten som sokkel på det nye kor.
Den nye del af kirken blev ikke som den gamle bygget af markens sten, men af store teglsten. Vi er så heldige,at vi ved, hvor disse teglsten stammer fra. Der hvor motorvejen går hen over Teglholt er der nemlig fundet et teglværk fra den tid. Uden om dets fint opmurede ovn lå der mange munkesten, hvis mål helt svarede til målene på stenene i Hammelev kirke, der ellers er af en usædvanlig størelse.
Hidtil havde man haft bjælkeloft i kirken; men i det nye kor skulle der være en hvælving, så messesangen kunne komme til at klinge endnu skønnere. Ved korets østvæg blev hovedalteret muret op af munkesten med en 9 cm tyk gotlandsk kalksten som bordplade. I væggen over alterbordet var de et spidsbuet vindue, hvis blænding endnu ses ude på korets østgavl.
Da man i 1975 restaurerede kirken, fandt man i koret små farvede glasstumper fra dette vindue. Gennem det har morgensolen sendt et bundt af farvede stråler og skabt en egen stemning i kirken, når Gregers Jensen forrettede morgenmesse. Da har han af og til set på de fem viekors, som alterbordets gotlandske stenplade er smykket med og derfra op på de kalkmalede viekors, som blev malet på kirkens nord og sydvæg der, hvor biskoppen stænkede vievand på den store dag, hvor kirken blev genindviet.
Hovedalteret i kirkens kor var dog ikke det eneste alter i Hammelev kirke. Ved restaureringen i 1975 fandt man ved kirkeskibets sydvæg svage spor, som ikke blev nærmere undersøgt; men som kunne tyde på, at der har været et alter på det sted.
Vi kan så forestille os, at der over dette alter har været en altertavle med de to figurer fra Hammelev kirke, som nu befinder sig på Sønderborg slot. Den ene forestiller Jomfru Maria med Jesusbarnet og den anden Elisabeth med den spæde Johannes Døberen på skødet. Både Jomfru Maria og Elisabeth holder i hånden en bog, som deres børn rækker ud efter. I den ene bog står der "Jesus" og "Maria", og i den anden "Elisabeth" og "Johannes". Snart skulle der komme en ny pragtfuld altertavle hen over hovedalteret i koret, nemlig den altertavle, som vi endnu har på dette sted. Men den så lidt anderledes ud dengang. Farverne var stærkere end nu, og baggrunden for figurerne var helt guldbelagt.
Hvor her de brave Hammelev-boere gjort store øjne, da dette pragtstykke blev sat op i deres kirke. En sådan altertavle var ikke bare til pynt. Den skulle også forkynde bibelshistorie i en tid, hvor der kun var få, som kunne læse.
Altertavlen i Hammelev røber imidlertid, at det ikke bare var bibelens ord, der blev forkyndt, men at helgenlegenderne spillede en mindst lige så stor rolle i forkyndelsen.
For pastor Gregers Jensen har denne tavle været et næsten uudtømmeligt skatkammer fyldt af fortællinger, som han kunne bruge i forkyndelsen ud fra denne tavle har han først og fremmest kunnet fortælle om Jesu korsfæstelse.Han har vist på tavlen, hvordan soldaterne spottede Jesus.Og Hammelevboerne har genkendt dem,for det var jo livagtige portrætter af de ryggesløse landsknægte, som de med egne øjne havde set på Tørning slot. Det var i det hele taget det mærkelige ved denne tavle,at den på en gang viste noget,som de kendte fra deres hverdag og noget, som hørte hjemme i en fjern, hellig verden,hvor hele baggrunden var af guld.
Da pastor Gregers Jensen pegede på Jomfru Maria og apostelen Johannes,som står lige bag ved hende og griber hende, netop som hun er ved at synke sammen af sorg, da genkendte man mangen en enke, der havde stået derude på kirkegården ved en grav. Og Gregers Jensen fortalte om,at Jesus før sin død sagde til sin mor: "Kvinde! se, det er din mor." Og til Johannes: "Se, det er din søn." Bagved dem, så man Maria Magdalene, af hvem Jesus havde uddrevet 7 onde ånder, og som var den første, Jesus viste sig for efter sin opstandelse.
Fra legendens verden kunne præsten fortælle om Longinius, der på altertavlen står bag ved Johannes med det spyd i hånden,som han havde stukket ind i Jesu side.
Så er hr. Gregers vendt tilbage til bibelens verden, idet han viste dem høvedsmanden, der står på den anden side af korset og peger op imod Kristus og siger: "Denne var i sandhed Guds søn!"
Derpå kiggede man op på de to røvere, hvoraf den ene spottede Jesus. Da har Gregers Jensen set alvorligt på sine tilhørere og advaret dem mod Gudsbespottelse, for at man ikke skulle få et så ugudeligt endeligt. Og en og anden har set ned i gulvet og tænkt på nogle grimme ord, som fornylig var faret ham ud af munden.
Det gjorde så godt,da præsten derpå fortalte om den anden røver, ham, der i sidste øjeblik af sit liv fortrød sin synd og troede på Jesus. Hr. Gregers fortalte, at Jesus havde sagt til ham: "I dag skal du være med mig i Paradis."
Men længst har hr. Gregorius sikkert dvælet ved den korsfæstede selv og har fortalt om alle hans lidelser for vores frelses skyld. Englene der svæver rundt omkring Jesu kors, forbinder hans død direkte med den hellige nadvers ufattelige mysterium. De har nemlig alterkalke i hænderne og opsamler blod i dem fra Jesu sår. Man kan tydeligt forestille sig, hvordan de fra Jesu kors flyver tværs gennem tid og rum for at bringe alterkalken ned på alterbordet i Hammelev kirke.
Det er et godt og fyndigt billedsprog, altertavlen her bruger i forkyndelsens tjeneste. Men da Gregers Jensen senere skulle fortælle om de to figurer på hver sin side af altertavlens midterfeldt, da har han efter vor tids protestantiske opfattelse bevæget sig langt ud i den yderste kant af legendernes fantasiverden.
Og dog! Skjulte der sig mon ikke også gedigen kristen- forkyndelse i legendefortællernes løbske fantasier? - Jo, det gjorde der vist, selvom den, der kun tager alvor for alvorligt, faktisk forstår legenderne alt for dårligt.
St. Jørgen
Til venstre ser man en ridder, som godt kunne minde om ht. Benedikt til Tørning, når han klædt i panser og plade red ud til en ridderturnering. Det er St. Jørgen, den samme som spejdernes skytshelgen St. Georg. Nogle mener, at Hammelev oprindeligt var et kapel, der var indviet til St. Jørgen, og at man altså burde kalde den for St. Jørgens kirke.
Om ham kunne Gregers Jensen blandt andet fortælle eventyret om prinsessen, som var bevogtet af en ond drage, og om ridder Jørgens heltemodige kamp med det frygtelige uhyre.
På altertavlen ser man, hvordan han gennemborede det med sit spyd. Dermed var den gjort ukampdygtig, og prinsessen var befriet. Ridder Jørgen lånte nu prinsessens bælte, og bundet i det blev dragen ført ind i byen, hvor ridder Jørgen endelig dræbte den med sit sværd.
St. Catarina
Yderst ude på den anden fløj af altertavlens midterfeldt ser man St. Catharina af Alexandria. Hun har guldkrone på hovedet, for hun er nemlig en kongedatter, forklarede Gregers Jensen sin menighed. Og så viste han dem noget, som stak frem fra den fornemme kjoles folder, og spurgte dem, hvad det var. Forbavset genkendte de et vognhjul, som fuldstændig lignede et af de plumpe hjul på deres egne arbejdsvogne. Det havde ikke eger, men var lavet af tykke planker, der var tappet sammen med trætappe. "Hvad havde et hjul fra en simpel arbejdsvogn at gøre med en så fin prinsesse?" spurgte de undrende.
Og så måtte Gregers Jensen til at fortælle om den hedenske kongedatter Catharina af Alexandria, som til stor forargelse for sin far og hele hans folk var blevet kristen.
Kongen samlede alle de klogeste filosoffer sammen, for at de i en lærd diskution skulle overbevise Catharina om, hvor tåbelig kristendommen var. Men det blev hende der overbeviste filosofferne. Så lod kongen hende dømme til døden. Hun blev lagt på hjul og stejle. Derfor er det, at hun står med et hjul mellem sine kjolefolder. Men efter frygtelige pinsler blev hun dog befriet på underfuld vis. Og sådan gik det flere gange, når man forsøgte at henrette hende. Til sidst fik hun dog lov til at komme bort fra denne onde verden med alle dens pinsler. Hendes sjæl blev udløst fra sit jordiske fængsel, da man henrettede hende med et sværd. Og det er grunden til, at hun står der på altertavlen med et sværd i hånden.
St. Jørgen og St. Catharina af Alexandria giver os sikkert et fingerpeg om, hvem der har skænket denne pragtfulde altertavle til Hammelev kirke. St. Jørgen er riddernes store forbillede i kampen mod det onde. Og St. Catharina af Alexandria er de fornemme adelsfruers idealbillede af ædel kvindelig klogskab og udholdenhed i troen. Derfor gætter vi nok ikke helt galt, hvis vi gætter på, at det er hr. Benedikt Ahlefeldt og fru Dorothea på Tørning slot, der står bag både udvidelse af kirken og opsætning af den dejlige altertavle. De to, som i forvejen havde skænket meget til kirkelige formål, måtte selvfølgelig også give gaver til den hjemlige kirke. Gregers Jensen er nu langtfra færdig med sine fortællinger ud fra altertavlen. Så vi må hellere høre, hvad han har mere at berette. Han fortsætter med at fortælle om de 12 apostle, som man kan se på altertavlens to sidefløje.
St. Peter
- Der ser I St. Peter, siger han og peger på
figuren helt ude til venstre i øverste række.
Peter står med en nøgle i hånden. Den skal
minde os om dengang Simon Jonas' søn som den
første bekendte den kristne tro,og Jesus gav
ham navnet Peter. Ved den lejlighed sagde
Jesus blandt andet til Peter: "Jeg vil give dig
Himmerigets nøgler." I den anden hånd har
Peter en bogpose af skind. Det er en
hentydning til, at Peter har skrevet de to
Petersbreve i Bibelen.
Mathæus
Ved siden af Peter står Matthæus, som oprindelig var tolder og hed Levi. Han har skrevet Matthæus-evangeliet, hvori han fortæller om det han hørte og så som Jesu dicipel. Det er nok det, han står og læser op fra den åbne bog, som han holder i hånden. De fleste af apostlene står med det instrument, som de ifølge deres helgenlegende enten er blevet pint med, eller som de har lidt martyrdøden ved. Således har Gregeres Jensen kunnet vise på altertavlen, at Matthæus blev henrettet med et sværd.
Bartholomæus
Om Bartholemæus, som står ved siden af, har han kunnet fortælle, at han i levende live fik huden skåret af med den frygtelige kniv, som vi ser. Der var to apostle, som hed Judas. Og det lå præsten meget på sinde, at man kendte forskel på dem. Den ene var Judas Iskariot, som forrådte Jesus. Ham er der ingen figur af på altertavlen. Derimod ser man den anden Judas stå på nederste række til venstre med en stor kølle i hånden. Hans fulde navn er Judas Thadæus.
Andreas
Ved siden af ham ser vi Peters broder Andreas. Han havde stået sammen med en anden dicipel hos Johannes Døberen. Da Jesus gik forbi dem, sagde Døberen: "Se, Guds lam!" Og de to diciple fulgte efter Jesus. Da de havde talt med ham,blev de klar over, at han var den Kristus, som Gud havde lovet at sende. Han led senere martyrdøden på et såkaldt "Andreaskors", der har form som det, vi ser ham stå med der på altertavlen.
Johannes
Den sidste i denne række er apostelen Johannes. Vi kan se, at billedskæreren har gjort sig umage for, at vi skal kunne genkende ham fra figuren på altertavlens midterfeldt. Han står med en kalk i hånden. Engang kom hans moder nemlig og bad om, at hendes to sønner måtte få sæde ved Jesu højre og venstre side, når de kom i Guds rige. Jesus spurgte de to diciple, om de kunne drikke det samme skæbnebæger, som han selv skulle drikke. De svarede:"Ja, det kan vi!" Da sagde Jesus: "Min kalk skal I vel drikke; men pladserne ved min højre og venstre side står det ikke til mig at bortgive".
Thomas
På højre sidefløj ser vi øverst til venstre apostelen Thomas med en bog og et spyd. Det var ham der ikke ville tro, at Jesus var opstået fra de døde, hvis han ikke fik lov til at stikke sine fingre i naglegabene og sin hånd ind i såret i hans side.
Jacob den ældre
Ved siden af ham står Jacob den ældre, som i den ene hånd har en bog, og i den anden en stav. Bogen skal sige, at han har skrevet Jakobsbrevet i Det Nye Testamente, og staven, at han er pilgrimmenes helgen. I hatten har han en muslingeskal; for alle, der drog som pilgrimme til hans grav i Spanien fik en sådan skal, som de bar resten af deres liv.
Paulus
Den sidste i øverste række er Paulus, som selvfølgelig også har en bog. Gregers Jensen kunne med ærefrygt remse 14 breve op, og fortælle, at Paulus var forfatter til dem alle. Sværdet minder om hans martyrdød, men den ville Gregers Jensen nu først fortælle om ved en senere lejlighed.
Mathias, Filip og Simon
I nederste række har vi først Mathtias med en økse. Han var den apostel, der blev valgt i stedet for Judas Iskariot. I midten står Filip med et kors. Han var blandt de første diciple, der traf Jesus hos Johannes Døberen."Følg mig!" sagde Jesus til ham, og det gjorde han. Den sidste apostel er Simon Zelotes, sådan blev han kaldt fordi han tilhørte Zeloternes parti, som ville befri jødernes land ved at gøre oprør mod romerne. En sav antyder den frygtelige måde, hvorpå han led martyrdøden.
Dette og meget mere kunne Gregers Jensen fortælle ud fra altertavlen, for her har der kun været plads til at antyde nogle af de historier, der kunne fortælle om altertavlens figurer. Gregers Jensen har da heller ikke fortalt det hele på en gang; men når man i årets løb fejrede de forskellige helgeners dage, så kunne præsten udpege helgenen på altertavlen og fortælle historierne om ham eller hende.
Måske kan det, som her er fortalt få en og anden til at tage denne bog med ind i kirken en dag, hvor altertavlen rigtig skal studeres. For det var en dejlig altertavle, Hammelev kirke dengang fik. Men så en dag var hele herligheden væk. Da menigheden kom i kirke askeonsdag, var den pragtfulde altertavle borte, og der stod en kasse af groft tilhuggede brædder på altertavlens plads. Mange havde set, at der var hængsler mellem sidefløjene og midterfeltet på altertavlen, og de fandt snart ud af, at det var fløjene, der var lukket hen over midten af tavlen, så man kun så deres ubehandlede bagside. Men det var alligevel som om, Himmerigets port havde lukket en ude fra al herligheden.
Sådan stod tavlen hele fastetiden og mindede om sorgen over Jesu død. Men påskemorgen blev den åbnet igen, og da var det som om, man oplevede selve opstandelsens under.Jo det var en vidunderlig altertavle. Og så havde den oven i købet endnu en overraskelse gemt til "de Hamlere". Da de kom i kirke på St. Peters og St. Paulus' fælles helgendag stod der en helt ny altertavle deroppe. Dens strålende billeder var malet på en baggrund af fint poleret guld. Sidefløjene på altertavlen var dobbelte, så man kunne nøjes med at lukke den øverste halvdel af dem hen over midten. På den måde fremtryllede man den nye tavle.
I vore dage er billederne så overmalede og ferniserede, dels så overklæbet med japanpapir og dels så afskallede, at man kun vanskeligt kan ane, hvad de forstiller. Det kan derfor ikke lønne sig at lukke op for at se dem.
Men dengang "de Hamlere" første gang så dem, var det et strålende syn. Gregers Jensen kunne fortælle, at det var Peters historie, man så på venstre halvdel af tavlen og Paulus' til højre. Det er i dag den almindeligste opfattelse, at det første billede forestiller Peter og Simon troldmand, som ville købe evnen til at give folk den Helligånd.
Men man kan have sin tvivl om denne udlægning af det stærkt beskadigede billede. Mon ikke det i stedet for skal forestille Peter, der som den første bekender den kristne tro, og Jesus, der siger: "Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Far, som er i Himlene". På billedet ved siden af ser man Peter, der tages til fange af to bødler, mens fyrsten Theofilus ser til.
Nederst ser man først Peter, der sidder i fængsel i Rom og taler med Paulus. Dernæst, at han bliver korsfæstet med hovedet nedad.
Det første billede på højre halvdel af tavlen forestiller, at Paulus får det brev, hvori der stod, at alle de kristne i Damaskus skulle fængsles.På det andet billede er Paulus på vej til Damaskus, da Jesus åbenbarer sig for ham. På det tredie tages han til fange. Endelig ser man på det sidste billede, at han henrettes med sværd. Hvad en sådan altertavle har betydet for datidens Hamlere, gør vi os ingen begreb om vi, der hver dag overvældes med billeder, som vi næppe lægger mærke til. Dengang var et billede en stor sjældenhed. De fleste så kun nogle enkelte billeder hele deres liv. Derfor var det noget, som man måtte dvæle ved, noget, som man gang på gang måtte vende tilbage til for at fordybe sig i hver lille ting på det. For hver enkelt lille ting gemte på sin hemmelige historie.
Der var noget mystisk ved billeder: Det at de lignede rigtige levende væsener. Det var helt overnaturligt. De kunne umuligt blot være døde figurer.De måtte have liv. Måske en højere form for liv.De måtte kunne se og høre.. Man kunne tale fortroligt til dem. Der opstod et fortroligt forhold med dem, som med et menneske man kendte godt og holdt af, en, man betroede alt det, som man ellers ikke turde fortælle noget menneske. Sådan blev altertavlen i Hammelev en del af hver enkelts personlige liv.