Henrik von Ahlefeldt den ældre.
Henrik den ældre var altså den førte af slægten Ahlefeldt, der sad som slotsherre på Tørning. Sammen med slottet og alle de gårde, som hørte ind under det, fik han også overdraget de fire herreder Gram, Hvidding, Frøs og Kalvslund som pant for 4.500 mark. Han fik imidlertid ikke glæde af sin arv ret længe, idet han døde allerede i 1430. Hans to sønner Hans og Benedikt fik derefter tilskrevet Tørning slot som fælles eje.
Hans den ældre og Benedikt.
Ahlefeldterne viste stor hengivenhed mod kirken. Det ser således ud til, at Hans den ældre var medlem af broderskabet "Anima", og at han drog til Rom som pilgrim, da pave Nicolaus udråbte året 1450 til jubelår. Man mener nemlig, at Hans von Ahlefeldt må være den samme som en ridder Hans fra Holsten, der døde som pilgrim i Rom 11. maj dette år.
Hans den ældre døde barnløs, og broderen Benedikt blev nu eneherre på Tørning. Også de fire herreder overgik til ham. I 1459 gav kong Christian I ham nemlig fuld ejendomsret over Gram herred mod en betaling af 4000 mark. De tre andre herreder fik han på livstid for en sum af 12.400 mark. Et par år tidligere havde kongen udnævnt ham til amtmand i Svabsted, og Christian den I kom ikke til at fortryde sin velvilje mod ham; for han var hele sit liv kongens tro mand og gode støtte i hertugdømmerne.
Benedikt von Ahlefeldt var gift med den fromme Dorothea Hæsten, der ligesom Ahlefeldterne viste kirken stor hengivenhed. De to ægtefæller skænkede op gennem tiderne store gaver til kirkelige formål, således til Marianerkapellet ved Vor Frue kirke i Haderslev. Dette kapel havde en nær tilknytning til slægten, idet fru Eibe Limbek i sin tid havde stiftet det. Alteret i kapellet var indviet til Jomfru Maria, og præsterne, der tjente ved det, tilhørte Marianerordenen, hvis medlemmer gik meget stærkt op i dyrkelsen af Jomfru Maria.
Nu skete der imidlertid det, at et medlem af slægten blev dræbt på Gram kirkegård. Ved retten blev drabsmanden idømt en mandebod på 2.000 mark lybsk. Ahlefeldterne besluttede, at denne bod skulle anvendes til en familiestiftelse ved Marianerkapellet, hvor der i al fremtid skulle holdes sjælemesse for deres slægt. Senere indbetalte nogle andre af slægten 1.255 mark til stiftelsen.
Da stiftelsen blev oprettet i 1456 ansatte man fire præster ved kapellet. De skulle have deres underhold af renterne fra stiftelsen. Marianerpræsterne fik bolig i en gård, der var skænket af fru Eibe Limbek. Den lå mellem Jomfrugang og den sti, der fører ned til Dammen. Præsterne skulle foruden sjælemesserne for Ahlefeldt- slægten holde Vor Frue Tider, det vil sige fejre bestemte gudstjenester for Jomfru Maria. Og endelig skulle de fejre messen to gange dagligt.
Her må det lige indskydes, at Haderslev Domkirke så helt anderledes ud i katolsk tid, end den gør i dag. Dengang var der ikke blot et hovedalter, hvor man holdt gudstjenester på søn- og helligdage, sådan som man gør nu. Nej, rundt om i kirken var der mange altre. Hvert alter var indviet til sin helgen. Flere gange i løbet af dagen blev der ved hvert af dem sunget tidebønner og afholdt messe med fejring af den hellige nadver. Det sidste skete, som fortalt, to gange om dagen ved alteret i Marianerkapellet. Derimod blev der kun sjældent prædiket i forbindelse med messen. Men når folk kom ind i kirken, enten for at skrifte i en af skiftestolene, eller blot for at holde en stille andagt, så skete der noget et eller andet sted derinde.
Undertiden holdt en præst stille messe foran et af altrene; men ofte steg sangen fra et kapel op under de høje hvælvinger. Selvom det hele foregik på latin, kunne folk følge med i gudstjenesten. Der var meget i den, der var internationalt, fordi det var beregnet for øjnene. Og alle kendte også Fadervor og Ave Maria på latin. Det var ikke blot i kirkerne, at der blev fejret gudstjenester. Også på slotte blev der indrettet kapeller, hvor der hver dag kunne fejres messe.
I 1462 fik Benedikt Ahlefeldt tilladelse til at have et rejsealter på Tørning slot. Ved dette måtte der fejres messe hver dag før daggry. Der er sikkert indrettet et kapel i den anledning og ansat en præst. Det har været en ung og fattig præst, som endu ikke havde råd til at overtage et embede. Man havde ikke alene brug for ham som præst på slottet; men der kunne også være brug for hans læse og skrivefærdighed. Han har ved siden af sin præstegerning været en slags sekretær og har ført hans korrespondence og regnskaber.
En enkelt af disse præster kender man navnet på, idet der findes en liste over ansatte på Tørning slot i året 1501, og deri nævnes det, at præst og skriver hed Peter Hiort.
Også efter Benedikt von Ahlefeldts død fortsatte fru Dorothea med at skænke gaver til kirkelige formål. Således skænkede hun midlerne til oprettelse af et nonnekloster i Haderslev. Dette kloster blev godkendt af pave Alexander VI i 1494. Endnu i vore dage har vi et minde om dette nonnesamfund i navnet på den lille smøge, som kaldes Jomfrugang. Et navn der kalder billeder frem af de tyste nonners stille færden på vej fra og til andagter. To år efter nonnesamfundets godkendelse betænkte Dorothea Hæsten atter Marianerne med en gave,idet hun skænkede 400 mark lybsk til kapellet.
Endelig skal det nævnes at fruen på Tørning syede en korkjortel til vor frue kirke i Haderslev. Vi ser hende for os, som hun sad der på sin yndlingsplads ved et af slottets blyindfattede vinduer med sit sytøj. Vi ser hende brodere de smukke religiøse motiver med sølvtråde på den mørke fløjl. Hun lagde al sin kærlighed til frelseren i hvert et sting, og takkede ham for håbet om gensyn med alle dem hun havde mistet. Tankerne gik især til hendes mand og de to sønner.
Fru Dorothea havde mistet sin mand i 1470, og året efter faldt hendes søn Didrik i slaget ved Brunkebjerg, hvor kong Christian den I tabte sin kongemagt over Sverige. Med et suk har hun tænkt på den anden søn, ham, der bar faderens navn: Benedikt. Han havde været så vild og krigerisk og var da også kommet ulykkeligt af dage. Det havde været en svær dag for hende, den dag, da der kom bud fra Hamborg, at Benedikt var druknet i Elben. Så løftede fruen til Tørning blikket op fra sytøjet og glædede sig over den skønne udsigt der oppe fra slottet, som tronede højt oppe på toppen af den vældige slotsbakke.
Henrik den yngre og Hans den yngre.
Hr. Benedikts to sønner Henrik og Hans arvede Tørning som fælles eje. Atter var der altså to brødre, der sammen ejede Tørning med al den herlighed, som hørte ind under slottet. Og atter hed den ene af disse brødre Hans. Det skal i den forbindelse lige nævnes, at betegnelserne "ældre" og "yngre" kun er brugt her for at skelne mellem ejere af Tørning. Det er altså ikke betegnelser, der bruges om de pågældende i Ahlefeldtslægten. Straks efter overtagelsen af slottet betænkte de to brødre Vor Frue kirke i Haderslev med 140 mark lybsk. Vi skal sikkert ikke forestille os, at Hans og Henrik hele tiden har boet sammen på Tørning. De havde nemlig også andre besiddelser. Således havde kong Hans allerede i 1465 givet slottet Clausbæk på Femern i pant til Henrik og gjort ham til amtmand.
Hans den yngre giftede sig i 1476 med Elsebeth Rosenkrantz, en datter af Erik Ottesen Rosenkrantz til Bjørnholm. Dermed havde han fået den øverste embedsmand i Danmark til svigerfar. Det har muligvis været medvirkende til, at han blev optaget i Rigsrådet. I 1480 blev han udnævnt til amtmand på Gottorp; men kun tre år efter udskiftede han dette embede med posten som amtmand på Lille Tønderhus, som hans forfader Henneke Limbek havde ejet over 100 år tidligere. Snart efter opnåede han den ære, som forfaderen Henneke så bittert havde måttet savne, skønt han var en af de førende mænd i hertugdømmet, nemlig at blive slået til ridder.
Også til kong Hans' broder Frederik, som var hertug i Sønderjylland, havde de to brødre et godt forhold. Hertugen besøgte dem flere gange, og da var der liv og glade dage på Tørning slot. Festligt så det ud, når de høje herrer med deres følge red ud fra slottet for at nyde jagtens glæder i skov og på hede. Da gik det over stok og sten med glammende hunde halsende foran rytterne. Gennem skoven slyngede den lange kæde af klappere sig og jagede vildtet op, så det kunne komme inden for skudvidde for jægernes hvislende pile.
Når man kom hjem om aftenen, var der mange oplevelser at fortælle om og diskutere, hvad enten det var i de 8 fattige hytter til beskyttelsesfolk, det vil sige husmænd, som Ladegård dengang bestod af, eller det var hos de mere velstående bønder eller ved det rigt dækkede bord på slottet, hvor det ene bugnende fad blev båret ind efter det andet, og hvor det ikke var hjemmebrygget øl i lerkrus, man nød, men fine udenlandske vine funklede i glassene. Ja, man fortalte, at der blev serveret sydlandske frugter, som ingen i sognet havde set før.
Så gav disse festdage oven i købet mange en lejlighed til at tjene en ekstra skilling. Og her må man huske, at det var en tid, hvor klingende mønt var en sjældenhed, som almindelige mennesker helst gemte godt bort på kistebunden. Slottets piger hviskede og tiskede henrykt sammen om, at Hertugen havde givet dem en hel rhinsk gylden i drikkepenge. Og slottets jægere var også godt tilfredse med de fire skilling, som de havde fået for at skafe hunde til jagten. Ved et andet besøg kunne kokken og kældersvenden prale med, at de havde fået en rhinsk gylden af hertugen, og kammerfruen glædede sig stille over hele to mark lybsk. Næsten lige så glad var portneren for sine seks skilling, som blev hans del af drikkepengene.
Ialt gav hertug Frederik 19 mark og 15 skilling ud til drikkepenge ved den lejlighed, og dertil kom 3 en halv skilling til staldkarlen og for de klappere, som han havde skaffet til jagten. Ja, da hertugen nu havde fået pungen op kom han i tanke om, at han jo havde lånt 4 rhinske gylden hos Henrik Ahlefeldt, og de blev betalt med det samme. Men alt var ikke fest og fredelig glæder, og herrerne på Tørning var langtfra blide engle, der altid gjorde, hvad ret er. Tværtimod! Hans Ahlefeldt var en hård og streng herre, som flere gange var indviklet i stridigheder.
Engang kom Hans Ahlefeldt således i strid med Ribe byråd, fordi han havde overtrådt et forbud mod at udføre korn fra landets vestlige egne. De Ribe borgere opdagede i tide Hans Ahlefeldts kornskib, og opsnappede det, og førte det til Ribe. Herren til Tørning blev rasende. Det har nok ikke passet ham, at gemene borgere så dristigt trådte op med en adelsmand, og han anklagede dem for Herredagen. Men det tjener til Herredagens ros, at den frifandt Ribe byråd.
Året 1494 blev et skæbneår for Tørning slot, for det år solgte de to brødre slottet til kong Hans.
For selve "Tørning slot med avlen og møllen foran slottet (det er første gang, at Tørning mølle nævnes) samt tilhørnde enemark (ejendomsjorden under slottet) og fiskeri" gav kongen 10.000 mark lybsk. Men desforuden købte han også Gram herred og al den anden ejendom, som herrerne på Tørning havde samlet op gennem tiderne. Købesummen kom derved op på ialt: 102.000 mark lybsk. Det var en umådelig stor sum, og kongen betalte da heller ikke dette beløb i rede penge, men gav andet gods i bytte. Henrik fik Pronsdorf mellem Segeberg og Lübeck, og Hans fik Haseldorf med tilhørende sogne i Elbmarsken nordvest for Hamborg. Som erstatning for indtægterne fra de herreder i Tørning len, som brødrene havde haft i pant fik de gode og givtige embeder som amtmænd i Holsten.
Om Henrik Ahlefeldt skal der blot fortælles, at han døde omkring 1515 uden at efterlade sig mandlige arvinger, som kunne bære navnet videre.
Derimod blev broderen Hans stamfader til alle medlemmer af den kendte danske Ahlefeldt-slægt, der har skænket vort land mange fremtrædende personligheder. Til slut skal der fortælles om Hans Ahlefeldt, at han fulgte kong Hans og hertug Frederik på det forsmædelige togt til Ditmarsken. Den overmodige fyrstehær med dens tyske lejetropper bildte sig ind, at den skulle få let spil mod Ditmarskens bondehær, men led et ynkeligt nederlag. Et regnvejr havde gjort vejene ufremkommelige, og den stolte ridderhær sank ned i mudder og søle, medens ditmarskerne, som rigtig forstod at benytte sig af deres kendskab til egnens naturforhold, slagtede løs af både adelsmænd og lejesvende. Også Hans Ahlefeldt faldt sammen med 10 andre af sin slægt. Men togtet til Ditmarsken blev aligevel til stor ære for ham.
Før det berømte slag ved Hemmingsted frarådede han, at man rykkede frem mod byen, idet han henviste til de dårlige vejrforhold. Men han blev stemt ned i krigsrådet. Derfor fik slaget den frygtelige udgang for fyrstehæren. Under selve slaget var han chef for Kong Hans' styrker og bannerfører. Han udmærkede sig i kampen ved sit tapre forsvar for sin konges flag, Dannebrog.
Efter en gammel overlevering i slægten var den fane, som han forsvarede, det Danebrog, som var faldet ned fra Himmelen under slaget ved Lyndanisse i 1219. Da Hans Ahlefeldt under den fortvivlede kamp indså, at han ikke kunne føre Danebrog frelst bort fra slagmarken, rev han fanedugen af stangen og svøbte Danebrog om sig, medens han kæmpede videre. Til sidst sank han og de seks væbnere, som fulgte ham, til jorden gennemborede af fjendens sværd.
Hans Ahlefeldt blev stedt til hvile i Ahrenbøk kloster, hvor han havde stiftet store sjælemesser.