Johann Friedrich Overbeck (1778-1785)
Et halvt år før sin død tog Christian Prætorius sig en kapellan, nemlig Johann Friedrich Overbeck, der blev ansat den 18. november 1778 med lovning på at efterfølge Prætorius i embedet som sognepræst.
Overbeck var søn af sognepræsten i Brede Christopher Jørgensen Overbeck og dennes hustru Charlotte Annalise Jacobæus. Han var født den 3. oktober 1745 og døbt i Løgumkloster. Da han var 16 år gammel blev han indskrevet som student ved Københavns universitet. En måned efter, at han var udnævnt til kapellan i Hammelev blev han højtideligt ordineret til præst i Rendsborg.
Nu var han endelig så langt, så han kunne gifte sig, og brylluppet stod den 7. februar 1779 i Hammelev, hvor han blev viet til den 7 år ældre Anna Margrethe Fabricius, som var datter af diakon Erich Willadsen Fabricius og dennes hustru Maria Elisabeth Christiansdatter Volckard fra Åbenrå. Men en stor mangel var der trods alt i Hammelev præstegård, selvom man havde fået ny præst og præstekone. Stuerne kom ikke til at klinge af glade barnestemmer, hvilket man nok heller ikke havde ventet. Præsten var jo over 34 år gammel og hans kone 41. Derimod kom døden, som allerede nævnt, på besøg den 29. maj det samme år og tog den 66 år gamle Prætorius med sig, hvorefter Overbeck som lovet blev udnævnt til sognepræst.
Herredsfoged Holms begravelse
Der blev snart igen stor begravelse i Hammelev, da den tidligere nævnte herredsfoged Peter Christian Holm døde den 8. august 1779. Pastor Overbeck har sikkert holdt en smuk begravelsesprædiken over den kendte herredsfoged; men der har nok været en og anden i det store følge, hvis minder om Holm var knap så smukke. Holm havde ikke blot været herredsfoged ved Gram herreds tinghus i Tørning; men han havde også haft store dele af Tørning Ladegårds jorder, om ikke hele den store gård, i forpagtning.
Han havde været en hård herre for fæstebønderne. "Tag bedre fat - Tag bedre fat!" havde han kommanderet, når bønderne gjorde "hånd og spandtjenester" på ladegården. Der var nok en og anden, der ved hans begravelse, endnu kunne høre hans stemme for det indre øre. Selvom bønderne havde købt sig fri for avlingshoveriet, havde Holm udkommanderet dem til opsætning af nye hegn, bl.a. om de jorder, som han havde udtaget af landsbyfællesskabet til eget brug. Hvad der harmede bønderne yderligere var, at det ikke var alle, som blev udkommanderet til denne tjeneste.Det viste sig nemlig, at nogle havde købt sig fri ved at give herredsfogeden en skæppe malt eller rug årligt.
Bunde Nissen fra Tørninglund havde rejst bønderne til protest mod uretten, og de havde oven i købet anlagt retssag mod selveste herredsfogeden.Holm lod udarbejde et forsvarsskrift, som han lod trykke i Flensborg.Det var stilet til amtmand von der Lhe i Haderslev. Han fremførte de 8 sandemænd,d.v.s.lægdommere, ved Gram herredsting i Tørning som vidner på, at de kendte ham som en ærlig og oprigtig mand.Nogle landboelsmænd fra Ladegård udtalte, at det var af egen fri vilje, de havde hjulpet Holm med hegnsætningen. Fire fæstebønder fra Ustrup indrømmede ganske vist, at de havde givet herredsfogeden en smule korn, men de hævdede, at det var sket som en frivillig tak for udvist godhed og tjenstvillighed.Det blev til en kæmpe retssag med over 300 vidner, og den endte med, at overretten på Gottorp slot frikendte herredsfoged Holm.
Nogle i begravelsesfølget har sikkert også tænkt tilbage på en anden retssag, hvor herredsfogeden var anklaget, nemlig den sag som mølleforpagter Johan Christian Beck anlagde mod ham. Kort efter at Beck i 1749 tiltrådte forpagtningen sf Tørning mølle var Tørning Ladegård nedbrændt og med den Holms bolig. Han flyttede derfor ind på Tørning kro, som han også ejede, og som dengang lå helt nede ved Stevning i den bygning, som den dag i dag hedder "Herredsfogedens Hus".
Det gav en del færdsel mellem Herredsfogedens Hus og Tørning Ladegård hen over møllens jord - til stor ærgelse for mølleren, der til sidst anlagde retssag mod herredsfoged Holm for at få denne trafik standset.Men heller ikke han kunne klare en retssag mod den snu herredsfoged, der nok vidste, hvordan retsmaskineriets hjul skulle smøres.Holm fik således flere gamle mænd til at vidne for sig, og de bedyrede, at der fra gammel tid havde været hævd på, at man kunne færdes tværs over møllens jord mellem kroen og ladegården.
Mølleforpagter Beck tabte ikke alene retsagen; men for at føje spot til skade blev han oven i købet dømt til at anlægge en vej fra kroen til Ladegården, og således opstod den vej som i dag skærer sig igennem slotsbjerget og fører fra møllen til Tørninggård, hvorfra den nu går videre mod Ladegård og Jernhyt.De høje herrer, som herredsfogeden altid var så sledsk og ydmyg overfor, har nu nok tænkt deres om ham og hans retssager, for da Tørninggård igen skulle bortforpagtes i 1756 lykkedes det ikke for Holm at få sin forpagtning fornyet.Derimod havde familien Holm større held, da Tørning Ladegård blev udstykket i 1777, for da købte herredsfogedens søn Jacob, som tidligere fortalt, hovedparcellen, hvoraf Tørninggård opstod.
Jo, herredsfogeden var en hård mand, som nok skulle få sin vilje gennemtrumfet.Det vidste alle; men der var måske ingen, der vidste det bedre end hans egen datter Cathrina. Da hun var 18 år gammel, lod han hende vie til den 30 år ældre Casper von Saldern, der var amtsforvalter over Haderslev østamt.Ægteskabet varede kun 4 år, så døde amtsforvalteren, og Cathrina flyttede hjem til sin far igen og boede hos ham til hans død.Men kun en måned derefter viede pastor Overbeck hende i Hammelev kirke til overførster Heinrich Schäffer. Nogle tyder dette hastige bryllup som et tegn på, at Cathrina og Johan Heinrich havde været forelsket i hinanden længe; men den hårde herredsfoged havde sat sig imod deres ægteskab, så da han døde, kunne de slet ikke vente med at fejre bryllup, det skulle ske straks. Hvordan det nu end forholder sig med den sag, så kunne en medvirkende årsag til det hastige bryllup være den, at det var blevet temmelig uhyggeligt at bo i herredsfogedens hus længere. Enhver kunne jo sige sig selv, at en så hård mand som herredsfoged Holm, der ikke bare selv havde vidnet falsk i retten, men også havde overtalt andre dertil, umuligt kunne hvile i fred i sin grav. Og ganske rigtigt, da Cathrina efter begravelsen kom ind i sin faders studerekammer, sad han der i sin stol."Herre Gud Papa, sidder I her!" råbte hun angst."Æ, hæ, Papa!" grinede spøgelset. Og ud for Cathrina for at fortælle de andre, hvad hun havde set. Man diskuterede, hvad man skulle gøre, og blev enige om, at man nok hellere måtte sende bud efter en præst, som kunne mane spøgelset ned i jorden.
I 1901 fortalte Mads Peter Nielsen fra Klatrup Rasmus Lamb i Ringtved, at han, dengang de byggede den franske mølle, havde været med til at tømme mølledammen og rykke de mange pæle op, der stod i den. Da de kom til en bestemt pæl og allerede havde slået et reb om den, stod den gamle møller Boisen og så til fra sit vindue, og straks kom han farende ned og forbød dem at komme mere til den pæl.
- Så a ve godt, hvor den pæl står, der er sat ned over gjengangeren, sagde Mads Nielsen.
Oplysningstiden
En af grundene til, at pastor Overbeck ikke blev hentet, da herredsfogedens spøgelse skulle manes i jorden, har måske været den, at Overbeck har været en af oplysningstidens typiske præster. Man har da vidst, at han nærede den dybeste foragt for den slags overtroiske handlinger.
De lærde mente nu, at mennesket på sin sejlads gennem livet ikke havde noget bedre kompas end fornuftens og samvittighedens stemme. Præsterne prædikede om, at det væsentligste i kristendommen ikke var Kirkens dogmer, men Jesu Kristi milde lære, og den kunne samles i tre hovedpunkter:
- Troen på Forsynet.
- Kravet om et fromt og helligt liv i taknemmelighed over Guds gode gaver.
- Overbevisning om et evigt liv efter døden.
Mon ikke pastor Overbecks prædikener har været præget af denne indstilling til kristendommen, som han jo havde lært at kende under sit studium på Københavns universitet. Oplysningstidens filosofi kom til at præge de højere kredse i hele Europa. Den prægede åndslivet i København, havde stor indflydelse i kongehuset og på embedsmændene og de love som blev udstedt.
Skolen
Hvis pastor Overbeck - som alt synes at tyde på - også har været præget af oplysningtidens tanker, så må han have været meget skuffet over skolevæsenet i sit sogn, for det stod meget dårligt til med det, især i Styding. Det må have pint ham, for noget af det, som oplysningstidens foregangsmænd gik stærkest ind for var oplysning af folket gennem skoleundervisning. Men her må man huske på, at oplysningstidens ideer slet ikke var udsprunget fra folket, ja, ikke var trængt ud i den brede befolkning. Det var f.eks. bestemt ikke bønderne, der forlangte at få oplysning - tværtimod har de været modstandere af, at man tog børnene væk fra det nødvendige arbejde på gårdene for at give dem en undervisning, som i forældrenes øjne var helt unødvendig, ja, skadelig. Helt galt var det da, at man oven i købet skulle lønne den unyttige lærer.
Det ser ud som om bønderne i Styding har holdt børnene borte fra den undervisning, som blev givet i den skole, man havde bygget på marken midt mellem Hammelev, Tørning og Styding, og hvor man som mange andre steder havde ladet degnen om undervisningen. Han var jo lønnet af kirken i forvejen og man havde også givet ham et stykke jord, som han kunne dyrke og have sin indtægt af, og på den måde var brodden taget af bøndernes udgift til undervisningen. Alligevel sendte bønderne i Styding ikke deres børn til Nis Bergholdt, som degnen hed på det tidspunkt; men nogle af dem ansatte en 13-års dreng Bertel Anders Hammelef til at undervise deres ni børn. Det har sikkert været billigere, end hvis de skulle betale en rigtig lærer for det. Men der gik blot et halvt års tid, så var Bertel blevet ked af at undervise og han sluttede sin gerning af med at holde en tale for børnene.
Brødremenighedens indflydelse
Bertel Hammelefs forældre hørte til en lille kreds af Stydinger, der sammen med folk fra Jægerup og Maugstrup sogne samledes til kristelige møder. De var inspireret af en vækkelse, som udgik fra Brødremenigheden, der i 1773 af kongen havde fået lov til at rejse byen Christiansfeld på Tyrstrupgårds marker. Herfra blev der jævnligt udsendt brødre, som talte ved de møder, der blev holdt af små kredse på Fyn og i Sønderjylland og her iblandt den lille kreds i Styding.
Noget kunne tyde på, at pastor Overbeck ikke havde noget særligt til overs for Brødremenigheden og kredsen i Styding, og at de heller ikke havde noget særligt varmt forhold til ham. For da Bertel Hammelef skulle konfirmeres, blev han ikke sendt til sin egen sognepræst i Hammelev, men til provsten i Haderslev. Provstens undervisning gjorde nu ikke noget stort indtryk på Bertel, måske fordi han underviste de fleste af sine konfirmander på tysk. Kun nogle få - og blandt dem Bertel - blev undervist på dansk. Værst var det nok, at begge hold blev undervist sammen, så det har været en temmelig rodet affære.
Mange år senere fortalte Bertel, at han i 1758 lå syg hjemme hos sine forældre i Styding, og da kom den tanke op i ham:"Hvis Døden kom nu i nat, eller Herren kom til Dom, hvad så?"
Ved den tanke blev han angst og bad Jesus om, at han måtte leve, indtil han blev omvendt. Han aflagde det løfte, at han ville holde op med at synde, især ville han holde op med at skændes med folkene på gården; men han kunne ikke gennemføre det. Han læste nu i de bøger, som havde ført til hans omvendelse, for at finde ud af, hvorfor han ikke kunne få magt over sin synd. I en af disse bøger læste han, at man ikke straks skulle søge efter tro; men først i nogle dage betragte sin elendighed. Men han tænkte;"Hvis jeg nu dør i den tid, så går jeg jo fortabt; for Herren siger, at den, som ikke tror, fortabes." Et halvt års tid kæmpede han i det stille uden at betro sig til nogen. Men til sidst kom han til klaring, idet han i tro på evangeliet erkendte, at han ikke skulle tro på sig selv, men på Kristi kærlighed.
Senere tog Bertel atter lærergerningen op igen og var bl.a. hjælpelærer hos degnen i Burkal fra 1788 til 1795, og han bevarede også forbindelsen til Brødremenigheden, der kom til at betyde meget for ham.
Selvom pastor Overbeck ikke har haft en glødende begejstring for vækkelsen i Hammelev sogn, så har han dog ikke været ligegyldig med, hvordan han passede sit embede, tværtimod. Stille og rolig har han taget sig af præstegerningen, prædiket i kirken,undervist konfirmander, været sjælesørger og har besøgt gamle, syge og døende i sognet. Og hvem der kom til at betyde mest for troslivet i Hammelev sogn, de vakte i Styding eller præsten - ved kun Vor Herre.
Et vidnesbyrd om pastor Overbecks præstergerning har vi stadigvæk i et smukt lille hjemmealtergangssæt, som blev anskaffet i hans tid. Det var altså en side af præstegerningen, han lagde vægt på. Altergangssættet er lavet i 1784 af sølvsmed Peter Petersen i Tønder, og det består af en lille kalk i barok stilart med tilhørende disk. Oprindelig har der også hørt en vinflaske til sættet, men den er nu borte. Derimod har man bevaret det ejendommeligt formede sortlakerede læder-etui, hvori altergangssættet stadig bevares. Når man står med den smukke kalk og disk i hånden, kan man ikke lade være med at tænke på alt det, som dette sæt kunne fortælle, hvis det kunne tale, om de mange menneskeskæbner, hvis syge- og dødslejer det har været tilstede ved. Måske modtog også pastor Overbeck selv den sidste nadver af dette sæt, og fik kalken ført til sine læber, da han lå på sit dødsleje i Hammelev præstegård den 19 oktober 1785. Efter hans død flyttede hans hustru til Åbenrå, og skønt hun var den ældste af de to, overlevede hun ham i 25 år.
Tørning Mølle
Året før pastor Overbeck døde, overtog den første af Boysen-slægten Tørning mølle, idet den blev solgt på en offentlig auktion for 7777 daler courant (kontant) til Hans Boysen. Han var født i Hokkerup den 22. juli 1754 og kom til Tørning mølle fra godset Grønfeldt ved Graasten. Efter at have været møller i Tørning i 7 år blev han i 1791 gift med Helene Poulsen, som stammede fra Østergårds mølle i Hoptrup sogn, hvor hun var født i 1767. Hans Boysen døde på Tørning mølle den 5. april 1806 knap 52 år gammel, og efterlod i slægten mindet om en lidt mærkelig - halvt sindssyg mand.