Lütje Ebbesen (1799-1834)
- Tørning Mølle fra et gammelt postkort.
Tre år før pastor Aagaard rejste fra Hammelev, udsendte superintendent (biskop) Jacob G.K. Adler den såkaldte "Agende". Det var en anvisning på, hvordan der skulle holdes gudstjeneste, og hvorledes kirkelige handlinger skulle udføres i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Agenden var præget af datidens modefilosofi blandt præsterne den såkaldte Rationalisme, som satte den menneskelige fornuft i højsædet, og derfor gik den uden om undere og andet i Bibel og Kristendom, der stred mod den "sunde fornuft". Adlers Agende vakte vild forfærdelse rundt om i sognene, fordi den, som én skrev, blandede "menneskeord ind i vore Fædres Tro, som også er vor, og som vi gerne ville efterlade vore børn." Det forbavsende og foruroligende nye ved denne protest var, at den ikke stammede fra præster eller lærde mænd; men det var bønderne rundt om i sognene, som lod deres røst høre i et åndeligt spørgsmål ofte anført af sognefogeder og andre lokale foregangsmænd. Men her må vi huske på, at vi befinder os i tiden omkring den franske revolution.
Fra Hammelev sogn er der imidlertid ikke overleveret nogen protest mod den nye Agende, og det hænger nok sammen med, at man i Hammelev fik en ny præst, som var af en helt anden støbning end de rationalistiske præster. Atter var det Brødremenigheden i Christiansfeld, der øvede sin indflydelse.
Den nye præst Lütje Ebbesen var født i Westerland på Sild den 13. oktober 1760. Hans fader Ebbe Ebbesen var præst i Rantum sogn og havde sammen med købmandsdatteren Maria Christina Peters en børneflok på syv. Lütjes fader var en intim ven af Brødremenigheden, hvis rejseprædikanter ofte besøgte hans præstegård, og denne forbindelse til Christiansfeld kom til at præge dette præstehjem i en sådan grad, at tre af sønnerne og to af døtrene blev medlemmer af Brødremenigheden, da de blev voksne.
Da Lütje var 15 år gammel blev hans fader udnævnt til sognepræst i Sønder Bjert ved Kolding, og på omtrent samme tid kom Lütje i huset hos den lærde præst i Aventoft Andreas Gottlieb Fabricius, som underviste ham sammen med sine egne to sønner Johan og Lorenz samt de to præstesønner fra Vilstrup Jens og Hans Windekilde. Det var sikkert med fuldt overlæg, at Lütjes fader og moder ikke lod ham gå på latinskole; men sørgede for, at han kom til at læse til studentereksamen hos pastor Fabricius, for også hans hjem var præget af vækkelsen fra Christiansfeld og fik jævnligt besøg af rejseprædikanter derfra.
Således besøgte rejseprædikant A.S. Eckberg hjemmet i 1778, og han talte alvorligt med de unge om, hvilke farer, der truede ungdommen, og hvordan man kunne undgå dem. Det gjorde et meget stærkt indtryk på de store drenge, og de gjorde ham det løfte, at de ville være Jesu ejendom. Samtidig talte de meget indbyrdes om, at de ville optages som brødre i Christiansfeld. Det var dog kun Fabricius' to sønner, som blev medlemmer af Brødremenigheden, men de endte til gengæld begge med at blive biskopper i den. De andre blev alle præster i den danske statskirke, men beholdt hele livet forbindelse med Brødremenigheden.
Efter at have læst hos pastor Fabricius tog Lütje studentereksamen i Haderslev og rejste derefter til København, hvor han blev indskrevet ved universitetet.Nogen tid efter at han havde bestået sin eksamen ved universitetet blev han huslærer i Tyrstrup præstegård, inden han i 1790 blev udnævnt til personel kapellan ved Garnisons-kirken i København.
Den 15. november 1799 modtog han så udnævnelsen til sognepræst i Hammelev. Nu var Lütje Ebbesen efterhånden blevet 39 år, så det var på tide, at han fandt sig en ægteviv. Valget faldt på en 22-årig datter af sandemand Peter Olufsen Smit i Simmersted og dennes hustru Christine Sørensdatter Laursen. Den udvalgte hed Magdalene Meyer. Hende førte han altså ind som brud i Hammelev præstegård den 1. september år 1800. Men ægteskabet varede kun kort, og Magdalene nåede kun at føde en søn og en datter, inden hun døde den 15. marts 1806.
Pastor Ebbesen måtte nu finde en moder til de to små, og det er sandsynligvis grunden til, at han allerede i november det samme år giftede sig med den 45-årige Birgitte Marie Dyrhoff, som var datter af sognepræsten i Vilstrup Mathias Dyrhoff og dennes hustru Catharina Gude Jørgensdatter Zoëga.
Napoleonskrigene
De første år af Ebbesens præstegerning i Hammelev faldt i Napoleonkrigenes tid, og af og til skyllede krigens dønninger hen over Hammelev sogn. Mest mærkede man vel de urolige tider på den måde, at flere fra sognet lå i krigstjeneste i en lang årrække. Nogle af dem kom så sidenhen hjem og fortalte, hvad de havde oplevet, sådan som vi kender det fra Steen Steensen Blichers: "E Bindstouw". Men også hjemmefødningene i sognet fik krigen at mærke. Først i 1808, da de spanske tropper kom til egnen som den danske konges forbundsfæller. De fleste husker vel endnu, at det var dem, som ved et uheld kom til at sætte ild til Koldinghus, så det den dag i dag står som en vældig ruin.
Spaniolerne blev også indkvarteret i Hammelev sogn. Den gamle Chr. Jakobsgaard kunne for 100 år siden fortælle, at der dengang blev skudt en spansk soldat på den mark, som kaldes Stenager, og som dengang hørte til den gård, hvor der nu er rideskole. Man begravede soldaten på det sted, hvor han blev skudt, så der ligger altså en spansk soldat begravet på Stenager. Mærkelig nok har man aldrig hørt om, at han skulle spøge der; for de andre spanske soldater betroede folk i Hammelev, at Claris, sådan hed soldaten, ikke ville komme i Paradis - han var jo begravet i uindviet jord.
I julen 1813 kom man atter i berøring med de krigsførende i Hammelev sogn. Først havde man den 28. december een nats indkvartering af Kongens Infanteriregiment, som straks næste dag trak sig tilbage nordpå. Den 8. januar 1814 fulgte fjenden efter. Det var svenskernes forbundsfæller i krigen mod Danmark - de russiske tropper, som bestod af kosakker. Hammelev boerne kunne dog trække vejret lettet, da det viste sig, at det kun var Haderslev by, der fik indkvartering, og at fjenden den næste dag forfulgte de danske tropper nordpå. Men allerede næste dag var de tilbage, og den 11. januar så folk i Hammelev forskrækket, at en flok på 11 kosakker nærmede sig byen. Det var dog ikke Hammelev, der var deres mål, de fortsatte videre mod Gram, hvor de opholdt sig i nogle dage. Den 16. januar kom en enkelt kosak fra Haderslev til Hammelev, men han kom ikke i nogen ond hensigt, tværtimod kunne han fortælle, at der nu var sluttet fred. Hammelev slap altså let fra kosakkernes besøg.
Men man har alligevel været meget bange i Hammelev i den tid, for folk, som havde været i Haderslev kunne fortælle, hvor forfærdeligt kosakkerne opførte sig. Mange steder havde de tændt bål i gaderne, hvor deres heste også stod bundet, og det pinte folk, som måtte aflevere hø og havre til dem, at se hvordan de ødslede med det og lod hestene trampe det ned. Flere blev også tvunget til at sælge deres heste til kosakkerne, for slet ikke at tale om de heste, som de stjal både fra borgere og bønder, og hvis de så, at en borger havde nogle gode støvler, så sagde de blot:"Gut für die Kosak!" og så måtte han pænt forære dem støvlerne. Hvor de blev indkvarteret udvalgte de sig en stue efter behag og slæbte halm derind til at sove på. Omegnens bønder skulle levere fødevarer m.m. til kosakkerne. Fra Hammelev blev der dog kun sendt 7 høns, 8 pund fisk og 116 æg. Derforuden skulle Hammelev sogn levere fourage til de militære myndigheder i Holsten. 17 gårdejere i sognet betalte ialt 181 rigsdalere og 33 skilling, medens ejeren af Tørning Mølle gik helt fri. Som tidligere kongelig ejendom var møllen fri for krigsbyrder. Den 12. marts påtog gårdejerne Jens Jørgensen, Peder Pedersen, Hans Nissen og Hans Skøtt sig at tage til Holsten for at levere, hvad der blev forlangt.
Til brug for skattevæsenet var hver gård dengang vurderet til et vist antal plove, og efter den vurdering skulle de aflevere en større eller mindre mængde brød og havre til hæren, for havren fik de 4 rigsdalere pr. tønde og for brødene 15 skilling for hvert brød. Bagefter var der meget at fortælle fra den tid. Nogle i sognet vandt sig et godt ry, andre blev til grin, som nu ham, der havde mødt en kosak ved Nis Nissens gård. Og da kosakken spurgte om vej, fik han det svar:"Nit langs med de Latten; men langs med de Rotten." Han oversatte altså "lade" med "latten" og Ruger (jordhobe) med "Rotten", og i det hele taget måtte han senere hen høre meget for sine tyskkundskaber. Ja, historien blev fortalt i generation efter generation, så man endnu huskede den 100 år efter.
Af andre begivenheder i Lütje Ebbesens tid kan nævnes. at Forhuset blev bygget om, det er den tilbygning til kirken, som vi nu kalder Sakristiet. Til andre tider har man kaldt det for Skriftehuset, eller Præstekammeret. Forhuset fra Lütje Ebbesens tid stod kun til 1903, da det blev udskiftet med det nuværende Sakristi. Om Lütje Ebbesen selv kan fortælles, at han var en from mand, der tog sin præstegerning meget alvorligt. Hans prædikener har lignet Brødremenighedens præsters vækkelsesforkyndelse. Og den lille flok af vakte i sognet voksede da også i hans tid. Ebbesen og både hans første og anden kone tog sig af dem og holdt hver søndag forsamling for dem i præstegården.
Skolen
Skoleforholdene synes at være i orden i Ebbesens tid; men det er ikke helt klart, om man underviste børnene fra Styding ved en skolemester i det gamle skolehus, som indtil 1950 lå der, hvor Tvedvej nu munder ud i Ringvejen, eller om Styding- børnene blev undervist sammen med Hammelev-børnene i skolen ved Degnekoppel i nærheden af Loddenhøj. Af en protokol over jordskatterne fra år 1800 fremgår det, at man i Ladegård havde et skolehus, der - ligesom landsbyhyrdens hus - tilhørte landsbyfællesskabet.
Jürgen Overbeck, der blev ansat som degn i 1787, afløstes i 1810 efter 37 års degnetjeneste af Johannes Bergholt. Derefter fulgt Bertel Bertelsen fra 1818 - 1828, hvor han afløstes af Mathias Klöster.
Tørning Mølle
Den 5. april 1806 døde møller Hans Boysen på Tørning Mølle. Hans rige enke Helene Boysen blev året efter gift med ejeren af fabrikken i Christiansdal Jens Lautrup; men det blev Hans Boysens kun 6 årige søn Asmus, der kom til at arve møllen. Da han blev voksen, indgik han den 28 december 1833 ægteskab med Anne Christine Schrøder, en datter af skovridder Nis Ankjær Schrøder og hustru Anneke Christine Beeck fra Ulfshus ved Haderslev. Asmus Boysen var en stout mand, der myndigt tog sig af sine børns opdragelse. Som dreng havde han gået på latinskolen i Haderslev, og hver dag red han derind på sin hest. Da han selv fik drenge, ville han imidlertid ikke have, at de skulle gå i skole i Haderslev, men ansatte en huslærer til dem - en tysk officer, som han iøvrigt blev uvenner med på grund af krigen i 1848, hvorefter officeren blev afsat.
Asmus Boysen lagde stor vægt på, at hans drenge lærte jagt og fiskeri. Selv var han en stor jæger, og har nok en stor del af æren for, at lysten til og evnen for jagt og fiskeri kom til at præge hans efterkommere.
Hans kone Anne Christine var en meget blid kvinde. Hun forkælede børnebørnene, som hun fortalte gamle sagn, bl.a. om Herredsfoged Holm, som hun selv huskede fra sin barndom. Og hun vist børnene den pæl i mølledammen, hvor han var manet ned - "Holms pæl" kaldtes den. Det er også hende, vi kan takke for, at det store træ på toppen af slotsbanken vest for ruinen er bevaret endnu i 1988.
Da man i 1848 ventede, at de slesvig-holstenske friskarer skulle komme til Tørning, besluttede bønderne at hugge træet om , for at spærre vejen med det. Og de gik da også i gang med at føre beslutningen ud i livet. Da gik Anne Christine Boysen op til dem og sagde: "Jeg synes ikke, at I skulle gøre det. Det er synd for træet, og det hjælper ikke noget." Så opgav bønderne at fælde det. Der er også bevaret mange skønne minder fra Asmus og Anne Christine Boysens tid på Tørning Mølle. Blandt andet er en del af Anne Christines brudeudstyr endnu i familiens eje, og noget af det er måske vendt tilbage til Tørning Mølles stuer, når denne bog udkommer. Således et maghoni-chartol, der er lavet som et svende-stykke af en snedker i Haderslev. Et hjøneskab af maghoni, og noget af det mest spænnende et empirespejl, der oprindelig hørte til en samling på fire spejle, som blev kaldt "De fire årstider", og det bevarede spejl hed "Høsten". Disse spejle har også betydning for Hammelev sogns historie, fordi de er fremstillet af franske huguenotter på fabrikken i Christiansdal. Et andet vigtigt arvestykke er et smukt Peter-Green-ur, der er lavet i Åbenrå med Peter Greens hoved udskåret øverst på uret. Asmus Boysen havde den skik, at han hver søndag morgen stod op allerede kl. 6 og trak dette ur op. Jo, orden skulle der være i det, som han foretog sig.
Ebbesens sidste tid
Da pastor Ebbesen blev 73 år gammel, følte han sig syg og træt og fik derfor en kapellan til hjælp. Alligevel syntes han ikke, at han kunne klare anstrengelserne ved embedet, så da det gamle år randt ud den 31. december 1834, tog han også sin afsked. Lütje Ebbesen og fru Birgitte Marie flyttede til Christiansfeld, hvor datteren fra første ægteskab var søster i Brødremenigheden. Knap 2 år efter, den 26. august 1838 døde Lütje Ebbesen, og hans kiste blev ført til Hammelev, hvor han trofast havde øvet sin præstegerning i 35 af de 44 år, han havde været præst.