Johannes Reinholdsen Reimer (1699-1727)
I 1675 havde pastor Steffensen fået sig en kapellan: Johannes Reinholdsen Reimer, der var søn af pastor Reinhold Reimer og hustru Herlich Johannesdatter Fabricius i Bedsted, hvor han var født den 22. juni 1660. Allerede som 8-årig mistede han sin far og kom derefter i huset hos sin morbror magister Fabricius i Hostrup. Der læste han så flittigt, at han allerede som 16-årig kom på universitetet i Kønigsberg. Da han var færdig med sine studier havde han endnu ikke nået den kanoniske alder på 25 år, som det jo også i vore dage kræves, at man skal være nået til for at blive indviet til præst. Men på sin 25-års fødselsdag blev Reimer udnævnt til kapellan i Hammelev med løfte om, at han måtte efterfølge sognepræsten i embedet.
Så kan vi sagtens forestille os, hvordan det gik! For det gik, som det plejede. Man kan se sognepræstens datter Anna Maria for sig, når hun sky skottede til den nye kapellan. De andre piger i landsbyen drillede hende med ham, og hver gang rødmede hun dybt. Hun kunne også tydeligt mærke, hvad forældrene ønskede. Så da kapellanen friede, fik han et "Ja!"
Nu var sognepræsten sikret en kapellan på livstid, mange økonomiske problemer var løst, kapellanen ville til sin tid få let ved at overtage præstegården, og en ny præsteslægt var grundlagt i Hammelev.
Anna Maria fik en dygtig mand, der også vandt sine foresattes agtelse. Han blev både udnævnt til provst i Gram Herred og til consistorii assessor i Haderslev. Det sidste var embede som dommer ved det kirkelige retsvæsen. Consistoriet skulle dømme i sager vedrørende kirkens lære og kirketugten. Det skulle tage sig af problemer vedrørende kirke og skole, således stridigheder om kirkers og skolers besiddelser. De mest pinlige affærer var sikkert dem, der drejede sig om præsters og skolelæreres livsførelse.Langt de fleste retssager var om lægfolks ægteskaber, hor og utugt.
Der begyndte nu så småt at komme industri til sognet. En papirmølle blev i 1703 oprettet i Jernhyt. Den skulle lave papir af pjalter. Men det gik kun dårligt. Det kneb med at få pjalter nok, ligesom afsætningen skuffede. Fabrikationen blev standset i 1713. Af en indberetning fra 1735 synes det som om papirmøllen atter var kommet igang; men det gik stadigvæk kummerligt. I begyndelsen af 1700-tallet lagde man større og større vægt på børnenes undervisning, ikke mindst i Sønderjylland. Den ene landsbyskole efter den anden skød frem. Og fra den tid har vi også det første navn på en degn i Hammelev, nemlig Christian Christiansen Brand, som i 1716 blev afløst af skolelærer Christen Rasmussen. Omtrent fra samme tid er der vidnesbyrd om ansættelse af en skolemester i Styding.
Også fra Tørning mølle begynder der nu at dukke navne frem. Den var blevet udskilt fra Ladegården efter slottets endeligt. Slotsbanken med ruinen på toppen kom til at høre under møllen. I 1685 hed ejeren Chr. Kornbeck. Der i Tørning møllegård var der sorg den 5. maj 1724, da møller Eskel Hansen døde 10 dage før sin 62 års fødselsdag. Hans lig blev ført til Hammelev kirke, hvor han blev stedt til hvile under kirkeskibets gulv. Efter møllerens død overtog hans svigersøn Truels Petersen Schau møllen.
Lige over for møllen lå Tørning Kro helt nede ved mølledammen. Når bønderne bragte korn til mølle, kunne de i ventetiden gå derind for at få sig en dram eller et krus øl hos provstens søn Helmuth Otto Reimer, der var vært på kroen sammen med sin svigerfar Jens Farver. Der sad de så og talte om de dårlige tider, det var for landbruget. Og hvor ringe tiderne virkelig var, kan vi få et indtryk af fra en undersøgelse af forholdene i Styding, som blev foretaget netop det år, hvor møller Eskel døde. Der var ikke en okse på hver gård, men ellers var der på en gennemsnitsgård: 4 heste og ligeledes 4 køer, 3 ungkreaturer, 2 kalve, 6-7 får, 3 svin og smågrise, 1-2 gæs og hver gård havde en eller to vogne. På alle gårde skyldte man skat, og der var oven i købet én, som skyldte en kæmpesum på 100 rigsdaler.
Alligevel blev der året efter råd til at bygge et sakristi til kirken. Dette sakristi blev senere flere gange bygget om. Årstallet 1903 på dets østmur, hentyder netop til en sådan større ombygning, som blev foretaget i det år.
Provst Reimer blev 77 år. Han døde den 25. juni 1727. Og ved begravelsen den 8. juli kunne beboerne tage afsked med den gamle præst, som i 52 år havde øvet sin præstegerning i Hammelev sogn.