Carl Eduard Müller (1845-1850)
Efter at Sivert Andresen var flyttet til Magstrup skulle der vælges ny præst. Der var dengang to måder, hvorpå man kunne vælge præst i Sønderjylland. Mange steder stillede kirkevisitatorerne, d.v.s. Amtmanden og provsten, tre præster til valg. Disse tre skulle prædike ved en gudstjeneste i kirken, hvorefter alle mænd med egen husstand skulle stemme om, hvem af dem de ønskede til præst. Andre steder, f.eks. i hele Haderslev provsti, hvortil Hammelev hørte, var det Kongen, som "umiddelbart" valgte præsten. Og det var faktisk den bedste måde for et dansksindet sogn som Hammelev at få valgt præst på.
Selvom Sønderjylland dengang hørte under den danske konge, så var de fleste embedsmænd, om ikke tysksindede, så dog stærkt påvirket af tysk kultur og tysk sprog, som mange af dem benyttede i deres embedshandlinger. Det gjaldt også for de fleste præster. Almindeligvis skulle en præst, for at få embede i Sønderjylland have studeret 2 år ved universitetet i Kiel, hvor hele undervisningen foregik på tysk, og hvor der netop på den tid var en stærk begejstring for alt, hvad der var tysk. Mange drømte om en samling af alle tyske lande til eet stort tysk forbund, og til de tyske lande regnede de også Hertug-dømmerne Slesvig og Holsten, som de ville sammensmelte til eet land, der så skulle tilsluttes det tyske forbund.
Flertallet af præsterne øvede et stærkt pres på kirkevisitatorerne, idet de mente, at de kun skulle fremstille præster, som var uddannet i Kiel og som stammede fra hertugdømmerne Slesvig og Holsten, idet de hævdede, at disse præster var bedre egnet som præster i Sønderjylland,end uddannede præster som ikke havde rod i de to hertugdømmer. Denne indstilling stod imidlertid i en grel modsætning til den sønderjydske befolknings ønsker.
Det kom således til udtryk, da kong Christian den VIII i 1844 kom på besøg i Vonsbæk kirke, hvor der udspandt sig følgende samtale mellem kongen og menigheden:
- I have en smuk kirke, men I have jo ingen præst? sagde
kongen.
- Nej, Deres Majestæt!
- Ja, jeg sender jer en Dansk præst, som I vist ønsker?
- Ja, svarede en af mændene fra sognet, "vi ønsker ikke
alene en præst, som kan tale dansk; men en, som tillige har
et dansk sind."
- Det skal I få ! svarede kongen.
Hvilket de også fik, for kong Christian VIII søgte nemlig altid at få valgt dansksindede præster til de dansk talende områder af Slesvig.
Derfor var det da også lidt af et held, at det var kongen, som skulle vælge præst til Hammelev sogn. Kongen havde jo også lært Hammelev sogn at kende som et stærkt dansksindet sogn gennem de dramatiske begivenheder under hans besøg i Hammelev året før, og gennem Hans Nissens og Nis Steffensens audienser, tavlesagen og Slesvigsk Forening som han netop havde forbudt på grund af dens oprørske dansksindede udtalelser. Så der har nok ikke været tvivl i kongens sind om, at han også måtte finde en god dansksindet præst til dette sogn.
Nu var det nationale imidlertid kun een side af sagen. Der var jo også den religiøse side. Og her var Hammelev sogn et lige så stærkt brændpunkt som i sprogstriden. Den stærke religiøse bevidsthed kom bl.a. til udtryk i en klage som skolebørnenes forældre netop på dette tidspunkt havde fremsat mod degnen J.M.Closter. Degnen havde nemlig lært børnene salmer efter et nyt tillæg, som var lavet til salmebogen. Dette tillæg var præget af den religiøse retning, som kaldes Rationalismen. Rationalisterne gik ind for en fornuftsbestemt form for kristendom, hvorfor de fjernede alt det fra salmerne, som stred imod fornuften eller videnskaben, f. eks. Jesu undere. Forældrene i Hammelev forlangte, at degnen skulle holde op med at bruge dette tillæg i sin undervisning, og det trak op til en yderst alvorlig sag.
Denne stærke religiøse bevidsthed, som kom til udtryk herigennem, havde befolkningen i Hammelev fået gennem flere generationers virke af Brødremenigheden i sognet. Selvom deltagerantallet i de aktive kredse i sognet kun svingede mellem 2o og 50, og selvom der ikke var offentlig adgang til deres møder, så kom disse kredse alligevel til at præge hele sognet i en sådan grad, at Sivert Andresen havde måttet erkende, at hele menigheden med undtagelse af nogle få stykker hældede til brødremenigheden. Sivert Andresen var modstander af dette "uvæsen", som han kaldte det; men var dog forsigtig i sin behandling af kredsene. Han undlod således at kritisere Brødremenighedens møder, idet han var bange for at støde deres medlemmer fra sig, for det var jo dem, han kunne takke for den store kirkegang, han kunne glæde sig over i Hammelev sogn. Og mange af sognets fremtrædende folk som f.eks. lærer Bergstedt i Ladegård hørte til Brødremenighedens tilhængere.
Brødremenigheden på sin side tog også ganske bevidst hensyn til præsten og sørgede for at have et godt forhold til ham. Således opfordrede deres udsending eller emissær (som han kaldtes) sine "søskende" til regelmæssig kirkegang, også selvom præsten ikke tilfredsstillede dem. Når de gik jævnligt i kirke, vakte de nemlig ikke anstød; men gav andre et godt eksempel. Noget mere fjendtlig over for præst og kirke var en ny vækkelsesbevægelse, som Hammelev på den tid var blevet en slags hovedkvarter for. Der var nemlig kommet nogle fynske lægprædikanter til Sønderjylland. Overalt, hvor de kom frem, holdt de hemmelige møder. Kun indviede blev indbudt, for disse forsamlinger skulle holdes skjult især for præsten. Det var nemlig forbudt at holde den slags religiøse forsamlinger. Denne vækkelse fremkaldte selvfølgelig stærke spændinger ikke blot til kirken, men også til Brødremenigheden. Brødremenighedens dansktalende præst N.J.Holm giver følgende beskrivelse af "de Fynske apostle". De er , skriver han, "ukirkelige sværmere", der vil omvende hele verden. Men han måtte dog erkende, at de blev årsag til virkelig vækkelse, og at de også havde ret i den lære, som de forkyndte. Men den måde, hvorpå de forkyndte denne sande lære, førte efter Holms mening til, at deres tilhængere blev hovmodige og følte sig kaldede til at være kritiske dommere over præster og andre prædikanter. Endvidere syntes han, at de stødte an mod den borgerlige orden, og at de talte mod Djævelen og verden i et sprog, som den skinbarlige Goliat i sin tid havde brugt mod Israels folk. De Fynske Apostle på deres side anklagede Brødremenighedens prædikanter for at være fejge forklædte uslinge, der ikke frit og frejdigt turde træde frem i strid mod Djævelen og verden. Medens de Fynske Apostle om sig selv sagde, at de kæmpede fanatisk for at opnå martyriets glans. Trods de Fynske Apostles iver, var det nu Brødremenigheden, der fik den største og mest varige indflydelse i Hammelev sogn (en indflydelse som har varet indtil vore dage).
Da der i 1845 skulle vælges ny præst søgte de også at få indflydelse på dette valg. De sendte en ansøgning til generalsuperintendenten (biskoppen ville vi kalde ham), hvori fire mænd fra Styding "på de troendes vegne" anmodede om at få en vis Broder Brodersen udnævnt til præst i Hammelev, eller i det mindste en lignende "Christeligt sindet Evangelisk Præst", som forkynder "efter den Apostolske og Lutherske rene lære" og forvalter sakramenterne i "deres rette og rene Skikkelige Brug." De anførte endvidere i deres brev, at de ved at få en sådan præst vil " dæmpe den iblandt os nu meget overhaandtagne Sprogstrid og Politik, da dog intet andet er istand til at sætte Grænserne for Ugudelighed, end Guds rene og saliggørende Evangelium, hvor det med Kraft forkyndes, hvilket vi for nogle Aar siden have erfaret." Og de forsikrede til slut, at de kun ønsker "at leve som Troe og Lydige Undersaatere."
Brevet er underskrevet af Michael Michaelsen, som var fra Styding, Jørgen Steffensen, Niels Beier, Mathias Peder Hørlyck. Visitatoriet, d.v.s. amtmand Friedrich Johannsen og provst Chr. Ludvig Janssen advarede dog meget stærkt mod at ansætte Brodersen i stillingen, og generalsuperintendent Callisen mente også, at han var alt for pietistisk indstillet til dette embede.
Også fra dem, der gik stærkt op i den nationale strid kom der et forslag, nemlig pastor L.N.Feilberg fra Vester Vedsted. Feilberg var påvirket af Grundtvig og stærkt indviklet i kampen for danskhedens sag i Sønderjylland. Han var således medlem af Slesvigsk Forening, og var sikkert derigennem en god bekendt af Hans Nissen og Nis Steffensen. Feilberg måtte imidlertid afslå tilbudet om stillingen i Hammelev, fordi han ikke var i stand til at klare de økonomiske forpligtelser ved overtagelsen af dette embede. Den som fandt frem til den nye præst til Hammelev sogn var sikkert en af kongeparrets personlige venner, Peter Rørdam, som var sognepræst i Mern, og havde en meget høj stjerne hos dronning Caroline Amalie. Peter Rørdam var også en af Grundtvigs nære venner, og sammen med andre præster, der var præget af Grundtvig, var han medlem af Roskilde Præstekonvent. I dette konvent havde han lært en ung sønderjysk Kateket at kende. Carl Eduard Müller fra Haderslev. Müller var kateket i Præstø, hvor han var glad for at være. Men han ville selvfølgelig gerne have et rigtigt sognepræsteembede, og det skulle helst være i Sønderjylland.
Müller som præst
Carl Eduard Müller syntes at være den helt rigtige præst til Hammelev sogn; for han havde taget sin embedseksamen i København og var altså slet ikke præget af den tyske kultur ved universitetet i Kiel,men havde forbindelse til grundtvigske kredse, der gik stærkt ind i kampen for den danske kultur i Sønderjylland.
Som sønderjyde kendte han også ved selvsyn forholdene godt i landsdelen. Han var tilmed søn af gode dansksindede forældre, stadskasserer Christian Thygesen Müller og dennes hustru Susanne Cathrine f. Sørensen. Til alt dette kom, at Müller var en from mand, som fuldt ud ville tilfredsstille de ønsker, som vækkelsens folk i Hammelev havde givet udtryk for, når de bad om at få en "Christeligt sindet Evangelisk Præst", som forkyndte"efter den Apostolske og Lutherske Lære" og forvaltede sakramenterne i deres rette "og rene Skikkelige Brug". Det var næsten ord til andet det ideal, som Müller selv gav udtryk for, at han stræbte efter, og som da også prægede hans liv og forkyndelse. Så man forstår godt, at kongen gav ham lovning på embedet i Hammelev.
Men det var nu ikke nok til at blive ansat. Müller havde jo ikke studeret de to år ved Kiels universitet, som man skulle for at blive ansat i Sønderjylland. Derfor måtte han først søge dispensation ved det slesvigske kanceli, hvilket han fik på betingelse af, at han underkastede sig den såkaldte "tentamen" hos generalsuperintendenten i Slesvig. Det var en prøve man skulle bestå, hvorefter generalsuperintendenten udstedte et "testinomiam ", hvori han erklærede, at han ikke havde noget at udsætte på kandidatens flid, lære og liv. Og i Carl Müllers "testinomiam" kunne generalsuperintendent Callisen skrive, at han udstedte det "med stor fornøjelse". Derefter kunne Carl Eduard Müller endelig tiltræde sit embede i Hammelev den 7. februar 1845.
Da han havde været ansat i Hammelev nogle måneder, besluttede Peter Rørdam sig til at foretage en rejse til Sønderjylland, hvor han bl.a. ville besøge Müller i Hammelev. Han skrev til Grundtvig og fortalte ham om rejsen, og det fremgår af brevet, at han først var med til den årlige fest på Skamlingsbanken. Den blev dog til en skuffelse for ham. Talerne var alt for ringe, syntes han. Men der var dog et enkelt lyspunkt. Det var en karl ved navn Peter Ravn, som holdt den bedste tale, og denne karl var fra Hammelev.
Om besøget i Hammelev skriver han: "Møller i Hammelev, som jeg var hos, lever alene for at være Præst, og det er med en overordentlig Nidkærhed; han fører et stille og roligt Levned i al Gudsfrygt og Ærbarhed, og naar man har fornummet al den Uro og Splid, der er i Landet i alle Retninger gjør det godt at komme et Sted hen, hvor man intet mærker til Krigen; dog gik han med mig til Hans Nissen, som bor der i Sognet og er Formand for Slesvisk Forening, da jeg ville kende denne Mand, men han var ikke hjemme. Møller er en stille Mand, som man godt faar til at forstaae Sandheden, naar man behandler ham fredeligt; saaledes tilstod han ganske aabenhjertigt, at Slesvigerne opløfte et stort Skrig, naar en Sjælænder eller en Fynbo fik Embede i Slesvig, og ikke kunne begribe, hvorledes en Slesviger kunde trives i Fyen eller Sjælland. Derfor var han glad ved at have levet i Præstø, og at han havde levet godt."
Carl Müller var glad for sit embede i Hammelev, som han anså for et virkelig godt sogn. Han skriver således i sin første indberetning til superintendent Callisen, at der i sognet var en kerne af troende, og de øvrige beboere i sognet var velvillige, så ordet om den korsfæstede hørtes gerne af de fleste. For den troende præst var både sjælesorgen og forkyndelsen et skønt arbejde. Og han fortæller, at han har stiftet en Bibelforening i sognet, og at alle gårdmændene havde tilsluttet sig den. Da generalsuperintendent Callisen selv aflagde sin første visitats hos Carl Müller i 1847, fik han det gode indtryk bekræftet, og han skriver i sin visitatsberetning, at pastor Müller var "en fortrindelig og værdig kristelig mand."
Fra Müllers tid som præst i Hammelev har vi i dag pulpituret i kirkens vestende. Det blev bygget af snedker Suchland i 1845. Det orgel som nu står på pulpituret er dog først bygget i 1916, men dele af det går tilbage til et orgel som er lavet af orgelbygger Orth fra Gram, og der er noget som kunne tyde på, at der allerede på Müllers tid var et orgel i kirken.
Da man i 1845 efter J. M. Closters død søgte en ny degn var det anført som en betingelse, at denne nye degn skulle kunne spille på orgel, hvilket i øvrigt gav anledning til en strid, hvis egentlige baggrund muligvis har været de nationale modsætninger, som også prægede præstevalget.
Degnen Iver Nissen
Den degn, som blev ansat hed Iver Nissen. Han var født den 23. juni 1800 i Hammelev sogn som søn af gårdmand Iver Nissen og dennes husdru Anne Marie Michelsdatter. Forældrene tilhørte to af sognets mest fremtrædende slægter, og faderen beklædte flere tillidshverv. Han var således sandemand og kirkeværge og var kendt som en dygtig musiker.
Alligevel dukker der forud for Iver Nissens ansættelse nogle mærkelige anonyme læserbreve op i "Dannevirke". Det første fra den 17. december 1845 har i stedet for et navn blot et X som underskrift, og det lyder således:
"Et rygte fortæller, at en skolelærer, der har maadelige Charakterer og ei i stand til at opfylde den af Kirkevisitatorerne stillede betingelse, "at kunne spille på Orgel", skulle være udset til Degn og Skolelærer i Hammelev i Haderslev Provsti. Skulde dette mod Forventning stadfæste sig, da kan man fristes til at antage, at graae Haar anbefale endnumere til Ansættelse i et Degneembede i Haderslev provsti end Duelighed."
I bladet, der udkom juleaftens-dag skrev en, som undertegnede sig med en stjerne:
"I "Dannevirke" har en formeentlig Ansættelse af Hammelev Degnekald været omtalt. Jeg hylder Retfærdighed og Offentlighed; men utidig Advarsel og Paamindelse for maaske at indjage Kirkevisitatorerne Skræk, kan intet retfærdigt Menneske bifalde. Jeg ved ikke, hvem Rygtet tillægger det omtalte Embede; men efter Ref. Mening er det en Skolelærer, som har faaet graae Haar i Skolen og kun en kunne misunde sådan Een dette Kald, som endda formindskes ved Borttagelse af en Deel af Skolelønnen. Lad være, at den som menes (Gud ved, hvem det er) ikke kan spille på Orgel,(og maaske kan han spille Orgel),saa er det dog ikke Hovedsagen. Duelighed som Skolelærer bør dog først og fremmest komme i Betragtning, og kun Egoisten kan misunde en duelig Skolelærer et formindsket Degnekald."
Hvis det er Iver Nissen, der hentydes til i disse læserbreve, så taler meget for, at baggrunden i virkeligheden har været de nationale modsætninger. Iver Nissen skrev nemlig jævnligt i bladet "Lyna", der blev regnet for tysksindet, og han havde oven i købet været på tale som dette blads redaktør. Hvis angrebene i "Dannevirke" var rettet mod Iver Nissen, så traf de dog langt ved siden af målet. For ikke alene havde han i 1836 fået det skudsmål, at han havde "udmærket talent til skolefaget"; men han havde oven i købet vundet sig en betydelig anerkendelse for et fint pædagogisk forfatterskab.
Således havde han udgivet 3 regnebøger, nemlig "Regnebog for Begyndere", "Regnebog for den tilvoxende ungdom" og nu til sidst lige før sin ansættelse i Hammelev "Den lille Regnekonstner". Og disse bøger fik en helt enestående udbredelse i datidens skoler, idet de udkom i hele 13 oplag. Derforuden havde han udgivet en bog om Haderslev amt og en såkaldt "Sædelære". Den sidste bestod af en række skildringer fra Danmarks- og Verdenshistorien, som skulle være idealer læserne kunne stræbe efter at leve op til i deres personlige liv.
Endvidere havde han udgivet to historiebøger: "Hertugdømmet Slesvigs Historie i Udtog" og "Danmarks Historie i Udtog". Hvor anerkendt disse bøger var viste sig bl.a. deri, at den sidstes 2. oplag blev trykt et så fornemt sted som hos universitetsbogtrykkeren og blev udgivet på Gyldendals forlag med en fortale af den kendte historiker E. C. Werlauf. Og da Danmarkshistorien 8 år efter Iver Nissens død i 1858 udkom for 3. gang var det den historiske forfatter og politiker Frederik Barfod, der udgav den, en mand, der var kendt for en dyb og oprigtig begejstring for tidens nationale ideer.Hele forfatterskabet vidner om, at Iver Nissen bestemt ikke var tysksindet, og det er nok typisk for ham, at han, som havde været på tale som redaktør af "Lyna", også reklamerede for sine bøger i det dansksindede blad "Dannevirke".
Derimod har Iver Nissen sikkert ikke kunnet sympatisere med sin svoger Nis Steffensen, der var gift med Iver Nissens søster, eller med Hans Nissen og Slesvigsk Forening. Hans indstilling har sikkert virket temmelig gammeldags på disse foregangsmænd, idet han var en varm tilhænger af enevælden. Han kunne således ikke få sig selv til at fortælle i sine bøger, at kong Christian VII var sindsyg. Kongen skulle efter hans mening stå højt i folkets øjne.
Hans religiøse indstilling har også virket noget gammeldags. Han var ligesom den tidligere degn J. M. Closter rationalist, men indtog alligevel den stilling i skolestriden i Hammelev, at han ikke ville anvende det omstridte tillæg til salmebogen i undervisningen, fordi som han udtrykte det, han ikke ønskede at modarbejde kirkens og menighedens tro. Man kan undre sig over, at han skulle gå ned i løn ved sin ansættelse i Hammelev. Men det hænger sikkert sammen med, at der det år, hvor han blev ansat, var bygget en ny skole, som kom til at ligge på den mark ved gården Loddenhøj, som nu hedder Degnekobbel. Det er så tænkeligt, at børnene er blevet delt mellem skolerne i Styding, Hammelev og Ladegård, og at degnenes løn på grund af det lavere børnetal er blevet sat ned. Måske har Iver Nissen valgt denne stilling, fordi den var mindre krævende og gav ham tid til at dyrke sit forfatterskab. Eller han kan have valgt den for at vende tilbage til sin fødeby. I det mindste fik Hammelev sogn i ham en af de mest betydningsfulde lærere, der har haft deres virke her, hvilket bl.a. kom til udtryk ved, at kongen udmærkede ham med tildeling af Dannebrogsmændenes Hæderstegn.