Johannes Stephansen Prætorius (1742-1751)
Den pietistiske storm blæste også ind i Hammelev præstegårds stuer og bragte sjælene der i bevægelse. Det er ikke klart, hvornår det begyndte. Alt taler dog for, at det allerede skete i Steffen Prætorius' tid, og at han var åben for den nye tids tanker. Muligvis var det hans ældste søn, som nu skulle efterfølge ham, der bragte den nye bevægelse ind i præstegården.
Johannes Stephansen Prætorius var født i Hammelev den 7. juli 1703. Da han havde taget studentereksamen på latinskolen i Haderslev, rejste han til pietismens højborg, universitetet i Jena, hvor han blev indskrevet som student den 11. marts 1722. Senere studerede han ved det andet brændpunkt for den pietistiske bevægelse nemlig universitetet i Halle. På dette universitet var undervisningen præget af den form for pietisme, som brødremenigheden i Herrnhut stod for, og som allerede var kommet til Hammelev gennem Jürgen Sønderskov. Til sidst læste han ved universitetet i Kiel. Det gjorde han sikkert for derved at få adgang til et præsteembede i Sønderjylland. Johannes Prætorius var en overgang rektor i Bysum, som ligger i Ditmarsken. Der blev han gift med Elsabe Kruse. De to unge flyttede i 1733 til Simonsberg, hvor Johannes Prætorius var sognepræst, indtil han den 17. august 1742 efterfulgte faderen i Hammelev.
Det er altså tænkeligt, at det var Johannes Prætorius, der bragte det pietistiske røre ind i Hammelev præstegård, og det kan være sket, allerede medens han studerede i Jena og kom på besøg derhjemme. Da må han have talt med sin far om de nye tanker, han havde mødt på universitetet. Man kan se den unge student for sig, når han også talte fortroligt med sin moder om sjælens frelse. Snart har de andre i familien og husfolkene sluttet op om dem. Og det bredte sig videre ud blev til møder, konventikler, som de kaldtes, for sognets folk. Man bad inderligt sammen, læste Guds ord, og da var det som om Bibelen åbnede sig på en helt ny måde for en, kom een ved. Og så sang man de dejlige nye salmer, som nu gik deres sejersgang overalt.
De salmer, som pastor Ægidius i Varnæs havde digtet, fandt også vej til Hammelev. Og i 1732 skete et af de store salmeundere i Danmark. Aldrig har menigheden i Danmark fået en bedre julegave end den, som trediepræsten i Tønder skænkede os i det lille beskedne hefte, som han kaldte nogle julesalmer i hast sammenskrevne. Hvor har det været en stor oplevelse, da "Den yndigste rose" for første gang lød i Hammelev præstegård.
Senere udsendte Brorson en hel lille salmebog "Troens rare Klenodie" hed den. Og da man begærligt greb den og slog op i den nye bog, så man, at den første del hed "Troens Fryde-Fest" og det var lige den helt rigtige overskrift for det,som man oplevede i disse år.
For mange står Pietismen ganske vist som en sort og trist bevægelse; men sådan må en kristen vækkelse virke på verdsligt sindede, ikke mindst når de vakte er lidt for hurtige til at dømme deres medmennesker, sådan som det ofte var tilfældet med pietisterne. Mangen én er gået forarget hjem fra Hammelev kirke ikke mindst i juletiden. Her var man kommet i kirke for at få en hyggelig juleprædiken. Og hvad sker? Der står den unge pastor Prætorius og tordner mod julestuernes verdslige løjer. Noget som de fleste ellers regnede for uskyldige fornøjelser. Og præsten kunne oven i købet gøre det med kongen i ryggen. For også kongen var grebet af pietismen, hvilket tydeligt kunne ses af de love, som han udstedte. Han forbød ikke alene julestuer; men indskærpede i det hele taget søndagshvilen og forbød alle forlystelser på helligdage. Ja, hvis man tog loven helt bogstaveligt, så kunne folk idømmes bøder for ikke at gå i kirke. Det er klart, at den slags måtte virke sort og trist for mange. Men sådan var pietismen ikke for dem, der oplevede den indefra. For dem var pietismen en stor glæde.
Pietismen bragte både unge og gamle en vældig befrielse. Man sang og spillede. Ja, det er næsten umuligt at tænke sig Hans Adolf Brorson uden en lut i hånden. Derfor har nogle da også betegnet pietismen som en kvidrende ungdommelighed.
Det måtte simpelthen ende med en ny salmebog. Kingos salmebog var aldrig rigtig slået an i Sønderjylland, hvor den da heller ikke var indført som den officielle salmebog, sådan som det var sket i resten af landet. Men nu kom den salmebog, som skulle blive Sønderjyllands officielle salmebog, og som kom til at præge det religiøse liv i landsdelen. I 1740 udgav man den såkaldte "Pontoppidanske Salmebog". Den var udgivet af Erik Pontoppidan, som havde været lærer for prinserne og senere kapellan ved hertughoffet i Nordborg. Derfra kom han til Havnbjerg, hvor han var sognepræst indtil han i 1734 forlod Sønderjylland for at blive slotspræst i København og senere biskop i Bergen og prokansler for Københavns universitet.
"Den Pontoppidanske Salmebog" indeholdt en række af de gode gamle salmer som f.eks. mange af Kingos salmer. Dertil kom nu salmer af Ægidius og forskellige pietistiske digtere som Paul Gerhardt og så selvfølgelig Hans Adolf Brorson, der snart skulle blive biskop i Ribe. Egentlig var salmebogen kun beregnet for hoffets menigheder, men snart spredtes den ud over hele landet. Også i Hammelev kirke begyndte de nye salmer at lyde. Endnu finder man rundt om i sognet "Den Pontoppidanske Salmebog", som ofte er fint indbundet og smykket med sølvbeslag.
Der lød også en ny slags prædiken i kirken. Den var ikke længere et stift og kedeligt læreforedrag. Men pastor Prætorius talte inderligt ligesom henvendt til hver enkelt personligt om den evige fortabelse, om syndenød og bodskamp, om hjertets begær efter Gud, om troens gennembrud, der førte mennesket fra fortvivlelse til fred med Gud i den trygge vished om sjælenes frelse, om det nye liv i Kristus, om troens frugter, om hjertets hengivenhed i Guds vilje, om den overvældende oplevelse af Guds kærlighed og opstandelsen og det evige liv, hvor Jesus atter skulle forenes med sin menighed som brudgommen med sin brud. Selvfølgelig måtte denne religiøse indstilling også give konfirmationen et nyt præg. Det kom blandt andet til udtryk i den katekismus, som Erik Pontoppidan havde udgivet. Den bar den betegnende titel "Sandhed til Gudsfrygt". Denne bog har pastor Prætorius anvendt med det sigte, at han ville føre hver enkelt konfirmand frem til oplevelse af et personligt religiøst gennembrud. Og han gjorde selve konfirmationen til en højtidelig edsaflæggelse, der skulle give de unge sind en uforglemmelig oplevelse. I det hele taget lå undervisning pietisterne stærkt på sinde, hvilket også kom til at præge livet i Hammelev sogn.
Der er allerede fortalt om rejsning af det nye skolehus i Styding. Der skrev man i 1743 kontrakt med en ny skolemester. Han blev deri pålagt, at han bestandig skulle blive ved børnenes undervisning både vinter og sommer og ikke efter eget behag at give sig selv fridage. Frem for alt skulle han sørge for, at børnene blev undervist i "Guds og Vor Frelsers Kundskab", så de derigennem førtes til gudsfrygt og alle kristelige dyder.
Pietismen kæmpede imod den golde udenadslære. Børnene skulle forstå det, de lærte. I det hele taget rummede pietismen en dyb human forståelse for barnesindet. Målet med undervisningen var, at børnene skulle lære at læse og indøves i katekismeforklaringerne. De dygtigste børn skulle indvidere indføres i kendskab til Bibel og Salmebog. Derimod var regning og skrivning valgfrie fag. Men sindene i Hammelev sogn var i pastor Prætorius' tid ikke blot optaget af høje ideer og dybe religiøse tanker. Man har selvfølgelig været optaget af alt det, som til enhver tid fylder menneskenes sind: Forargelse eller medlidenhed f.eks. Som dengang i 1740-ne da skovfoged Severin Petersen blev afsat fra sin stilling på grund af besvigelser.
En dag i 1745 var sindene i Hammelev sogn optaget af, at der omkring kirkens alter var hængt et fint rødt skarlagens alterklæde. Det var smykket med brede sølvsnore og smukke broderinger. Man så årstallet og bogstaverne F.L.F.E.L. Ned fra talepulten på prædikestolen hang et lignende klæde med et Kristus-monogram. Man vidste, at det var den tidligere hollandske guvernør i Guinea Fridrich Lihme og dennes hustru, der havde skænket kirken disse kostbare klæder. Fridrich Lihme stammede fra Gram, hvor han var født den 21 marts 1697; men havde altså foretrukket Hammelev som bopæl, da han vendte tilbage til sit fædreland.
Og i Hammelev kom hans støv da også til at hvile. Efter at han var død den 23. september 1747, blev hans kiste nedsat i kirkeskibets gulv mod øst mellem møller Eskel Hansens og herredsfoged Jacobus Holms grave. Guvernørens hustru Friderica Elisabeth Lihme sørgede for, at der blev lagt en mindesten over graven.
Tørning Mølle skiftede ejer nogle gang i Johannes Prætorius' tid. Tømrermester Hans Friedrich Hoyer fra Tønder fik i 1743 fæstebrev på møllen af kong Christian den VI. Efter ham fulgte sønnen Matthias Hoyer og i 1749 Johann Christian Beech. Bønderne havde ikke lov til at benytte hvilken mølle de ville; men hver gård havde møllepligt overfor en bestemt mølle. Under Tørning Mølle hørte der således 200 møllepligtige landbrug i de omliggende sogne. Til møllepligten hørte der også hoveriarbejde, den såkaldte "hånd- og spandtjeneste". Fra efteråret 1749 er der bevaret en opgørelse i forbindelse med hoveriarbejdet ved anlæg af en ny dæmning ved Tørning Mølle.
I perioden fra 26 september til den 10. oktober arbejdede 288 mand på dæmningen. Med 88 vogne kørte de 2.2oo læs jord. Den 11. oktober tog et nyt hold fat. Det var på 453 mand, og de havde 120 vogne til hjælp. Med dem blev der fragtet 3.000 læs jord. Det sidste hold gik i arbejde den 26. oktober og var færdig den 20. november. Det var på ikke mindre end 693 mand, og 231 vogne kørte 5.775 læs jord til dæmningen.
Man kan forestille sig, hvilket leben der har været i Tørning under dette arbejde. Der var folk fra Hoptrup, Vedsted, Bevtoft, Skrydstrup, Nustrup, Oksenvad, Sommersted, Jels, Ødis, Stepping, Gammel Haderslev og Hammelev sogne. Der blev kommanderet, råbt og bandet. Der blev grinet og skældt ud. Mange historier om begivenheder under arbejdet blev sat i omløb i sognene. Mange bekendtskaber blev gjort, ægteskaber blev aftalt, handler sluttet, væddemål indgået og slagsmål udkæmpet. Da de, som havde været med, blev gamle, viste de deres børnebørn dæmningen og fortalte stolt: "Se, den var jeg med til at bygge, det var dengang ..." og så kom de historier, som familien efterhånden kunne udenad, og som man forlængst var blevet trætte af at høre.
Men der var også andre begivenheder, som blev fortalt fra generation til generation, og som man endnu kan høre folk fortælle dunkle og halvt glemte sagn om.
Kirken fik i året 1751 det sandstens solur, som man kan se over våbenhusets dør. På mange solure står der nu om dage: "Jeg tæller kun de lyse timer!" Men netop det år, hvor soluret over Hammelev kirkedør blev anskaffet, var der mange mørke timer at tælle for folk i Hammelev og ikke mindst for familien i præstegården. Det var nemlig det år, hvor næsten hele Hammelev by brændte. Også præstegården gik op i luer, og der blev end ikke tid til at redde kirkebøgerne.
Kort tid efter branden, nemlig den 25. juli 1751, ramte en ny ulykke de stakkels præstefolk. Johannes Prætorius døde, kun 48 år gammel. Tilbage stod enken med sine to sønner. Hun var på fallittens rand efter at have mistet alt det, som blev ildens rov. Alligevel lykkedes det for hende at give sine sønner en uddannelse. De blev begge præster: Andreas Christian i Burkal og Stephan Hinrich i Hejls-Vejstrup.