Blade af Hammelev Sogns Historie

Andreas Friedrich Ludwig Hamann (1914-1922)

Michael Steffensens gravsten. Han faldt i 1. verdenskrig.

Den næste præst kom til Hammelev d. 30. oktober 1914. Han var født den 25.7. 1872 af Emilie Antonia Caroline Augusta Carstens, der var gift med sognepræsten i Hohenast, Andreas Christian Hamann.

Efter at han i 1897 var blevet teologisk kandidat, blev han den 22.9. 1901 kapellan i Heiligenhaven og Året efter den 29. maj sognepræst i Ockholm. Ligesom pastor Wassner kom han til Als, hvor han den 23.1. 1909 blev sognepræst på Kegnæs. Han var den 9.7. 1902 blevet gift med en københavner-inde Agnes Marie Jensen født den 14.8. 1872 som datter af fabrikant og oldermand Peter Christian Jensen og Sofie Kjær. Det skulle altså være et forholdsvis godt præstevalg for Hammelev sogn, da præstefruen var dansk. Det viste sig da også at få sin betydning. Fru Hamann var bl.a. god til at besøge og tale med de syge i sognet. Sprogligt var det også en fordel for præsten at have en dansktalende hustru siddende på kirkebænken, så hun senere kunne gøre ham opmærksom på fejl i sproget.

Kirkeligt liv

Gudstjenestebesøget var tilnærmelsesvis uforandret, om end mangel på opvarmning og belysning i en del af vinteren 16 - 17 havde påvirket det føleligt. Børnenes deltagelse i gudstjenesten var ringe, hvilket antagelig skyldtes, at en af lærerne var "völlig antikirchlich gerichtet", han (havde en meget antikirkelig indstilling), så han end ikke overværede bibeltimerne i sin egen skole. Ungdommen - med undtagelse af de nykonfirmerede - viste sig sjældent i kirken. Dette gjaldt også en stor del af soldaterne på orlov. Trods ofte ugelang nærvær i hjemmet, tog de hverken del i gudstjeneste eller altergang. De tidligere afholdte Kriegsbetstunden ( andagter, hvor man bad for den tyske hær ) havde måttet indstilles, da mangel på belysning og varme satte ind. Skønt besøget ikke havde været tilfredsstillende, havde det dog været af en sådan størrelsesorden, at sognepræsten kunne have ønsket at fortsætte med dem. Børnegudstjenesterne holdtes "in freier form" i trinitatistiden, bortset fra nadversøndage. Hamann holdt bibeltimer i Styding og Ladegård fra advent til fastetidens begyndelse. Sidstnævnte sted holdtes også samtalemøder "Bibelsprechungen" i private hjem.

Den 14 maj 1916 blev det nye orgel (pris 5.300 Mark, som er betalt af den fælles kirkekasse) indviet ved en tale holdt af pastor Hamann, og ved en særdeles velbesøgt kirkekoncert, hvori seminarielærer Huth, Haderslev, fru Winkelmann, Aabenraa og Assessor dr. Marten, Haderslev, medvirkede. Pastor Hamann talte over ordene:

"Ære være Gud i det højeste og fred på jorden og i mennesker en velbehagelighed."

Enkelte gik dog skuffede hjem, deriblandt Hans Skau, fra Skovgård. Han havde hellere villet have orgelet indviet ved menighedens sang, end ved en fornem kirkekoncert.

Hammelev kirkes orgel er et såkaldt pneumatisk orgel, d.v.s. at alle dets mekaniske dele drives ved en luftstrøm, hvilket giver orgelet en meget blød klang, men samtidig gør, at man ikke kan spille særlig hurtigt på orgelet. Hver tone kommer nemlig en brøkdel af et sekund efter, at man har trykket på tangenten.

I 1921 blev P. Christiansen ansat som graver. Til hans tjeneste hørte, at han skulle træde den store orgelbælg, og for denne tjeneste modtog han 12 Mark og 5 Phenig årligt. Der blev indlagt elektricitet i kirken i 1918. Prisen herfor var 2875,20 Mark. Også præstegården fik samme år indlagt Elektricitet og det kostede 3989,20 Mark. I december 1914 fik man badeværelse i præstegården, sikkert i forbindelse med præsteskiftet det år. Badeværelset kostede 300 Mark.

Hans Skaus dagbog

Hans Skaus forhold til kirke og kristendom, afspejler sikkert den almindelige indstilling i sognet, nemlig på den ene side trofasthed mod kirken og fastholden ved den kristne tro, på den anden side, modvilje mod de tyske præsters nationale indstilling og deres embede i den tyske stats tjeneste. Påskedag 1918 skriver han således: "Atter er dagen oprunden til Minde om, at vor Frelser overvandt Døden, og opstod Paaskemorgen. Ja, i sandhed et herligt Budskab, at han døde for vore Synder og for at frelse os fra den evige Død og Tilintetgørelse... Var i formiddag til Kirke med næsten hele Familien. Prædikenen fik man ikke meget ud af til Trøst, som jo Dagens Evangelium indeholder så meget af. Er skylden min? Det var mig - som Bønnen om at velsigne den tyske Stridsmagt, saa Tysklands Ret og Uafhængighed garanteredes - var Hovedsagen. Det blev da ogsaa fremført så salvelsesfuldt og højtideligt som muligt."

Hans Skau havde allerede, da det trak op til krig, begyndt at føre dagbog for at skildre de store begivenheder, som han anede nu ville udspilles. Hans Skau var en ivrig forkæmper for danskheden, ven med flere af de førende skikkelser i Sønderjylland og indehaver af flere tillidsposter, både nationalt og inden for landbruget. Han kan således i sin dagbog - både gennem egne oplevelser og referater af samtaler - give et ganske godt billede af hvad der rører sig i de danske kredse lige fra rigsdagen i Berlin til den jævne hverdag hjemme i sognet.

Vi følger angsten og nøden rundt om i hjemmene, sorgen over de faldne, den alt for korte glæde ved gensyn under orlov. Vi mærker hans optagethed af de offentlige hverv, han påtager sig, trækkeriet med de tyske myndigheder, sorger og glæder i familien, omsorgen for hans to drenge, som sidder godt gemt i Danmark. Vi læser om hemmelige rejser over grænsen til Danmark, om hans tanker, når han læser både danske og tyske aviser om de blodige slag ved fronten og statsmændenes taler, indtil jubelen stiger op i sjælen, da krigen ender, og genforeningen toner frem i horisonten for tilsidst at blive en realitet.

Efter genforeningen opnåede Hans Skau den store ære at modtage kong Christian X som gæst på Skovgård, ligesom han også senere blev udnævnt til ridder af dannebrog. I 1952 døde han, 81 år gammel.

Chr. Petersens krigserindringer

Ove Petersen nedskrev som stor dreng sin bedstefars, snedker og gårdejer Chr. Petersens, erindringer fra dengang han som sønderjyde måtte deltage i den første Verdenskrig på tysk side. Også her kan vi næsten dag for dag følge en frontsoldat under hele krigen.

Om den første gang han var ude i skyttegravene fortæller han: "Den første gang jeg var i skyttegraven var den 1. maj. Vi skulle frem i forreste linie, og dette forgik om natten.Da klokken var 4, og solen var ved at stå op, lå vi klar i vores skyttegrav. Kun 4-5 meter lå det franske infanteri fra os. Klokken 16 skulle vi foretage et stormangreb. Signalet til angrebet var, at når der blev kastet en mine, skulle vi klatre op ad stormstigerne og fare over i franskmændenes skyttegrav. Ved det angreb tog vi fire af franskmændenes skyttegrave, men måtte senere forlade to af dem, da vi ikke havde nok reservetropper.

Fronten var delt ind i tre afdelinger. Første skyttegrav lå nærmest ved fjendens linier. Den kunne ligge mellem 1oo m. og 4 - 5 m. fra modpartens linier. Den anden linie, der kaldtes reservestillingen, lå 10 - 15 m. borte. Den 3die og sidste linie blev benyttet til at hvile i, for de soldater, der havde været i aktion". Chr. Petersen blev såret og kom på lazaret flere gange. Ind imellem fik han forskellige jobs, indtil han atter kunne sendes til fronten. En overgang lavede han kors til de faldne soldaters grave, en anden gang var han arrestforvarer, og flere gange var han oppasser for officerere o.s.v.

Tyskerne havde et godt øje til ham og sørgede altid for at få ham sendt til fronten igen så hurtigt som muligt, ofte før han var blevet helt rask. På den anden side prøvede Chr. Petersen så vidt muligt at undgå at blive sendt til fronten. Engang skar han hul i sin finger og fyldte tobakssovs i. Men det blev han så syg af, at det nær havde kostet ham livet. I løbet af krigen var han med på de fleste af de kendte slagmarker dengang, mest på Vestfronten. Men ved krigens slutning blev han også sendt til Østfronten. Og han opnåede at blive udmærket med jernkorset. Da krigen sluttede den 11.11. kl. 11 i 1918 forsøgte han at komme hjem fra Rusland til Danmark. Men den tur tog ham flere måneder.

Chr. Petersen slutter sin beretning: "Jeg vil aldrig glemme disse krigsår fyldt med angst, rædsel og spænding og sidst, men ikke mindst - MORD. I denne krig var der faldet 6000 tapre sønderjyske mænd, hvoraf kun nogle få havde været opsat på krig. Denne meningsløse krig havde kostet 1 million mand livet i deres bedste alder."

Breve og pakker

Krigen var brevenes og pakkernes tid. Mange breve og pakker fandt vej fra Hammelev sogn til de sønderjyske soldater, og var til stor opmuntring og trøst for dem. Også sognets tyske embedsmænd viste hjertelag her. Pastor Hamann skriver således i kirkebladet: "Jeg har fået flere Breve, I kære Soldater, som Kæmper den store Strid i Øst og Vest, som oftest som svar på Menighedsbladet, som jeg sender ud til Eder, tillige med en Hilsen fra min Egen Haand. Overensstemmende i alle disse Svar er Ønsket: Gid vi snart maatte faa Fred! Det er den store Længsel, der øjensynlig gaar igennem Eders skarer ... Denne store længsel finder jeg ligeledes i mangt et Hjem her i Sognet." ...... Pastor Hamann havde iøvrigt ændret kirkebønnen, så man bad:

"Lad os midt i Stridens Dage
Freden, som du købte, smage!"

Og det var jo en langt bedre bøn for kirkegængerne i Hammelev, end bønnen for den tyske krigsmagts sejr. Selv den strenge lærer Holm i Ladegård skole afslørede, at han havde et hjerte, og sendte i løbet af krigen 40 - 50 pakker til sine tidligere elever, der nu var ved fronten.

Michael Steffensen

Brevene gik også den anden vej, og en af de flittigste og bedste brevskrivere var Michael Steffensen. Tilsyneladende har han ikke nået at udrette noget som helst, og dog har han haft meget stor betydning for mennesker i Hammelev sogn, ja, viden om. For alle der kendte ham, stod hans fine retlinede karakter som noget helt enestående, og han blev en inspiration for krigs- og genforeningens unge. Når een i sognet siger, at han eller hende var ven med Michael Steffensen, så forstår man, at det var noget betydningsfuldt. Breve og brevkort fra ham blev gemt som dyrebare klenodier.

Han var født i Styding den 26.9. 1887 og tilhørte den flere gange nævnte Steffensenfamilie, der betød så meget for danskhedens sag. Hans moder døde tidligt, og han og hans søskende kom i pleje forskellige steder. Efter at have besøgt Høng højskole tog han eksamen som landbrugskandidat ved Landbohøjskolen i København. Uddannelsen skulle bruges til en indsats for Sønderjylland.

Så kom 1.verdenskrig, og til manges forbavselse meldte han sig frivilligt, for som han sagde: "Her er jeg født, her er jeg vokset op, og her har jeg tænkt at skulle have min gerning, og det vil jeg sætte livet ind for."

Efter krigen udgav journalist Jes Sarup sammen med digteren Valdemar Rørdam i bogen "Sønderjyden Michael Steffensen" nogle af Michael Steffensens betagende breve. Vi får lov til at se ind i en frontsoldats tanker og følelser midt i krigens gru. Men det er kun en lille del af de mange breve han skrev hjem bl.a. til den pige, som han var hemmeligt forlovet med. Enkelte breve er offentliggjort i "Stambladet" og "Hammelev kirkeblad".

Som eksempel gengives her et brev, han skrev til sin forlovede:

"Flandern d. 3.11.17.

Min elskede Anna!

Seks mørke, farefulde Dage ligger nu bag os, - Dage som fordrede Udholdenhed og Kraft,legemlig og aandelig styrke . Nu er de overstaaet, og der er givet os et par Dages Frist til at hvile os i, hvis ikke Engl. forstyrrer os, thi saa skal vi frem igen. - Disse seks Dage har været haarde ved os. Trommeild, Vand, Morads og kulde i forening gjorde os ilde til Mode. - og der skal meget til, før vi kalder det slemt, thi vi har døjet meget. Vor Division regnes blandt de hårdest prøvede paa Vestfronten, - en Division, som altid maa holde for. - Der siges, at vi denne gang skal blive her meget længe, - og jeg tror, at det er sandt. Men som Vorherre har været med mig, Anna, du ved ikke hvor ofte, jeg har følt ham ganske nær. - Der var tunge timer, - lad mig nu bare være ærlig, - jeg led, når jeg så disse stakkels sønderflængede Lig, - jeg blev bitter mod dem, som har Skyld i og ansvar for dette meningsløse.

Men der var Timer, da der var fred i mit inderste, - da jeg kunne lægge alt i Vorherres haand, men tro mig, Anna, Tvivlen, - den svage Tvivl kan være saa grusom under alt dette. -

Det lyse, varme, Solen, Hjemmet, alt, hvad man har kært, er saa langt borte, - det kolde, mørke er om os, - og alt dette kanske har så lidt at gøre med, hvad jeg før trygt kunne stole paa: en mild og kærlig Gud og Fader, der magter alt og sørger for alle.

Et nyt Forhold en stærkere Tro kræves der, og denne stærke Tro kan kun være til Stede, hvor der er inderligt Samliv med Gud, - saa Varmen indefra kan holde Kulden fra Mørket ude omkring, borte fra Hjertet. Her fordres det: at Tro, - paa Trods af alt, - tro paa Gud og paa det gode Syn under Helvedes Larm, under alle vrede Magters Rasen. - Det er en Tid, da Mænd modnes og Tro prøves, - da vi lærer Gud at kende, når han er vred. - Men Guds Vrede er retfærdig, og vi ved, at vi ikke straffes uforskyldt. - Det er en tid, da alle trænger til Sol og Kærlighed, - en Tid, da Bønnens inderlige Liv igen kommer til sin Ret. -- Og det var og er en Tid, da Hjertet lytter til Hjerteslag, - da ungeHjerter finder hinanden, - fordi man føler, at med et Hjerte fyldt af varmende Kærlighed er man velsignet af Gud. Da er Livet rigt. -

Og jeg fandt Rigdom, som ingen anden, - thi jeg fandt Genkærlighed, - ja, jeg fandt mere, end jeg anede. - Og denne rigdom hjælper mig til at trodse Mørket, til at holde mig oppe nu. Det er hjælpen, Gud sendte mig, da Natten blev Mørk og Vejen vildsom, - da Hjertet blev trodsigt og tvivlende, - da lod han mig føle et Pust af hans rige Kærlighed gennem dig, Anna. - Og naar jeg nu maa lide haardt, - og Bitterheden stiger saa isnende i mit Indre, - da jeg føler Had mod dem, som er skyld i Ulykken, - da lyder der stille, smeltende, milde Ord i mit Øre, - en inderlig Bøn, - saa tryglende, - det er hende, Gud gav mig, der beder for mit Liv. - Der skinner en Sol paa min Vej, - eller synes saa, - og der er Lys og Fred og Varme i mit Indre, - thi det er fyldt med Kærlighed. -Dybere kan vel et Menneskes Kærlighed ikke naa, - og fuldere Forstaaelse for det man ejer, har vi vel næppe Ord til at udtale, - eller Følelse til at optage. Der vælder en Strøm af Tak i mit Indre - og der er andre Følelser, som jeg ikke kan give Navn, fordi de er stærkere end jeg kendte dem før. - Det er ikke Lidenskab eller den alene, - det er noget, - der aldrig kan dø, en Lykkefølelse, der har Evighed i sig, - og den eneste Følelse, der varer Evigt er Kærlighed. --- Gud velsigne din Færd, dit Liv. Han giver Kræfter den lange Dag, - til at bære, hvad der overgaar menneskelig Evne, - han giver Kræfter til at holde ud og til at haabe og tro. Den 8. gaar vi frem igen til den 14. november, og saa har vi seks Dages Hvile til den 20. Hvis alt går vel afløses vi saa den 26. - min Fødselsdag, - men maa vist ud igen. Lev vel, Anna, - du hører sikkert snart fra mig igen.

Din Michael"

Få dage efter at han havde afsluttet dette brev, faldt Michael Steffensen på Vestfronten d. 28.11.1917. To dage efter hans 30 års fødselsdag. Hans kammerater fortalte, at to kurrerer skulle sendes gennem et område, der var stærkt beskudt af trommeild, så der var meget få muligheder for at komme levende igennem. Der var ingen der turde melde sig frivilligt til opgaven, men Michael Steffensen og en kammerat besluttede sig til at forsøge. Da de var midt ude i trommeilden, sprang der en granat i nærheden af dem, og kammeraten blev dræbt. Michael Steffensen bøjede knæ ved siden af ham,tog sin hjælm af og bad en bøn. I det samme sprang der endnu en granat, og Michael Steffensen var dræbt.

Han blev begravet på den store soldaterkirkegård ved fronten. Men herhjemme besluttede hans venner, at han skulle føres til Hammelev kirkegård. Journalist Jes Sarup skildrer i "Ved Vestfronten", hvorledes de fandt hans grav på den vældige kirkegård, med tusindvis af ens kors. Det var nemlig den eneste grav, der var blomster på. Mens kanoner tordnede omkring dem, og maskingeværer knitrede, blev kisten gravet op.

Den blev ført til graven fra Uldall's gård i Styding. Den danske frimenighedspræst fra Haderslev forestod jordefærden. På hans grav i familiegravstedet blev der rejst et monument med et relief på forsiden. På bagsiden står der et digt af Kaalund, som Michael Steffensen holdt af og også nævner i sine breve:

Lad vort navn kun glemmes og dø
koraldyret lig i den dybe sø
vi bygger dog med på den voksende ø
bereder den verden som kommer.

Fru Sandveis erindringer om krigen

Det var ikke alene mændene ved fronten der havde det hårdt, også de, der blev herhjemme måtte igennem en svær tid. Mange koner var ikke blot alene, om husarbejdet og børneopdragelsen, men måtte selv stå for landbruget og tage stilling til mange problemer, som de ikke tidligere havde beskæftiget sig med, og hertil kom det hårde legemlige arbejde.

Gunder Sandvei, der har indtalt sine erindringer på bånd, fortæller om den tid til Ruth Thykjær: "Mit navn er Gunder Friis og jeg er født d. 12 maj 1892. I 1913 blev jeg gift med Rasmus Sandvei. Han stammede fra Holm på Als. Vi købte en lille gård i Østerlindet et par måneder før vi blev gift. Vi havde et dejligt bryllup d. 28.11.1913, men de 4 onde år ventede også.

1. august 1914 måtte min mand også af sted til fronten, igennem Belgien og så til Frankrig. I 2 - 3 år var han slet ikke hjemme, men så kom Somme slaget i 1916, hvor han blev såret 21 steder over hele kroppen, men han kunne klare sig selv og komme tilbage til lazarettet.

Der var han et godt stykke tid, så kom han til sin garnison i Flensborg, derfra fik han orlov.

Så købte vi gården her i Hammelev af min mor, og det var vi meget glade for. Vi havde også en del russiske fanger, og jeg havde en ung pige til hjælp.

Engang rejste jeg til Altona, til den store militær kasserne, og der fik jeg det ordnet, så min mand kunne blive i Flensborg og komme hjem engang imellem for at se til gårdens bedrift. Det var en streng tid. Tre af mine brødre faldt. Men vi stiftede hjem her i Hammelev, og arbejdede os hen til d. 17.3. 18, og endelig begyndte man at tale om freden. Vi håbede meget på at komme under Danmark, og det gjorde vi da også."

Nøden

Var vanskelighederne store rundt på gårdene, så var nøden dog større i de mange små hjem. Her lærte man flere steder både sult og fattigdom at kende. Forarmelsen tog til om end ikke i det omfang man havde ventet. Et opmuntrende træk i denne sammenhæng var indsamlingsvirksomheden til fordel for sognets trængende. Der var herved i 1916 indkommet 1580 Mark, som pastor Hamann havde uddelt i månederne december 1916 til marts 1917 til lindring af den værste nød. En anden årsag til, at nøden ikke blev større, end den blev, var nu nok den, at mangen en driftig husmoder skjulte slagtemad, mel og andre gode madvarer under gendarmens inspektion.

Pastor Hamanns afskedsgudstjeneste

Pastor Hamann så selvfølgelig med dyb bekymring på den udvikling. Han var bange for, at den lutherske kirke som det rene ords kirke, skulle afløses af mere folkeligt eller socialt prægede retninger. Han havde også svært ved, at finde frem til en beslutning om, hvorvidt han skulle blive i Hammelev eller ej. Han afslog i første omgang at stille op til valg, så menigheden kunne stemme om, hvorvidt den ville beholde ham som præst eller ej. Men da det kom så vidt, at han skulle rejse, trak han tiden ud, på forskellige måder, bl.a. fordi han ikke havde fået et andet embede. Men d. 26. marts 1922 holdt han afskedsgudstjeneste og skriver i den anledning: "Afskedsgudstjenesten gav det indtryk, at det bånd, som 7 års tjeneste havde slynget, dog var stærkere, end man skulle vente, på grund af de politiske og nationale modsætninger." Pastor Hamanns afskedsgudstjeneste var dog ikke helt uden mislyde for ham, derom fortæller Alfred Keck.

Alfred Keck's erindringer

Viceforstander A. Keck, af Hammelev har fortalt, at han som dreng afløste skolelærer Jensen ved orgelet. En dag, da han skulle tale med præsten vedrørende salmer, var det fru Hamann der lukkede op. - Keck stod smukt med sin kasket i hånden og spurgte om han måtte tale med præsten. "Du mener vel, om du må tale med hr, Pastoren", rettede fru Hamann.

"Ja, det var, hvad jeg gerne ville", svarede Keck.

"Jeg skal se", sagde fru Hamann og gik ind. Lidt efter kom hun ud og meddelte, at Hr. pastoren ikke var hjemme.

Da pastor Hamann skulle holde sin afskedsprædiken, bestemte Keck at han ville tage hævn. Han spurgte sin lærer, om han ikke havde et eller andet nationalt, som han kunne spille som postludium. Læreren gav ham noderne til et postludium over "Kongernes Konge". Det begyndte så uskyldigt, melodien dukkede op til overfladen lidt efter lidt og til sidst brusede det ud i fuld styrke. Da Keck skulle gå, sagde pastor Hamann tak for de gange, han havde været organist, han havde altid mødt velforberedt. Men det var nu en stor skuffelse for ham, at det sidste han skulle høre i Hammelev kirke var en dansk nationalmelodi.

Skolerne får danske lærere

I skolerne blev de tyske lærere erstattet af danske lærere. I Ladegård afløstes den strenge lærer Holm af førstelærer Peder Kristian Madsen. Han var født den 19. marts 1886 i Asdal som søn af landsmand Mads Frederik Madsen og hustru Maren født Grønhøj. Lærer Madsen blev den 20.10.1919 gift med Marthine født Gammel, i Thise den 4.7.1898. Lærer Madsen var uddannet på Silkeborg seminarium 1915. Han havde været lærer på Ågård højskole, Hejls efterskole, Vrå højskole og Lyngby landbrugsskole. I 1919 blev han udnævnt til førstelærer ved Ladegård skole. I Hammelev skole blev lærer Warming afløst af førstelærer Søren Jensen, der var født den 1.10.1888 i Fabjerg og var søn af landmand Søren Jensen og hustru Anne Kirstine Pilegaard. Den 23 september 1921 blev Søren Jensen gift med Maren Kristine Pontoppidan der var født d. 3.5.1889 i Ølgod. Søren Jensen var uddannet på Blågård seminarium i 1913. Han havde været andenlærer i Hvam skole og senere Kolkjær skole. Den 1. november blev han ansat som førstelærer i Hammelev og som kirkebylærer d.v.s. at han førte kontrakirkebogen og sang ved begravelser. Derforuden var han degn og organist. Andenlæreren hed Niels Larsen. Han var født d.27.5.1890 i Ågerup. Hans far var landmand Jens Larsen og moderen Laurine Nielsen. Efter præliminæreksamen blev han uddannet som lærer på Vordingborg seminarium i 1913. Året efter blev han højskolelærer på Kærehave husmandsskole, derefter var han årsvikar på Gørlev skole. Den 1. november 1920 blev han udnævnt som andenlærer ved Hammelev skole. I Styding skole var lærer Gundesen ansat de sidste år før krigens slutning. Han var en meget streng lærer, hvis dag først rigtig var begyndt, hvis han havde stukket den sidstmødte elev en øretæve, for han måtte jo være kommet for sent. Lærer Gundesen havde den store personlige sorg at miste tre sønner i verdenskrigen. Han blev afløst af førstelærer Møller der blev ansat 1.11. 1920 i Styding skole.

Fra Mark til kroner

I Hammelev præstegårds arkiv ligger endnu de sidste offerpenge. I en kasse er der samlet nogle småmønter, hvoraf nogle er fra Rusland og Polen, eller andre lande, hvor soldaterne har været. Der ligger også nogle pengesedler med svimlende høje beløb. Men hver af dem har nu nok været mindre værd end skillingerne i kassen. Kursen på tyske mark raslede nemlig ned efter krigen, og det gav store problemer for mange folk, både i det daglige liv og i vigtige livssituationer. Der er eksempler på folk, der solgte deres gårde for et så stort beløb i mark, at de kunne regne med at have nok til en god og tryg alderdom. Men pludselig opdagede de, at de intet var værd. Man fortæller om nogle, som kun kunne købe en komode for alle de penge, som de havde fået for deres gård. Det gav megen bitterhed.

Man prøvede at standse dette uvæsen, bl.a. udstedte banker og kommuner deres egne pengesedler, hvis værdi der var garanteret for. Disse pengesedler var ofte smykket med danske nationale motiver. Der findes flere eksempler herpå blandt sedlerne i Hammelev præstegårds arkiv. Der var også privatfolk, som søgte at standse op for uvæsenet. Købmand Lykke i Ladegård udstedte nogle papirlapper, hvorpå der var klæbet et frimærke, og han garanterede for den faste værdi af sedlen, når folk købte varer hos ham.

Hamanns sidste år

Om pastor Hamann er der kun at fortælle, at det kneb for ham at finde et embede i Tyskland efter, at han var blevet afskediget i Hammelev. Men tilsidst lykkedes det dog for ham, at blive præst i Hohen Wested. Derfra blev han forflyttet til Aventoft i Angel, hvor han døde d. 14.8.1939.

Genforeningen

Nu kom endelig det, som sønderjyderne havde længtes efter, kæmpet-og lidt for, siden 1864: Genforeningen.

Først skulle der finde en afstemning sted, hvor folk skulle stemme om deres landsdel skulle høre under Tyskland eller Danmark. Afstemningsdagen den 10. februar kom med et frygteligt uvejr. Det stormede og regnede. Mange af de gamle Dannebrog, som havde været gemt hen i dragkisten siden 1864, blæste i stykker, mange flagsnore gik i stykker, og de møre flagstænger blev blæst omkuld.

Man kan tænke sig, at der har været sønderjyder, som gik ude i uvejret og nynnede i blæsten og regnen:

"Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer, de drypper endnu;
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu"

Ja, de var sandelig frejdige i hu trods storm og uvejr. Sønderjyderne havde gennem mange år været igennem det ene uvejrefter det andet og havde overvundet det. Det skulle også nok gå denne gang.

Det skulle gå

Tyskerne havde ganske vist hentet mange tyskere op til afstemningen. Og nogle af dem havde endda kun boet i Sønderjylland ganske kort tid.

Men det skulle gå
og det gik
Endda meget fint.

I Hammelev blev det ligefrem en triumf. 735 stemte dansk, og deraf var 161 tilrejsende, som for manges vedkommende var blevet jaget ud fra landsdelen af tyskerne. Kun 65 stemte tysk, og heraf var ovenikøbet 52 tilrejsende. Nu var vejen åben for genforeningen, en dag, som de sønderjyder, der oplevede den , aldrig nogensinde kunne glemme. Det var den største oplevelse i manges liv. Og dagen fik ikke kun betydning som mindedag, men kom til at indvirke på livet i de kommende år. Således fortsætter Gunder Sandvei:

"En stor dag var det for os alle i 1920, da kong Christian red over den danske grænse, og vi kunne hejse dannebrog. Også bagefter nød vi det, hver gang vi kunne hejse flaget, og synge alle de dejlige danske sange".

Senere fejrede man hvert år afstemnings- og genforeningsdagen med nationale fester, hvor man sang de gamle sange og kom for at høre gode taler, og fortalte minder om "dengang". En af arrangørerne af disse fester var Hammelev sogns ungdomsforening, der blev stiftet den 31 maj 1919. I begyndelsen holdt ungdomsforeningen sine møder i Tyreshul eller Tørning kro, men efter at Good Templar Logens bygning var blevet købt til forsamlingshus, dannede det rammen om de nationale fester.

For de faldte rejste sognets beboere en stor sten på kirkegården med navnene på de 29, som måtte give deres liv. På korset øverst står der:

"Jonas 2,10 : "Frelse er hos Herren."

Og på bagsiden står der:

"Ej kærlighed var det, der tvang dem ud; men pligtens tunge bud."

Mindestenen over de som faldt i 1. verdenskrig på kirkegården i Hammelev.

Alfred Keck's erindringer

Viceforstander A. Keck, af Hammelev har fortalt, at han som dreng afløste skolelærer Jensen ved orgelet. En dag, da han skulle tale med præsten vedrørende salmer, var det fru Hamann der lukkede op. - Keck stod smukt med sin kasket i hånden og spurgte om han måtte tale med præsten. "Du mener vel, om du må tale med hr, Pastoren", rettede fru Hamann.

- "Ja, det var, hvad jeg gerne ville", svarede Keck.

- "Jeg skal se", sagde fru Hamann og gik ind. Lidt efter kom hun ud og meddelte, at Hr. pastoren ikke var hjemme.

Da pastor Hamann skulle holde sin afskedsprædiken, bestemte Keck at han ville tage hævn. Han spurgte sin lærer, om han ikke havde et eller andet nationalt, som han kunne spille som postludium. Læreren gav ham noderne til et postludium over "Kongernes Konge". Det begyndte så uskyldigt, melodien dukkede op til overfladen lidt efter lidt og til sidst brusede det ud i fuld styrke. Da Keck skulle gå, sagde pastor Hamann tak for de gange, han havde været organist, han havde altid mødt velforberedt. Men det var nu en stor skuffelse for ham, at det sidste han skulle høre i Hammelev kirke var en dansk nationalmelodi.

Skolerne får danske lærere

I skolerne blev de tyske lærere erstattet af danske lærere. I Ladegård afløstes den strenge lærer Holm af førstelærer Peder Kristian Madsen. Han var født den 19. marts 1886 i Asdal som søn af landsmand Mads Frederik Madsen og hustru Maren født Grønhøj. Lærer Madsen blev den 20.10.1919 gift med Marthine født Gammel, i Thise den 4.7.1898. Lærer Madsen var uddannet på Silkeborg seminarium 1915. Han havde været lærer på Ågård højskole, Hejls efterskole, Vrå højskole og Lyngby landbrugsskole. I 1919 blev han udnævnt til førstelærer ved Ladegård skole. I Hammelev skole blev lærer Warming afløst af førstelærer Søren Jensen, der var født den 1.10.1888 i Fabjerg og var søn af landmand Søren Jensen og hustru Anne Kirstine Pilegaard. Den 23 september 1921 blev Søren Jensen gift med Maren Kristine Pontoppidan der var født d. 3.5.1889 i Ølgod. Søren Jensen var uddannet på Blågård seminarium i 1913. Han havde været andenlærer i Hvam skole og senere Kolkjær skole. Den 1. november blev han ansat som førstelærer i Hammelev og som kirkebylærer d.v.s. at han førte kontrakirkebogen og sang ved begravelser. Derforuden var han degn og organist. Andenlæreren hed Niels Larsen. Han var født d.27.5.1890 i Ågerup. Hans far var landmand Jens Larsen og moderen Laurine Nielsen. Efter præliminæreksamen blev han uddannet som lærer på Vordingborg seminarium i 1913. Året efter blev han højskolelærer på Kærehave husmandsskole, derefter var han årsvikar på Gørlev skole. Den 1. november 1920 blev han udnævnt som andenlærer ved Hammelev skole. I Styding skole var lærer Gundesen ansat de sidste år før krigens slutning. Han var en meget streng lærer, hvis dag først rigtig var begyndt, hvis han havde stukket den sidstmødte elev en øretæve, for han måtte jo være kommet for sent. Lærer Gundesen havde den store personlige sorg at miste tre sønner i verdenskrigen. Han blev afløst af førstelærer Møller der blev ansat 1.11. 1920 i Styding skole.

Fra Mark til kroner
I Hammelev præstegårds arkiv ligger endnu de sidste offerpenge. I en kasse er der samlet nogle småmønter, hvoraf nogle er fra Rusland og Polen, eller andre lande, hvor soldaterne har været. Der ligger også nogle pengesedler med svimlende høje beløb. Men hver af dem har nu nok været mindre værd end skillingerne i kassen. Kursen på tyske mark raslede nemlig ned efter krigen, og det gav store problemer for mange folk, både i det daglige liv og i vigtige livssituationer. Der er eksempler på folk, der solgte deres gårde for et så stort beløb i mark, at de kunne regne med at have nok til en god og tryg alderdom. Men pludselig opdagede de, at de intet var værd. Man fortæller om nogle, som kun kunne købe en komode for alle de penge, som de havde fået for deres gård. Det gav megen bitterhed.

Man prøvede at standse dette uvæsen, bl.a. udstedte banker og kommuner deres egne pengesedler, hvis værdi der var garanteret for. Disse pengesedler var ofte smykket med danske nationale motiver. Der findes flere eksempler herpå blandt sedlerne i Hammelev præstegårds arkiv. Der var også privatfolk, som søgte at standse op for uvæsenet. Købmand Lykke i Ladegård udstedte nogle papirlapper, hvorpå der var klæbet et frimærke, og han garanterede for den faste værdi af sedlen, når folk købte varer hos ham.

Hamanns sidste år

Om pastor Hamann er der kun at fortælle, at det kneb for ham at finde et embede i Tyskland efter, at han var blevet afskediget i Hammelev. Men tilsidst lykkedes det dog for ham, at blive præst i Hohen Wested. Derfra blev han forflyttet til Aventoft i Angel, hvor han døde d. 14.8.1939.

Genforeningen

Nu kom endelig det, som sønderjyderne havde længtes efter, kæmpet-og lidt for, siden 1864: Genforeningen.

Først skulle der finde en afstemning sted, hvor folk skulle stemme om deres landsdel skulle høre under Tyskland eller Danmark. Afstemningsdagen den 10. februar kom med et frygteligt uvejr. Det stormede og regnede. Mange af de gamle Dannebrog, som havde været gemt hen i dragkisten siden 1864, blæste i stykker, mange flagsnore gik i stykker, og de møre flagstænger blev blæst omkuld.

Man kan tænke sig, at der har været sønderjyder, som gik ude i uvejret og nynnede i blæsten og regnen:

"Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer, de drypper endnu;
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu"

Ja, de var sandelig frejdige i hu trods storm og uvejr. Sønderjyderne havde gennem mange år været igennem det ene uvejrefter det andet og havde overvundet det. Det skulle også nok gå denne gang.

Det skulle gå

Tyskerne havde ganske vist hentet mange tyskere op til afstemningen. Og nogle af dem havde endda kun boet i Sønderjylland ganske kort tid.

Men det skulle gå
og det gik
Endda meget fint.

I Hammelev blev det ligefrem en triumf. 735 stemte dansk, og deraf var 161 tilrejsende, som for manges vedkommende var blevet jaget ud fra landsdelen af tyskerne. Kun 65 stemte tysk, og heraf var ovenikøbet 52 tilrejsende. Nu var vejen åben for genforeningen, en dag, som de sønderjyder, der oplevede den , aldrig nogensinde kunne glemme. Det var den største oplevelse i manges liv. Og dagen fik ikke kun betydning som mindedag, men kom til at indvirke på livet i de kommende år. Således fortsætter Gunder Sandvei:

"En stor dag var det for os alle i 1920, da kong Christian red over den danske grænse, og vi kunne hejse dannebrog. Også bagefter nød vi det, hver gang vi kunne hejse flaget, og synge alle de dejlige danske sange".

Senere fejrede man hvert år afstemnings- og genforeningsdagen med nationale fester, hvor man sang de gamle sange og kom for at høre gode taler, og fortalte minder om "dengang". En af arrangørerne af disse fester var Hammelev sogns ungdomsforening, der blev stiftet den 31 maj 1919. I begyndelsen holdt ungdomsforeningen sine møder i Tyreshul eller Tørning kro, men efter at Good Templar Logens bygning var blevet købt til forsamlingshus, dannede det rammen om de nationale fester.

For de faldte rejste sognets beboere en stor sten på kirkegården med navnene på de 29, som måtte give deres liv. På korset øverst står der:

"Jonas 2,10 : "Frelse er hos Herren."

Og på bagsiden står der:

"Ej kærlighed var det, der tvang dem ud; men pligtens tunge bud."