Sivert Andresen (1835-1844)
Den 19. maj 1835 fik Hammelev sogn en ny præst. Han hed Sivert Andresen og var født i Risom den 6. september 1795. Hans far Andreas Sivertsen var gårdejer i Risom, hans mor hed Susanne (Sophie) Andresen og var født Magnussen. Sivert Andresen var ret gammel, da han tog studentereksamen i Husum i 1819. Måske har han arbejdet nogle år ved landbruget, inden han begyndte at læse. Efter studentereksamen kom han på universitetet, først i Kiel og senere i Göttingen. Det sidste sted blev han teologisk kandidat den 27. oktober 1825. Måske havde han allerede dengang lovning på embedet som sognepræst i sin fødeby, i det mindste blev han den 23. februar 1827 udnævnt til præst i Risom. Nu kunne han så gifte sig, og den 20. september samme år blev han så viet i Øsby kirke til Hedewig Cilla Nissen, der var datter af sognepræsten i Øsby Lorenz Andreas Nissen og dennes hustru Margrethe Wilhelmine Johanne Buttenschøn. Præsteparret Cilla og Sivert Andresen fik i deres ægteskab 4 sønner og 2 døtre.
Det nationale røre.
I 1830 fandt julirevolutionen sted i Paris, og den begivenhed fik stor betydning for Hammelev sogn, og kom også til at berøre pastor Andresen både personligt og i forbindelse med hans embede.
Julirevolutionen fremkaldte en revolutionsbølge, der rullede hen over Europa, og overalt satte den sindene i oprør. I Sønderjylland blev den det vindpust, der fik den nationale kamps gløder til at flamme op, og fremkalde den spænding mellem dansk og tysk, som lige siden har præget den sønderjyske befolkning. I Holsten fremkaldte den en national begejstring for alt, hvad der var tysk og et krav om en fri forfatning og hertugdømmernes løsrivelse fra Danmark. Men jo længere man kom nordpå, desto stærkere blev denne bevægelse modsvaret af en vågnende danskhed, der kæmpede for Sønderjyllands sammenslutning med Danmark, ligesom man ville værne om dansk kultur og sprog. Selvom Sønderjylland fra gammel tid havde været en del af Danmark, og selvom halvdelen af befolkningen talte dansk, og stadig blev betragtet som sådan, så havde man dog begået den fejl at lade øvrigheds- og retssproget være tysk. Bortset fra, at den dansktalende befolkning følte det som en nedværdigelse af dem selv og deres modersmål, at de ikke engang kunne bruge det, når de skulle tale til øvrigheden, som dog var den danske konges repræsentanter, eller når de skulle føre sag ved retten, så var det også en stor ulempe for dem, idet de fleste slet ikke beherskede det tyske sprog. Dette medførte bl.a., at man måtte bruge langt flere advokater i Sønderjylland end i resten af kongeriget, således at af landets 437 advokater havde 237 deres virke i Sønderjylland.
Hammelev sogn blev et af brændpunkterne i den danske bevægelse. En af årsagerne til at bevægelsen blev så stærk i denne egn, var, at bønderne her var mere frie og selvstændige end i resten af landet. I den nordlige del af Sønderjylland var der nemlig kun få godser, så bønderne var ikke som i andre egne vant til at være underdanige over for adel og herremænd. Derimod gjorde de sig i stor omfang gældende på tinge som sandemænd, sognefogeder og synsmænd. Socialt følte de sig overlegne i forhold til deres standsfæller andre steder. Når de var i drillehjørnet påstod de således, at i Jylland var lusene så store, at de gik med halmstrå i munden. På den anden side stod Sønderjylland f.eks. for vestjyderne som det forjættede land, hvor der var en Guds velsignelse af kvæg og store tevandsknægte, te med rom i.
Hans Nissen
Et fremtrædende træk hos bønderne i den nordlige del af Sønderjylland var deres retsbevidsthed. "Gør ret, og frygt ikke selve djævelen," var et valgsprog, som bonden Hans Nissen i Hammelev havde arvet efter sine forfædre. Og netop denne retsbevidste bonde kom til at spille en fremtrædende rolle i den danske bevægelse.
Hans Nissen var født den 18. december 1778, og han overtog i året 1814 sin fødegård, Søndergård i Hammelev sogn. 1814 blev i det hele taget et vigtigt og begivenhedsrigt år for Hans Nissen. For det år blev han også af kongen udnævnt til sandemand. Det var en slags lægdommer, der som et medlem af et nævn på 8 sandemænd skulle dømme i retssager vedrørende markskel, manddrab, voldtægt og andre grove forbrydelser. Endelig var 1814 et vigtigt år for Hans Nissen, fordi han den 29. oktober det år blev gift med Elisabeth Catharine Thorøe. Men den ægteskabelige lykke blev desværre kun kort for de to, idet hun allerede døde den 3. november året efter. Siden giftede Hans Nissen sig igen, denne gang med Mette Magdalene Petersdatter Bonde. Tiderne var vanskelige, og tilmed havde han en stor gæld til sine søskende; endnu så sent som i 30'erne tænkte han på at erklære sig falit; men kreditorerne i Haderslev bevægede ham til at blive siddende på gården. Dette skyldtes sikkert den anseelse, han havde vundet i de forløbne år på grund af den dygtighed, hvormed han forsøgte at klare sig ud af den vanskelige situation. Således havde han bødet på de svigtende indtægter af kornavlen ved hesteopdræt og ved salg af humle til Nørrejylland. Denne tids stærke anstrengelser var sikkert med til at give ham det alvorspræg og den levende gudstro, som fulgte ham gennem hele livet. Hans religiøse indstilling var ortodoks; men efterhånden blev han påvirket af Grundtvig. I sit hjem holdt han skarp hustugt i konservativ ånd; men således, at han først og fremmest appellerede til æresfølelsen.
Hans Nissen var en fåmælt mand, men netop af den grund fik hans ord desto større vægt, når han endelig talte. Undertiden kunne den ild, som gemte sig bag det rolige ydre flamme op i voldsomme vredesudbrud. Som sandemand havde Hans Nissen vundet respekt, ikke alene hos bønderne, men også hos embedsmændene, på grund af hans skarpsindighed og ubestikkelige retfærdighedsfølelse. Selv nærede han ikke blide følelser over for embedsmændene, som i det hele taget ikke var særlig afholdt af bønderne i Sønderjylland, der følte dem som et fjendtligt fremmedelement i landsdelen. At Hans Nissen var embedsmændenes erklærede modstander kom bl.a. til udtryk, da de i 1836 ville skaffe sig indflydelse ved besættelsen af pladserne i stænderforsamlingen. Straks ved det første stændervalg fik Hans Nissen sammen med ligesindede gennemført, at bonden Nis Lorenzen fra Lilholt blev valgt i stedet for properitær G. F. v. Krogh, ]strupgård, der søgte stillingen som amtsforvalter i Haderslev. Valget blev derved en klar demonstration mod embedsmandsvældet. Som sandemand fik Hans Nissen en tydelig fornemmelse af, hvor uretfærdigt det var, at retssproget i Sønderjylland var tysk, og hvilke store problemer det gav befolkningen, når den fik med øvrigheden at gøre. Hertil kom, at han nok kunne mærke, at mange embedsmænd mere og mere følte sig tiltrukket af den tysksindede Slesvig-holstenske bevægelse.
Hans Nissens interesse for hesteopdræt og væddeløb gjorde, at han ofte kom i forbindelse med hertugen af Augustenborg Christian August, som var en af de ledende mænd inden for den Slesvig-Holstenske bevægelse, hvis mål blev at forene Sønderjylland med Holsten og gøre dette forenede hertugdømme til en selvstændig stat. Gennem sin forbindelse med hertugen opdagede Hans Nissen, hvad der var på færde i den Slesvig- holstenske lejr, og han blev klar over, hvor stor en fare det var for danskheden.
Den 3. december 1839 døde kong Frederik den 6. og blev efterfulgt af Christian den 8. Den nye konge havde forståelse for sprogproblemerne i Sønderjylland. Allerede i 1833 altså længe før han blev konge skrev han i sin dagbog, at det danske sprogs tilsidesættelse "er en Uretfærdighed og en Utilbørlighed, som man straks må ønske hævet, selvom det ikke kan ske straks." Christian den 8.'s første regeringshandling over for Sønderjylland blev da også, at han den 14. maj 1840 udstedte et reskript, der bestemte, at dansk skulle være regerings- og retssprog, hvor det var kirke-og skolesprog. De dansksindede jublede og sendte en takkeadresse med henved 3.ooo underskrifter til kongen.
Hans Nissen var en af dem, der glædede sig over kongens reskript. Han og de øvrige sandemænd og sognefogeder vedtog derfor, at de ville lade en mindetavle ophænge i Tørninglens Tinghus. En maler fra Haderslev forsynede tavlen med kongens monogram, rigsvåben og krone samt følgende indskrift, der var forfattet af Peter Chr. Koch, redaktør for den nystartede danske avis i Haderslev, Dannevirke :
I Lov og Rettens Sale
Han løste bunden Tale
Nu skal atter klinge
Vort Modersmaal paa Thinge
Hans Nissen skulle sørge for, at tavlen blev ophængt i Tinghuset,inden herredstinget igen trådte sammen. Herredsfoged Otto Kier og tingskriver Andreas Meyer havde imidlertid fået nys om planen og besluttede at forpure den ved i hast at få udført en anden tavle med kongens monogram. Den blev opsat i Tinghuset dagen før Hans Nissen kom med sin. Da Hans Nissen så den nye tavle, der var ophængt over dommersædet, anbragt han sin på den modsatte væg, så herredsfogeden og tingskriveren kunne have den for øje, når de sad på dommersædet og sekretærpladsen.
Man var spændt på, hvad de høje herrer ville sige, når de kom og så den. Og næppe var herredsfoged Kier og tingskriver Meier kommet ind og havde fået øje på tavlen, før de befalede straks at fjerne den.
Sognefoged Jens Skau fra Sommersted påtalte herredsfogedens handlemåde, idet han henviste til, at Tinghuset var herredets ejendom, og at sognefogederne altid havde hædret den regerende konge med opsættelse af en tavle med hans navnetræk. Herredsfogeden henviste dem til at klage til amtmanden i Haderslev; men Skau svarede, at de ikke behøvede at få at vide, hvem de skulle klage til. Sagen kom frem i det Københavnske dagblad Fædrelandet under overskriften "En moderne Billedstorm". Artiklen vakte betydelig opsigt i København, og blev gengivet i Dannevirke, hvilket medførte, at redaktør Koch fik en bøde på 100 rdl. Men det bidrog blot til at skabe endnu større røre om sagen.
Det valgsprog Hans Nissen havde arvet fra sine forfædre:"Gør ret og frygt ikke selve Djævelen," havde han nu ændret til:"Øv ret, og kræv ret." Det var, hvad han havde i sinde at gøre, og han fandt sig en kampfælle i sognefoged Jens Skaus unge og kække søn Laurids Skau (1817 1864). De to rejste sammen til øen Føhr, hvor de vidste, at kongen var på badeferie. I en audiens opnåede de, at kongen gav tilladelse til, at tavlen atter blev hængt op i Tørning Tinghus. Og da kongen senere på en rejse i Sønderjylland kom til Hammelev, så han selv tavlen hænge der. Men glæden over den blev kun kort. For da de Slesvig-holstenske friskarer besatte Tørning under krigen i 1848, tog de tavlen ned, huggede den i stykker og brændte den.
Men inden da skulle der dukke nye problemer op for Danskhedens sag i Sønderjylland.
Den 12. november 1842 tog købmand Hjort Lorenzen fra Haderslev ordet som deputeret ved Stænderforsamlingen i Slesvig. Mod sædvane talte han dansk. Han blev bedt om at tale tysk; men det nægtede han, og som der står på hans mindesten i Haderslev: "Han talte dansk, og han vedblev at tale dansk." Hiort Lorenzen fik nu ordre til at tie stille, og han spurgte derfor stænderforsamlingens præsident:
- Skal jeg tie; fordi jeg taler dansk? og fik til svar: "Ja, fordi De taler dansk."
Sagen vakte stor røre i hele landet. Laurids Skau og mange andre dansksindede, deriblandt Hans Nissen, besluttede at fejre Hiort Lorenzen ved en fest. Først forsøgte man at få denne afholdt i Haderslev; men ingen af gæstgiverne turde stille en sal til rådighed. Så tilbød værten på Sommersted kro, at man måtte holde festen hos ham. Og ved at rive et par skillevægge ned, blev der skaffet plads nok til alle de gæster, man ventede, på kroen.
Festen, der blev fejret den 21.februar 1843, blev en helt uforglemmelig fest, der fik den aller største betydning for Danskhedens sag i Sønderjylland. Professor Christian Flor fra universitetet i Kiel stod som en glødende inspirator bag meget af det, som skete for Danskheden i Sønderjylland på den tid. Han brød sig ikke om at tale offentligt, fordi han ikke mente, at han havde evner dertil; men han var en dygtig skribent. Derfor skrev han en tale, som han fik Laurids Skau til at holde ved festen i Sommersted. Talen gav genlyd i det ganske land, hvor man var begejstret over, at den unge kække bonde var i stand til at formulere sig så godt, som han gjorde. Man vidste nemlig ikke, at talen i virkeligheden var skrevet af Christian Flor. Men siden viste det sig nu også, at Laurids Skau selv var i stand til både at skrive og at holde en god tale.
I talen fortalte Skau om den gamle Oldnordiske skik at aflægge et løfte, når man drak en skål. Og han opfordrede tilhørerne til at drikke en skål med ham for at aflægge det løfte, at de alle ville samles med ham igen, inden der var gået 3 år. Det han havde i tankerne var, at der skulle afholdes et stort folkemøde på Skamlingsbanken. Men dagen inden Sommerstedmødet havde en kreds af dansksindede allerede købt Skamlingsbanken, uden at Laurids Skau viste det. Derfor kunne møller H.J.Staal fra Torning til selskabets store overraskelse stå op og svare Laurids Skau: "Ikke om 3 år, men om 3 måneder." Og straks samme aften blev der tegnet aktier til det aktieselskab, som skulle stå for Skamlingsbanken og møderne der. Det havde i midlertid sat ind med en snefygning, så gæsterne ikke kunne komme bort fra kroen, og man fortsatte derfor festen natten igennem. Men da kanerne om morgenen svingede ud fra Sommersted Kro og bragte gæsterne hjem, havde alle en følelse af, at noget vigtigt var sket ved denne fest, og deri fik de ret.
Den 18. maj 1843 samledes 6.000 på Skamlingsbanken til det første folkemøde der. Og rygtet om dette møde fløj ud over hele landet. Størst begejstring vakte atter en tale holdt af Laurids Skau og skrevet af Flor, en tale som bl.a. inspirerede Gruntvig til følgende linjer om "det ægte danske":
Derom sang nys en lille fugl
i syd på Skamlingsbanke.
Selvom Hans Nissen ikke var fremme i rampelyset under disse begivenheder, så hørte han dog til den inderste kreds, der dannede den solide baggrund for Skamlingsbankemøderne, og det er med fuld ret, at hans navn står på den berømte stenstøtte, der blev rejst på Skamlingen. Kort tid efter Skamlingsbankemødet blev den "Slesvigske Forening" stiftet af 25 Sønderjyske gårdmænd med Hans Nissen som formand, Laurids Skau som sekretær og den driftige landmand Nis Steffensen fra Hammelev som kasserer. I løbet af et år voksede foreningen til næsten 500 medlemmer, og den blev i den kommende tid en af de betydeligste organisationer indenfor den danske bevægelse. Det skulle snart vise sig, at der var brug for en organisering af den danske bevægelse, som den 29. marts 1844 blev ramt af et lammende slag, da der blev udstedt et kongeligt reskript med kongens afgørelse i Hiort Lorenzen sagen. Afgørelsen gik ud på, at det danske sprog kun måtte bruges i Slesvig Stænderforsamling af medlemmer, som ikke kunne tale tysk. Altså måtte Hiort Lorenzen ikke tale dansk. Denne afgørelse har sikkert været fuldstændig uforståelig for Hans Nissen. Den er kommet bag på ham og hans kampfæller som et modbydeligt forræderi fra kongens side.
Men i virkeligheden var den helt i overensstemmelse med Christian den 8's politik, idet han var angst for at sprogstriden skulle splitte hans rige ad. Således skrev han i sin dagbog nytårsdag 1843:"Blandt morgensalmerne opslog jeg en af Boye, hvori siges, at kun det rige er lykkeligt, i hvilket hersker fred. Det randt mig i sinde, at dette mindre end nogensinde er tilfældet i mit rige, hvor partiånd, næret mellem Danmark og Hertugdømmerne, avler splid. Jeg bad derfor Gud, at han ville give mig visdom og kraft til at udjævne disse stridigheder, som næres ved overdrivelser på begge sider, idet Slesvig- Holstenerne ganske vil fortyske Slesvig, de Danske radikale derimod rive Slesvig ganske fra Holsten. Kongen bør stå over partierne og vedligeholde tilstanden, som den er: Slesvig som et selvstændigt hertugdømme under den Danske krone, enhver undersåts sprogforhold respekteret."
Kongens reskript vakte voldsom vrede i danske kredse. Hiort Lorenzen og 4 nordslesvigske stænderrepræsentanter nedlagde deres stændermandat. Laurids Skau sendte kongen et meget uhøfligt "opsigelsesbrev", som underhånden blev spredt i afskrifter. Dette opsigelsesbrev bidrog sikkert til Christian den 8.'s modvilje mod den ellers så populære og beundrede Laurids Skau, som kongen imidlertid fandt alt for påtrængende.
Hans Nissen viste sin uvilje mod kongen ved at holde sig borte, da kongen i juni 1844 kom på besøg i Hammelev og gennem udtalelser på Slesvig Forenings generalforsamling, hvor der blev talt om, at rigets opløsning var rykket et skridt nærmere, og der blev indbudt til den anden Skamlingsbanke-fest, hvor man som det hed endnu måske kunne tale dansk, "Gud alene ved, om det kan ske ad åre."
Det andet Skamlingsbanke-møde blev en stor succes med henved 12.000 deltagere, hvoraf et par tusinde kom fra Kongeriget og heraf 120 med dampskibet Christian den 8. fra København. Grundtvig talte og betog mange med sine storladne syner bl.a. om en dansk folkehøjskole, han sagde, at det som nu skal gøres, er at bygge den danske højskole, som " var alt i mange år min sødeste drøm, og manglen deraf mit bitreste savn."
Hans Nissen og hans venner havde nemlig allerede i nogen tid arbejdet på at få Grundtvigs drøm om en Folkehøjskole ført ud i livet i Sønderjylland. Således var han sammen med Laurids Skau og Nis Steffensen rejst til København i oktober 1843 altså før kongens reskript for at komme i audiens hos Christian den 8. og her talte de bl.a. med kongen om rejsning af en Højskole i Sønderjylland. Samtalen med kongen faldt dengang så gunstigt ud, at Hans Nissen efter sin hjemkomst købte den gård i Rødding, hvor Højskolen skulle oprettes. Og han førte siden forsædet på det stiftende møde for højskolen og blev valgt ind i dens første bestyrelse. I november 1844 kunne han glæde sig over åbningen af Rødding Højskole. Men da var mørket omkring danskhedens sag i Sønderjylland blevet endnu tættere.
Få dage efter det 2. Skamlingsbankemøde slog regeringen nemlig til: Den Slesvigske Forening blev forbudt, og Hans Nissen og Laurids Skau sat under tiltale. Nis Steffensen, der ikke var en kampens mand, trak sig tilbage fra hvervet som foreningens kasserer.
Hans Nissen kom i forhør hos amtmanden, der truede ham med slaveriet (fængselsstraf). Hans Nissen svarede: "Ja, det er jo hårdt nok, især for min familie. Men det ved jeg, at selvom det skulle ske, kan jeg fremdeles se enhver ærligt i øjnene. Om De kan hr. Amtmand, ved jeg ikke, og derfor er det et spørgsmål, hvem af os to, der er mest at beklage!" Det gik nu ikke så galt, at Hans Nissen blev dømt til slaveriet, tvært imod. I januar 1845 trak kongen sit forbud mod den Slesvigske forening tilbage, dog med den tilføjelse, at hvis man atter forså sig, så ville foreningen øjeblikkelig blive opløst.
Det har ganske givet været meget svært for Hans Nissen således at gå imod kongen, for netop kongetroskab var en væsentlig del af hans livsholdning. Og kongen på sin side kom til at sætte pris på den stoute Hans Nissens forstandige og bestemte optræden, hvilket har været medvirkende til hans udnævnelse til hans udnævnelse til Dannebrogsmand. Som nævnt var Hans Nissen flere gange i audiens hos kongen, og foruden de allerede nævnte sager, kom han også med forslag om, at Stænderforsamlingerne skulle holdes i Flensborg i stedet for i Slesvig, og om, at toldgrænsen ved Kongeåen skulle ophæves. Hvordan disse møder mellem kong Christian den 8. og den stoute Sønderjyske bonde forløb får man et indtryk af gennem dem, som Hans Nissen sikkert selv har fortalt sit barnebarn Dücke Nissen, og som denne senere har skrevet ned.
Han fortæller bl.a. om engang, hvor Hans Nissen sammen med Laurids Skau ville overrække kongen en adresse. Kongen modtog dem synlig irriteret sikkert påvirket af sine Slesvig-Holstenske omgivelser og da kongen antydede, at de jo selv kunne have skrevet navnene på adressen, svarede Hans Nissen vredt: "Det skulle nogen have vovet at sige uden min herre Kongen!" hvorefter kongen måtte give en undskyldning. Senere under samtalen, da kongen fik at høre, hvordan Slesvig- Holstenerne bagtalte ham, fik han tårer i øjnene, og måtte tørre dem bort med et lommetørklæde. Da Hans Nissen så det, blev han også bevæget og fik tårer i øjnene. Da var vreden mod kongen helt borte. Engang, da han i en audiens klagede over amtsforvalter Krogh, udbrød kongen: "Den slyngel!" "Han blev ridder af Dannebrog for 14 dage siden," bemærkede Hans Nissen tørt, hvortil kongen svarede, at han jo var en dygtig amtsforvalter. "Ja," sagde Hans Nissen, "han forstår at presse penge af bønderne."
Der fandt i de følgende år en tilnærmelse sted mellem Christian den 8. og de dansksindede Sønderjyder på grund af kongens angst for den truende vækst i den Slesvig- Holstenske bevægelse, hvor man mere og mere åbenlyst fremførte tanker om hertugdømmerne Slesvig og Holstens fuldstændige adskillelse fra det Danske kongerige. Sagen var den, at det efterhånden stod klart, at Christian den 8.'s efterfølger kronprins Frederik (den 7.) ville være barnløs. Det ville give problemer med hensyn til arvefølgelovene, der var forskellige i Danmark og Holsten. Kongen lod sagen undersøge og udstedte det såkaldt åbne Brev af 18. Juli 1846, hvori kongen erklærede, at Kongelovens arvefølge var "i fuld Kraft og Gyldighed" i Hertugdømmerne Slesvig og Lauenburg; medens dette ikke kunne siges "med samme bestemthed" om "enkelte Dele af Holsten." Denne usikkerhed ville Kongen stræbe efter at fjerne. Dette brev vakte vild vrede i den Slesvig- Holstenske bevægelse og tilsvarende glæde i dansksindede kredse, da det jo betød, at Sønderjylland ville bevare samhørigheden med Danmark.
På kongens fødselsdag holdt Slesvigsk Forening en stor fest med Hans Nissen som festtaler. Hans tale var præget af glæden over Det Åbne Brev, og om kongen udtalte Hans Nissen, at han "ikke alene var en god konge; men også kunne være en hvas konge." Det blev Hans Nissens sidste store tale som formand for Slesvigsk Forening, idet han samme år trak sig tilbage som formand for den, og i de følgende år deltog han ikke meget i det offentlige liv. Kun ved ganske særlige lejligheder lod han høre fra sig som f. eks. under det Slesvig-Holstenske oprør, hvor han i marts 1848 sammen med Nis Lorenzen og Hans Krüger udstedte en kraftig proklamation til bønderne mod det påbegyndte oprør.
Hans Nissens indsats i industrien gjorde sig ikke blot gældende inden for politik og landbrug; men han ydede også en bemærkelsesværdig indsats i industrien. Fabrikken i Christiansdal var i 1836 gået fallit og blev for 3.312 rigsbankdalere overtaget af et konsortium bestående af Hans Nissen, herredsskriver Andreas Meier, sognefoged Nis Steffensen og gårdejer Hans Steffensen, Hammelev. De indrettede fabrikken som et stampeværk til fremstilling af vadmel fabrikeret af uld fra omegnens får. Og det lykkedes i den grad at få fabrikken op at stå, at man i 1843 kunne sælge den til apoteker Friis fra Odense for den nette sum af 16.000 rigsbankdalere 5 gange så meget, som de selv havde givet for den. Det var ikke det enseste industriforetagende bønder fra Hammelev vovede sig ud i. Det kan således nævnes, at sognefoged Nis Steffensen var med til i året 1842 at oprette det første jernstøberi i Haderslev.
Om Nis Steffensen kan der ellers fortælles, at han allerede i 1814 og 1825 købte to gårde før han i 1826 overtog faderens gård. Han var en ualmindelig dygtig landmand, der forstod ved køb og salg at afrunde sine ejendomme til fortrinlige gårde. Nis Steffensen døde pludseligt i 1845, inden kongen havde ophævet forbudet mod den Slesvigske Forening, noget der ellers nok ville have glædet den kongetro bonde at opleve.
Hans Nissen levede indtil 16. maj 1857 og nød hele sit liv højagtelse som en af de dygtigste og stejleste foregangsmænd for den frie bondestand. Han blev begravet på Hammelev kirkegård, og på hans grav blev der sat en hvid marmorplade med følgende indskrift:
Hans Liv var Daad
Hans Tanke Retsind
Fædrelandet gemmer hans Minde
med Taknemmelighed.
I 1930 blev der sat et stort granit-monument på familiegravstedet. Det er udhugget som store tunge kvadre, hvorpå der foruden navnet er indsat et broncerelief med Hans Nissens karakterfulde træk.
Sivert Andresen som præst
Pastor Andresen blev også indblandet i den nationale strid. Han var afgjort Tysk-Slesviger af sind. Således underskrev han to anmodninger om, at der i Sønderjylland ikke måtte ansættes præster, som var uddannet i Danmark. Da Christian den 8. under en rejse i Sønderjylland i juni 1844 kom til Hammelev, benyttede bønderne under ledelse af Hans Skau, Styding, lejligheden til at fremføre klager for kongen over embedsmændene. Det kom sikkert bag på alle, idet det ikke var forudset i programmet for kongebesøget, og det var ret pinligt, da kongen i sit følge havde amtmand Friedrich Johannsen og herredsfoged Otto Kier, bøndernes fjende nr. 1, som de især anklagede over for kongen.
Den fredselskende Sivert Andresen søgte at redde situationen ved at gå ind imellem kongen og de anklagende bønder for at lyse velsignelsen over kongen. Denne episode nåede via Laurids Skau frem til forfatteren Meir Goldschmidt i København, som i sit berømte blad "Corsaren" gav følgende ironiske skildring af begivenheden:
"Det var paa et hængende Haar, at Bønderne aldeles havde erobret Kongen for sig mod Amtmand Johannsen & Consortr. Bønderne trængte under Anførsel af Hans Skau frem med Seighed, Klager paa Klager regnede ned som Kartætscher, Herredsfoged Kjær tænkte allerede paa at slaae Retirade, Amtmand Johannsen vendte alt Ryggen, da kom et Hjelpecorps som fra Himlen: Pastor Andresen angreb Bønderne i Ryggen som Dithmarskerne fordum Valdemar Seier ved Bornhøved, sprængte deres Slagorden, trængte sig hen til Kongen og skilte ham ved sin Velsignelse fra Bønderne. Bønderne maatte trække sig tilbage. Schleswig-Holsteinerne samlede sig paany. Dagen var deres."
Om denne begivenhed har medvirket til, at Sivert Andresen søgte bort fra Hammelev, vides ikke; men allerede den 30. august samme år blev han udnævnt til sognepræst i Magstrup- Jegerup. I hans tid fik man nye låger i Hammelev kirkegårds-dige. Det var i 1839, og det er sikkert de samme låger, som står der den dag i dag. Der blev også gennemført en stor restaurering af kirken, hvor man i 1842 fik nye stolestader, noget man også fandt et vidnesbyrd om, da kirken blev restaureret igen i 1975. Da fandt man nemlig under en af bænkene følgende indskrift malet med grøn farve: "Johann Okt. 1842". Det stammer nok fra en snedker eller maler, som gerne ville have mindet om sin deltagelse i kirkerestaureringen bevaret. I Magstrup lykkedes det bedre for Sivert Andresen at undgå at blive indblandet i de politiske stridigheder, idet han i modsætning til de fleste andre præster bevarede sin stilling både under 3-års-krigen 1848-51 og i 1864. Så han kunne blive siddende i sit embede indtil sin død den 27. december 1879. Biskop B.P. Godt giver i forbindelse med en visitats i 1871 et rørende billede af den gamle pastor Sivert Andresen. Han skriver: "Gudstjenesten holdtes i annekskirken i Jegerup, som var fuld til trængsel. Pastor Andresen, næsten 75 år gammel, holdt en god prædiken med livlighed og inderlighed. Hans foredrag er ejendommeligt og går nu og da næsten over til syngen. Han talte godt med børnene. Han har før været en afgjort rationalist. Ved den forrige visitats (1868) klang dette endnu igennem, men tillige gjorde han sig for alvor umage med at trænge ind i den evangeliske frelsesvished. På denne vej er den gamle mand kommet videre i sin høje alderdom, og som hans prædiken denne gang var alvorlig evangelisk, således trådte det mig i underholdningen med ham og af alt bestemt og afgørende i møde, at han står sandfærdigt i Troen og bekendelsen. Han er ret rask, endskønt alderen i mange henseender gør sin ret gældende. Men hvad han ikke selv mere kan således, som han nu ville, det ser han uden misundelse og med glæde udrettet og iværksat af andre.