Jørgen Laurits Vilhelm Hansen (1850-54)
Lykkedes det så at finde den rigtige præst til Hammelev sogn, da Jørgen Laurits Vilhelm Hansen den 26. september 1850 blev ansat i embedet?
Det er svært at svare på, for det billede, som de historiske kilder giver af ham er ret utydeligt, hvilket er så meget mere mærkeligt, som man i kilderne aner en dybttænkende personlighed med stærke spændinger i sindet, et usædvanligt menneske. Han var født den 3. juli 1810 i København som søn af destillatør og brændevinsbrænder Jens Peter Hansen og hustru Else Christiane Jørgensen. Destillatør og brændevinsbrænder! Mon ikke det har haft en ilde klang hos de vakte i Hammelev sogn,
Når Jørgen Hansen tog stillingen som lærer, kan årsagen have været, at han var i tvivl om, hvorvidt han skulle søge et præsteembede i Statskirken. Det er vel også tænkeligt, at han under indflydelse af det levende religiøse miljø på Holsteinsborg til sidst har besluttet sig til at søge et præstekald. I det mindste holdt han sin dimisprædiken den 6. maj 1840. Det var en slags prøveprædiken, som skulle godkendes, inden man kunne søge præsteembede. Den 30. september 1841 blev han udnævnt til kateket ved Michaëlis Kirke i Fredericia, og den 25. november samme år, blev han endelig ordineret til præst. Og efter ni år som kateket i Fredericia kom udnævnelsen til sognepræst i Hammelev.
Det er usikkert, hvorvidt enkedronning Caroline Amalie også denne gang har haft noget at gøre med udnævnelsen af en sognepræst i Hammelev. Enkedronningen nævner ganske vist, at Jørgen Hansen i et brev til Peter Rørdam, der som tidligere fortalt stod bag Carl Müllers udnævnelse. Men det fremgår ikke af brevet, der er skrevet den 7. juni 1851, om hun har kendt pastor Hansen personligt, eller overhovedet har vidst, hvem han var.
I brevet udtrykker dronningen sin sorg over, at pastor Müller fra Starup er død, og hun skriver bl.a.: "...og han er død ene og forladt af alle sine hos sin Nabo, Præsten i Hammelev. - Broderen sagde, da han var kommet Søndag Aften, troede han,at han laa og sov. Han smilede som en engel." Hvad enten enkedronningen (måske tilskyndet af grev Holstein og andre fra grundtvigske kredse) havde forbindelse med Jørgen Hansens udnævnelse eller ej, så giver hendes brev os i det mindste et glimt af en begivenhed, som har rørt alle i Hammelev præstegård dybt i det første år af Jørgen Hansens embedstid der. Jørgen Hansen og hans familie har nok modtaget udnævnelsen med både ængstelse og glæde, for det var jo en usikker fremtid, de gik ind til, en krigshærget landsdel, hvor præster blev indsat og afsat alt efter hvem der havde magten. Men der har ligget en vældig udfordring til at gøre en dansk indsats i det sønderjyske. Noget der lå mange danske stærkt på sinde dengang.
Præsteembedet var stærkt arbejdskrævende. Først og fremmest skulle præsten selvfølgelig tage sig af den egentlige præstegerning med sjælesorg, sygebesøg, begravelser, bryllup og dåb. De to sidste kirkelige handlinger foregik som regel i hjemmet. Præsteembedet var stærkt arbejdskrævende. Først og fremmest skulle præsten selvfølgelig tage sig af den egentlige præstegerning med sjælesorg, sygebesøg, begravelser, bryllupper og dåb. De to sidste kirkelige handlinger foregik som regel i hjemmene. De blev prøvet, når præsten i forbindelse med søndagens gudstjeneste overhørte de største børn i katekismen. Hele skolens undervisning førte frem til konfirmationen, som også var afslutning på skolegangen.
Endelig hørte også driften af præstegården og dens jorder med til præstens arbejdsområder, herfra stammede størstedelen af præstens indtægt. Men ofte var driften dog overladt til en forpagter.
Jørgen Hansens præstegerning i Hammelev faldt i den første del af den tid, som senere kom til at stå folk i Sønderjylland som Frederik den Syvendes lykkelige tid, gode, rolige år med voksende velstand, fred og god fordragelighed mellem dansk- og tysksindede.
Ny degn
Næsten samtidig med, at sognet fik ny præst, fik det også en ny degn, idet Iver Nissen døde og blev efterfulgt af Jeppe Barsøe, der kom til at varetage degnekaldet de næste 22 år.
Glasværk i Christiansdal
I Christiansdal skete der store forandringer, efter at Sigvard Weber fra det Københavnske handelshus Theobald Weber & Co. i 1851 havde købt fabrikken af major V. Siemesen for 13.250 rdl. Med sin broder Theobald Weber og sin morbroder den kgl. hofspejlglashandler Frederik Lehmann i ryggen omdannede Sigvard Weber fabriksanlæget til et glasværk. På mange måder var forholdene velegnede i Christiansdal, bl.a på grund af den billige vandkraft. Der kom nu til at foregå spændende ting i Christiansdal, for det var ikke blot glas, der blev fremstillet på det nye anlæg, men også forskellige produkter, som skulle bruges til fremstilling af spejlglas. Man fremstillede den gibs, hvori glasset blev lagt under slibningen. Man fremstillede filt og smergel til polering af de fine spejlglas.
Bag selve glasproduktionen lå der en spænnende opdagelse, som den kendte industrimagnat C.F. Tietgen var blevet opmærksom på, nemlig at man kunne anvende den Grønlandske kryolit til fremstilling af glas. Disse råvarer kunne sejles til Haderslev og derfra ad en kanal helt op til fabrikken i Christiansdal. Men de gamle fabriksbygninger var for små og ubrugelige til den nye produktion, så de måtte nedrives og et nyt byggeri påbegyndes. Først byggede man et teglværk for at skaffe sten til byggeriet. Det lå der, hvor den tidligere skovkro ikke ligger mere.
Vest for teglværket blev glasværket anlagt med smelteovnen, hvor glasblandingen blev smeltet ved 1400 C°, og med de store jernborde, hvorpå glasmassen af en jernvalse blev rullet ud til 14 mm tykke glasplader, som langsomt blev afkølet i det lange kølerør. Nede i dalen ved den opstemmede sø lå tre bygninger, hvor store vandhjul drev forskellige maskiner. I glassliberiet blev glasset slebet af store slibemaskiner, medens det vældige vandhjul, som drev dem, overøste slibebordene med vand. Spejlfabrikationen afsluttedes med, at en tynd folie af udvalset tin blev overhældt med kviksølv og en glasplade blev trykket sammen med den, hvorefter det hele måtte tørre i tre måneder.
Til alt dette var der selvfølgelig ikke eksperter at hente i Hammelev sogn,de måtte skaffes fra Tyskland, hvor man fandt gipsbrændere, polerere, spejlmagere, glasstøbere og mange andre, som var nødvendige til denne fabrikation. Og til disse folk måtte der bygges boliger. Nord for fabrikken blev der bygget rækkehuse, to små og tre store to-etagers huse, hvoraf der endnu er en rest tilbage. Til arbejdslederne blev der bygget to fritliggende huse. Men perlen i byggeriet nord for fabrikken var det idylliske Schweitzerhus, som blev brugt til gæstebolig. Syd for teglværket opførtes to store to-etagers huse til fabrikkens funktionærer.
Men det fornemmeste af alle husene var dog "Herrehuset", hvori direktør Sigvard selv boede. Efterhånden så der sandelig helt anderledes ud end dengang, J.P. Laurent under krigen havde været i Christiansdal og fundet,at den pebersvend, der dengang boede der "ikke havde vidst at tilvejebringe det hyggelige." Nu var væggene smykket med kendte kunstneres værker, stuerne møblerede med de fineste maghoni-møbler og oplyst afskønne lysekroner. På det store spisebords damaskdug var der dækket op med det fineste porcelæn og strålende sølvtøj, medens tonerne fra det kostbare opretstående forte-piano understregede den fornemme hygge. Hertil kom, at familien Weber elskede blomster så der overalt var pyntet op af gartneren med de over 500 potteplanter, som de ejede.
Jo, der var kommet nye tider til Christiansdal, og mange nye navne på familier i Hammelev sogn.
Ting og Kro
De Slesvig-Holstenske friskarer havde under krigen stukket det gamle tinghus i brand. Derfor holdtes tinget fra 1852 i Tørning Kro, som var flyttet fra Tørning Mølle til den nuværende krobygning, der blev opført det samme år.
Michael Michaelsen
En af de vakte i Styding hed Michael Michaelsen, han var søn af sognefoged Peter Michaelsen og hustru Maren Niels Datter, og var født den 29. august 1785. Om Michael Michaelsen fortælles der,at han havde et ualmindeligt stærkt helbred, og han havde ikke været syg i hele sin levetid, indtil kort før sin død. Når han talte om døden, sagde han, at den skønneste tid at dø på måtte være Kristi Himmelfartsdag. En dag i 1852 sagde han til sin kone :"Jeg skal i dag til Haderslev." "Hvad vil du dog der?" spurgte hun,"du har jo lige været der." "Jeg vil ud og sige farvel til mine venner," svarede han. Da han ved middagstid kom igennem Hammelev, mødte han en, der sagde: "Hvor render du da rask, Michael, og ser enda så glad ud." "Jeg har også årsag til at være glad," svarede Michael Michaelsen, "hør engang, hvordan englene synger om mig." Da han kom hjem, var han syg, og 16 dage senere døde han. Og det skete netop på Kr. Himmelfartsdag, sådan som han havde ønsket.
Mølletvangen ophæves
Hidtil havde det været sådan at, bønderne ikke frit kunne kunne vælge, hvilken mølle de ville benytte sig af; men hver gård skulle sende sit korn til en bestemt mølle. Tørning Mølle fik således sit korn vidt omkring fra, idet den havde følgende møllepligtige:
Kolstrup: 4œ gård, 2œ toftegods, 1 præstebol, 1 kirkebol
Bjarndrup: 5œ gård, 1 toftegods, 5 landbol, œ kirkegods
Simmersted: 8 7/10 gård, 1 toftegods, 1 landbol, 1 1/3 kirkegods, 3/4 hospitalsgods.
Magstrup: præstegården, 11 gårde, 1 toftegods og derværende landbol.
Ringtved: 5 gårde, 1 toftegods, 1 præstebol
Oksbøl og Knorborg: 4 gårde
Fredsted: 7 gårde
Hammelev: 14œ gård, 7 landbol, præstegården.
Styding: 13œ gård, 3 landbol.
Vojensled: 1 landbol.
Jørgen Hansens senere liv
Efter knap 7 års virke i Hammelev blev Jørgen Hansen den 24. juli 1857 udnævnt til sognepræst i Fjelstrup. Muligvis har han været skuffet over forholdene i Hammelev. Det lykkedes i det mindste ikke for ham at knytte forbindelse mellem de vakte kredse og den grundtvigske bevægelse. Man får da også en tydelig fornemmelse af, at han ikke har været den rette præst i de vaktes øjne, når man læser hans indberetning fra Fjelstrup til Biskoppen i 1862. Han skriver nemlig: "For Missionsvæsenet (ydre mission) har jeg ikke fundet mig opfordret til særlig at foretage mig noget af Grunde som jeg ville finde det ubetimeligt her at anføre. Udrettes der mulig noget til Gavn for Missionen ved det Meget, der paa stedfindende Møder tales om denne Sag, da trøster jeg mig med, at min Passivitet i denne Retning kan rigelig opveies af den store Activitet, som udfoldes af Andre." Men det, som giver os det stærkeste indtryk af, hvilke tanker Jørgen Hansen gik og tumlede med, er nok den forbavsende kendsgerning, at han efter at have taget sin afsked fra embedet i Fjelstrup den 25. august 1863 gik over til katholicismen.
Han flyttede derefter til København, hvor han levede til sin død den 30 juni 1884. Men hans kone ovelevede ham i næsten 22 år, idet hun først døde den 13. februar 1902.