Karl Wilhelm Heinrich Georg Wassner (1908-1914)
Pastor Wassners barndomshjem, den gamle købmandsgård i Slotsgade 29, Haderslev, er nu fredet og indrettet til museum for hans far Heinrich Eduard Wassner (1815 - 1888 ) og hans to farbrødre Vallentin Wassner (1808 - 1889) og Bernhardt Wassner (1820 1875), der alle tre var kunstnere. Faderen havde begyndt med at tegne og male, men måtte stoppe en kunstnerisk fremtid, da han i 1852 måtte overtage forretningen i Slotsgade, men han fortsatte dog livet igennem med at tegne og male - mest det første.
I dag er der fra hans hånd bevaret en række skitzer i blyant og tuch samt en del akvareller. Særlig bemærkelsesværdig er hans "Album", der rummer ca 40 skitzer, heraf mange med motiv fra Haderslev og omegn. Disse skitzer giver et charmerende billede af et småborgerligt liv i Haderslev fra midten af 1800 tallet og omfatter værker af stor kunstnerisk værdi. En del tegninger og skitzer af Eduard Wassner er udgivet sammen med hans dagbog fra 1854 - 59 i dansk oversættelse. (Haderslev Samfundets Årsskrift 1945 - s. 9 - 27 og 1983 s. 5 - 26).
I dette kunstneriske købmands-hjem fødte Adelheit Sophie, født Carstens, sin søn Karl Wilhelm Heinrich Georg Wassner (se billedet). Her voksede han op og blev student fra Haderslev 1882, og efter et universitetsstudium blev han teologisk kandidat 1887. Den anden juni 1889 udnævntes han til kapellan i Ketting på Als og den 27.2.1890 til sognepræst i Arrild.
Derfra flyttede han den 1.3.1896 til Nordborg for endelig den 30.9.1908 at blive udnævnt til sognepræst i Hammelev. Han var den 8.juli 1890 blevet gift i Rendsborg med Elisabeth Schröder, der var en datter af oberstabsarzt dr. Paul Schröder og Sophie Küster (se billedet af fru Wassner herunder).
Da konsistoriet skulle fremstille 3 præster til valg, var man som sædvanlig vågen i Hammelev sogn, idet man straks ansøgte om, at pastor Bertelsen fra Sønderborg måtte opstilles til valg. Men myndighederne var atter på vagt overfor det selvbevidste dansksindede sogn, og afslog ansøgningen. De gik dog med til, at pastor Bertelsen måtte opstilles som supleant. Den 11.9. fandt valget sted i Hammelev kirke, hvor konsistoriet præsenterede følgende kandidater:
- Wassner, Nordborg
- Rønmann, Løgumkloster
- Arnold, Hvidding
Af de henved 200 valgberettigede stemte de 100. Wassner fik 38 stemmer, Rønmann fik 28 og Arnold fik 32. Dermed var Wassner valgt og den 8. november blev han indsat i sit embede af provst og konsisterialråd Petersen, Haderslev.
Kirkeskikke
Da Wassner gik på prædikestolen har nogle koner sikkert sendt ængstlige blikke til deres mænd på mandsbænkene i kirkeskibets sydside. Mændene har nok luret på hinanden ud af øjenkrogene for at se, om der var nogle der svigtede. De havde nemlig besluttet at afskaffe den gamle kirkeskik, at mændene skulle rejse sig, når præsten gik op på prædikestolen. Men ingen svigtede. Alle blev siddende på deres plads. Bagefter bemærkede pastor Wassner bittert i Gemeinde Cronik at mændene dermed havde berøvet de unge og kvinderne endnu en skik, hvorved deres autoritet - og ærefølelse overfor mændene var blevet vakt og styrket. Wassner fortæller iøvrigt om kirkeskikkene i Hammelev, at brudepar altid var i kirke, når der blev lyst for dem. En skik der holdt sig til vore dage. Søndag efter brylluppet blev de ledsaget ind i kirken af en mand og en kvinde - gerne et ægtepar. Når der havde været begravelse kom de pårørende i kirke søndagen efter, men den skik var ikke så fastslået som skikken med brudeparret. (Til gengæld har den holdt sig lige til vor tid). En kirkegangskone ( det vil sige en kvinde, der kommer i kirke første gang efter en fødsel), blev ledsaget ind i kirken af en anden kvinde, og præsten bad en takkebøn fra prædikestolen, hvorefter man sang 2 vers af "Lover den Herre".
For kirkelige handlinger betalte man offer alt efter, hvilken skatteklasse man tilhørte: I klasse, hvilken alle hørte til, som betalte indtil 4 Mark i fingeret indkomstskat, gav for dåb med kirkegang 4 Mark, for vielse 9 Mark, for begravelse 6 Mark og for konfirmation 2 Mark. II klasse gav for dåb 6 Mark, for vielse 12 Mark, for begravelse 10 Mark og for konfirmation 3 Mark.III klasse gav for dåb 8 Mark, for vielse 16 Mark, for begravelse 16 Mark, og for konfirmation 4 Mark. IV klasse gav for dåb 10 Mark, for vielse 20 Mark og for begravelse 20 Mark og for konfirmation 4,50 Mark. V klasse, hvilken alle hørte til som betalte fra 52 Mark og derover i indkomstskat, gav for dåb 12 Mark, for vielse 24 Mark, for begravelse 24 Mark og for konfirmation 5 Mark. Gebyrerne betaltes til præsten, 2/3 tilfaldt præstegårdskassen og 1/3 degneembedet. Gudstjenesterne var på de almindelige søndage besøgt af 7-8%, men kunne på festdage nå op til 25%. Deltagerne i altergangen nåede sit højeste i 1910, hvor 62,8% gik til alters.
Kirkebladet
Provst P.Petersen udgav "Kirkeligt Søndagsblad", som i 1873 var startet af Wachner. Det blev også dengang læst af folk i sognet, og på et vist tidspunkt - sikkert i pastor Wassners tid - blev det udsendt til alle beboere under navnet "Kirkeblad for Hammelev Sogn". På bagsiden var der overladt præsten plads til lokalt eller opbyggeligt stof. Bladet blev financieret ved frivillige bidrag. I dette blad kan man følge menighedslivet og bl.a. se, at både kvindekredsenes symøder og ungpigemøderne fortsatte. Det samme gjorde samtalemøder og søndagsskolen. Som noget nyt blev der afholdt offentlige Hedningemissionsmøder hos private. Således d. 24.7.1910 et eftermiddagsmøde hos Laue Boysens enke på Tørning mark, hvor missionær Lund og pastor Wassner talte. Det har nok været et havemøde, som har afløst de tidligere skovmøder.
Kirkens våbenhus skalmures
Våbenhuset, som er bygget af mursten, blev i 1909 skalmuret. Det blev samtidig forhøjet med nye vinduer og en ny dør. Dets gulv blev belagt med firkantede gule og brune fliser. Gulvene i koret og gangen mellem bænkene blev belagt med 8 kantede gule og firkantede sorte fliser. Malermester Hartvig malede i 1912 en dekoration i korbuen og en frise med roser langs buen ud mod kirken. I loftet under pulpituret fandt man i 1975 50 sangblade med salmen "Nærmere Gud til dig", som var skrevet af skolebørn fra Hammelev til en mindegudstjeneste i anledning af Titanic' forlis i 1912. Sammen med sangbladene lå der et nodeblad skrevet på en side af Hammelev skoles protokol, og endelig fandt man et tysk salmehefte. Den 3.2.1913 blev der indsendt en ansøgning om, at kirken måtte blive malet indvendig, altertavlen repareret og gulvet omlagt.
Præstegården
På den tid begyndte man at forhandle om at sælge Faarelykke I, der lå syd for banen, til kommunen der ville anvende de 3,67 og 17,25 Ha. til byggegrund for en ny skole. Man forlangte først 6000 Mark, siden 3000 Mark for grundstykket. De kirkeældste besluttede under vakancen efter Obbarius' bortrejse at tilslutte præstegården til det nye vandværk, men kirkekollegiet mente nu, at man kunne nøjes med at rense brønden og lede spildevandet udenom, enden på det hele blev dog at præstegården blev tilsluttet vandværket.
Verdenskrigens udbrud
Den vigtigste begivenhed i pastor Wassner' tid var udbruddet af første verdenskrig 1. august 1914. Tyskerne var i begyndelsen meget optimistiske og regnede med en sejr i løbet af ganske kort tid. Pastor Wassner, der var stærkt tyskorienteret, havde hele tiden forsøgt at omvende sine sognebørn til "Gode Tyskere", hvilket selvfølgelig slet ikke lykkedes. Hvor lidt forståelse Wassner havde for befolkningens indstilling viste sig bl.a., da han kort efter krigsudbruddet skrev i kirkebladet: "Vi må jo også takke Gud for, at han har givet vore Soldater Sejren hidtil. Thi hvad skulle der blive af os, dersom Russerne fik Sejren? Men Gud vil også fremdeles være med den retfærdige Sag imod Uretfærdighed og Løgn." Det må for hans sognebørn nærmest være følt, som føjede han spot til skade, nu hvor så mange var indkaldt til krigstjeneste for en nation, som de mente havde voldt dem bitter uret. Sært at kirken har kunnet holde til det. Men ærbødigheden over for den fortsatte. Det synes som om menigheden bedre end præsten, forstod at skelne mellem præstens person og hans private ideer, og så hans egentlige tjeneste for Gud.
Skolen
Politiassessor, cand.jur. Mikkel Lund, Sønderborg, har i en kronik i Jyske Tidende skildret Ladegård skole på den tid. Det var den stråtækte skole, der var bygget i 1857 og nu er ombygget til privat hus Tørningvej 18. Niels Hansen Holm var førstelærer ved skolen, og han var stærkt tysksindet, skønt han stammede fra en dansk familie fra Bevtoft. Han var en fornem mand, der ikke engang til hverdag ville nedværdige sig til at gå i andet end sort tøj. Ja, lærer Holm var faktisk finere i tøjet end selve præsten, der da ellers også klædte sig efter sin stands værdighed. Lærer Holm holdt også en værdig afstand til børnene. Der var således ingen af dem, der fik lov til at nå længere end til måtten i hans forstue. Alligevel vidste de alle, at i hans stadsstue hang der et portræt af Kejseren i luksus-ramme med kvaster.
Børnene måtte nøjes med det lidt tarveligere billede, der hang i den store klasse. Diciplinen var umådelig streng i skolen. Til det formål skar lærer Holm - sparsommelig som han var - en knortekæp i skolens plantage. Spanskrør var nok for dyre for ham, da han var slem til at glemme at låse stokken ind i kathederet efter endt brug. Han måtte derfor gang på gang konstatere, at stokken var i stykker eller helt forsvundet. Lærer Holm var efterhånden blevet en gammel mand i 70-erne. Men han kunne ikke få lov til at gå på pension, da alle yngre lærere var med i verdenskrigen. Og han måtte holde ud, indtil krigen var slut.
Lærerinden Fraülein Lehmann var også tysksindet, selvom hun stammede fra en dansk familie. "Galhovedet det var hun", skriver M.J.Lund, "men hun slog ikke nær så tit som lærer Holm. Til gengæld ramte hun bedre, når det skete. Og hun brugte rigtigt spanskrør...... "Gib die Hand her", lød kommandoen, og så faldt slagene prompte. Og som hun dog kunne slå. Man glemte det ikke lige med det samme. Grunden til, at der vankede klø, kunne være besynderlige. Jeg mindes f.eks. følgende hændelse: En lille purk var blevet trængende, men havde ikke benyttet frikvarteret til det nødvendige lokumsbesøg. Der var så meget andet, man hellere ville i frikvarteret. Kort tid efter, at undervisningen igen var begyndt, rakte min lille ven fingeren i vejret og spurgte ængsteligt: "Darf ich nicht hinausgehen?" Må jeg gå ud? Frøken Lehmann kunne ikke godt lade drengen lave i bukserne, og tilladelsen blev derfor allernådigst givet. Men da synderen vendte tilbage fra lokumsbesøget, lå spanskrøret parat. Og han fik en kraftig belæring om, at nødvendige ærinder besørges i frikvartererne. Selvfølgelig kunne spanskrøret også bruges, når man ikke havde fået læst ordentligt på lektierne derhjemme. Men da var det mere almindeligt, at lærerinden kort og godt dekreterede: "Nachsitzen". Det betød en time ekstra på skolebænken, efter at kammeraterne var gået hjem. Denne straf var særdeles anvendelig, når den lille tabel (das kleine ein mal eins) skulle indterpes. Efter at vi i flere dage havde haft tabellen for til hjemmelæsning, udstedte frøken Lehmann en generel ordre om, at ethvert forkert svar under afhøring i tabellen betød en time ekstra på skolebænken. Så da var klassen næsten ligeså talrig under eftersidningen som i den normale skoletid. Jeg tør påstå, at jeg fik lært das kleine ein mal eins så grundigt, at jeg aldrig har glemt det siden ...... Forholdet mellem lærer Holm og frøken Lehmann var så som så. Når Holm forsøgte at hævde sig med bemærkningen: "Ich bin doch der Oberlehrer", (Jeg er da overlærereren) lød svaret omgående: "Ja, men ikke i min klasse." Derimod mente hun sig i sin gode ret til at hive elever fra " den store skole" ind i hendes klasse, "den lille skole", for at gennembanke dem med spanskrøret. Og så vovede der "Herr Oberlehrer" ikke at mukke." Til forsøget på fortyskningen hørte også, at eleverne skulle lære de tyske nationale sange. " - frøken Lehmann spillede violin ved sangundervisningen, og ve den arme djævel der ikke sang med, når hun spillede op til "Der Kaiser ist ein lieber Mann, er wohnt in Berlin". (- Kejseren er en venlig mand, han bor i Berlin.)
Derimod opdagede hun det ikke, når vi stilfærdigt smuglede et lille k. ind i første verslinie og sang: "Der Kaiser ist kein lieber Mann". -Kejseren er ikke nogen venlig mand. " -
Langt værre var sangundervisningen hos lærer Holm. Spille kunne han ikke, og sangstemmen var på retur. Holm vidste kun alt for godt, hvor vanskeligt det var, at få de kære elever til at synge tyske sange. Derfor stod han under sangundervisningen med sangbogen i den ene hånd og kæppen i den anden. Sidstnævnte for at bruge den på de elever, som bare stod og gavede uden at give lyde fra sig.
Af og til foretog Holm en runde i klasseværelset for at hitte ud af, hvorfor sangen lød så svag. Og så var det bare om at vræle ind i øret på ham, når han gik forbi. Det vanskeligste for Holm var nok at hitte ud af, hvad vi stod og sang. Derfor blev der ofte lavet om på de tyske tekster, så man sang lige det modsatte af det, der stod i sangbogen."
I skoleåret var der to højhellige nationale festdage: Kejserens fødselsdag og Sedandagen til minde om Tysklands sejr over Frankrig i 1870.
" - I og for sig var vi meget glade for de nationale festdage. Da skulle vi nemlig kun i skole een time. Og det var billigt sluppet. Til disse dage krævedes der ingen lektielæsning. Da skulle læreren fortælle om kejserens storhed og det tyske riges bedrifter. Og egentlig var det jo en vanhelligelse af rigets store festdage, når stokken skulle i brug for at tvinge de uartige unger til at synge med på de tyske nationalsange. Men ærligt og redeligt sagt, lærer Holm havde ikke andre midler til at tvinge sangen til kejserens og det tyske riges forherligelse.
Ved morgensangen var der intet til hinder for, at de kære elever kunne synge. Da sang vi nemlig salmer på dansk.
"Dagen før de nationale festdage fik vi af læreren besked om at møde festklædte. Den besked kunne han nu godt have sparet sig. Han vidste jo udmærket godt, at ingen af os ville drømme om at trække i stadstøjet til kejserens ære." Læreren var selvfølgelig i sit stiveste puds: Kejserslag og svalehale. "Men var læreren flot i tøjet, så var det lige omvendt for børnenes vedkommende. - Korte bukser og bare ben om sommeren, lange uldne strømper om vinteren og dertil træsko. Ja, den dristige Hans Wind præsterede endog en dag at møde op i en gammel jakke med huller på begge ærmer, og et par ligeså miserable bukser og spidssnudede træsko beslåede med jernplader.
Altsammen effekter som han uden moderens viden havde fundet frem derhjemme i pulterkammeret. - Og det var oven i købet på kejserens fødselsdag. Så blev lærer Holm for alvor vred. Han havde allerede bemærket Hans Wind, da træskoene klaprede ned over stenbroen mod skolen."
"Na, jetzt kommt wieder der grosse Wind", udbrød han. Og vi andre forudså en meget alvorlig afstraffelse. Men til vor store forundring lod Holm denne gang stokken blive i skabet. Hans Wind var nemlig en stor og stærk dreng, nær konfirmationsalderen, og Holm var ved at være mæt af dage."
Majestætsfornærmelsen blev denne gang ustraffet. Det var forresten hverken første eller sidste gang, Hans Winds drilagtighed gjorde skolelivet surt for lærer Holm. Længe efter, at han havde forladt skolen, mindedes Holm hans bedrifter. Og engang da broderen Marius Wind havde været lige så uartig, udbrød Holm fortvivlet: - "Der kleine Wind hat mir hundert mal geärgert, der grosse aber tausend mal mehr". - Den lille Wind har ærgret mig hundrede gange, men den store er tusind gange værre".
"-Retfærdigvis må der dog bemærkes, at Hans Wind til andre tider kunne hjælpe lærer Holm ud af en slem knibe. Under første Verdenskrig havde højere skolemyndigheder bestemt, at skolerne skulle have kort over krigsskuepladserne i Øst- og Vesteuropa og små tyske, russiske og franske flag til at markere tyskernes sejrrige fremgang og fjendernes tilbagegang. Men lærer Holm var en sparsommelig mand, der gerne ville forskåne skolen for udgifter til kort og flag. I øvrigt var han heller ikke selv stiv i geografien, der ikke fandtes på hans timeplan. Og så gik det hverken værre eller bedre, end at vi fik besøg af Herr Kreisschulinspektor , Doktor Schwabe, lige efter, at tyskerne havde vundet en stor sejr på Vestfronten. Skoleinspektøren var selv meget begejstret og ville gerne sikre sig, at de kære elever også fik del i sejrsrusen.
Han opfordrede derfor lærer Holm til at tage kortet over krigsskuepladsen frem og lade en elev redegøre for krigens gang. Holm måtte da skamfuld erkende, at han ikke havde fået anskaffet et krigskort. Men et gammelt Europa-kort fik han da halet frem fra skabet. Det næste problem var så at få en elev til at fortælle om krigens gang. Det havde lærer Holm aldrig gjort. Og selv om han havde gjort det, var vi nok gået ud fra, at det var løgn og skidt fra den ene ende til den anden. Her var gode råd virkelig dyre for lærer Holm. Men da undfangede han en god ide.
Han vidste jo godt at Hans Wind var en flittig læser af "Modersmålet", som "Dannevirke" dengang hed. Og under krigen havde "Modersmålet" jo samme pligt til at trykke de tyske sejrsmeldinger som "Schleswigsche Grenzpost". Derfor blev Hans Wind kaldt op til Europakortet. Og han kunne virkelig fortælle en hel del om krigens gang. Der Herr Kreisschulinspektor var imponeret. Han anede jo ikke, at Hans Wind havde sin viden fra vor gode danske avis. For en gangs skyld var Holm virkelig stolt af sin udmærkede elev. Men det var nu nok eneste gang, skoleinspektøren var imponeret over præstationerne i Gammel Ladegård skole. Lærer Holm havde det ikke godt, før skoleinspektøren var ude af døren igen. Og vi andre var da heller ikke dristige ved Doktor Schwabes nærværelse."
Gymnastikforening for Styding og omegn
Gymnastikforeningen fortsatte sin virksomhed og havde medlemmer i hele sognet. I disse år var der følgende bestyrelsesmedlemmer i foreningen: H. Hansen, Bonde Westergaard, C.Thomsen, Hans Hansen, Vojenslund, Jørgen Uldall, Anders Lie, Mejeribestyrer P.Paulsen,August Fahrendorf, Chr.Thye, S.Petersen og Kathrine Skødt. Nu kommer kvinderne altså ind i bestyrelsen.
Foreningen afholdt ikke alene dilletant, bal og gåsespil samt selvfølgelig gymnastik, men der blev også holdt foredrag og læst op af dansk litteratur f.eks. "Træsnit" af Chr. Winther og skuespil af Hostrup. Disse møder blev besøgt af ca. 60 personer og foregik i Tyreshul kro.Protokollen afsluttes på en mærkelig måde d. 11 november 1911. Et blad (side 11 og 12) er rykket ud. Protokollen blev senere anvendt af Hammelev gymnastikforening, der blev stiftet omkring 1920.
Pastor Wassner var udmærket klar over at foreningen, foruden de to afholdsforeninger, skulle fremme danskhedens sag, og hans bitterhed mod den og lignende foreninger i sognet kommer til udtryk i hans indberetninger til biskoppen, hvor han bl.a. skriver:" - Der består imidlertid store den fare, at ungdommen, gennem de mange foreninger - (afholdsforeningerne), gymnastik - og sangforeninger - sættes op imod hjemmet. Desværre anses fastetiden ikke mere som en stille, alvorlig tid i, fra hvilken teaterforestillinger og dans bør udelukkes." Men var pastor Wassner vågen, så var det danske kirkeforstanderskab det ikke mindre. Det sørgede nemlig for, at de pågældende linier blev udstreget i indberetningen.
Christiansdal
Om ruinerne i Christiansdal ,er der kun at fortælle, at de af papirfabrikant Walther, Flensborg, blev solgt i 1908 til bygmester Jürgensen, købmand Jürgensen, fårehandler Tamsen og amtsforstander Matzen på Tørninggård. Men det lykkedes heller ikke for disse at få en fabrikation igang på stedet. I 1910 sprængtes fabrikkens vartegn - den kæmpestore skorsten - i luften. Mange mennesker strømmede til for at overvære den spændende begivenhed. Men bagefter følte mange nok, at dermed var der sat punktum finalum for herlighederne i Christiansdal.
Wassner flytter
Muligvis kørte Wassner træt over for den stærke modstand, i Hammelev sogn, i det mindste blev han i 1914 meldt syg på grund af dårlige nerver. Snart efter søgte han og fik embedet i Fjelstrup, hvor han blev indsat den 8. november samme år. I 1920 flyttede han til Kleine-Wesenburg i Tyskland, hvor han døde 2. maj 1924. Ægteparret Wassners søn Werner Eugen Anton Johannes Wassner blev tysk frimenighedspræst i Gråsten.