Henrik Carl Vilhelm Find (1854-1864)
Den nye præst var født den 15. marts 1821 i Allerslev og havde i Dåben fået sin faders navn Henrik Carl Vilhelm Find. Moderen hed Annette Margrethe Henriette Ungerland.
Carl Find havde taget studentereksamen i Kolding 1840 og var i 1847 blevet teologisk kandidat fra Københavns Universitet med første karakter. Derefter tog han plads som huslærer på herregården Espe. Her lærte han forpagteren Christian Albert Søehusen og dennes hustru Jacoba (f. Pfhul) at kende, og endnu vigtigere: her mødte han forpagterens datter Johanne Vilhelmine Jørgine Seehusen. Hun var ganske vist kun 13 år, da han kom til Espe, men man aner en spirende kærlighed mellem hende og huslæreren. Og mon ikke det var af anstændighedsgrunde, at han, da hun var blevet 18 år, tog stilling som uordineret medhjælper hos sin far i hans sognekald i Hjarup Vamdrup sogn. Her ville han altså vente på sin elskede og den præstegård, som skulle være deres hjem.
Præstegården fik han, da han den 22. oktober 1854 blev udnævnt til sognepræst i Hammelev sogn, og den 29. november højtideligt ordineret i Flensborg. Endnu måtte han vente 5 måneder før han den 24. april 1855 kunne fejre bryllup. Det blev en lykkelig tid for de to i Hammelev præstegård. Det er tydeligt, at Find hold meget af sin gerning der. Han skriver således til biskop U. S. Boesen:
"Efter i to år at have været præst for Hammelev Menighed (er jeg) lykkelig ved at kunne fortælle Dem, at det er en Christelig Menighed, der er mig betroet. Har Ansvaret været desto større for mig som Begynder i Herrens Tjeneste, saa har også den Christelige Aand, der kom mig i møde fra min Menighed styrket og trøstet mig under min Gjerning. Vel maa ogsaa jeg bygge denne Dom paa udvortes Kjendsgerninger, men naar jeg saae Guds Huus drage Gamle og Unge til sig og altid blive meget flittigt besøgt, Gudsord høres med Andagt, Sacramenterne holdes høit i Ære naar jeg saae Velsignelse fra Guds Huus forplante sig i saamange Huse i Gudsfrygt og Nøisomhed i et stille og ærbart Liv naar jeg saae Lyst og Trang til at høre Gudsord overalt, hvor det forkyndes ved Syges og Døendes Leie naar jeg saae indbyrdes Kjærlighed og Barmhjertighed; da tvivlede jeg aldrig om, at det jo var den Herre Jesus Christus selv, der var tilstede i sin Menighed med sin Helligaands Kraft i vor Skrøbelighed. Vel har også jeg seet Syndens mange sørgelige Vidnesbyrd og hos Enkelte af dem, der i udvortes Henseende ere stillede høiest i Samfundet aabenbar Ringeagt for Kirken...; men naar jeg skal fælde en almindelig Dom, da vidner min Samvittighed, at det er en christelig Menighed, Herren har beskikket mig. Der er i min Formands tid bleven arbeidet hen paa at drage alle kirkelige Forretninger ind i Kirken, og med Daaben er det nu lykkedes fuldkommen... Den i Kongeriget autoriserede Alterbog benyttes ved Gudstjenesten, men iøvrigt er ingen Forandringer indførte i den udvortes Gudsdyrkelses Maade siden sidste Visitats."
I 1859 fik kirken sit skiffertag, efter at den, så langt man kan følge regnskaberne tilbage i tiden, har haft blytag på selve kirken, og tegltag på tilbygningerne. Året efter opsatte orgelbygger Orth et orgel i kirken, nogle mener, at det var det første orgel i Hammelev. Endnu er der rester bevaret i det nuværende orgel fra dette Orth- orgel. På en liste kan man se dets disposition angivet, og indvendig på en af lågerne har Orth skrevet navn og årstal.
Skolen
Afgåede lærer- og lærerenker begyndte nu at få pension. Således tog skolelærer Bergsted i Ladegård sin afsked den 14. august 1857 og fik tilkendt 80 Rdl. i årlig pension. Han var så vidt vides forfader til digteren Harald Bergsted, der tog sit navn efter moderens sønderjydske bedstefader. Til degnen og dannebrogsmanden Iver Nissens enke og Maren Closter blev der bevilliget 40 Rdl. i årlig pension. Der dukker også navne op på lægfolk fra sognet, som har med skolens ledelse at gøre. Således efterfulgte gårdmand Hans Mikkelsen, Styding, gårdmand Jacob Fris som skoleforstander.
Der var en del problemer med Hammelev skole. Herom skriver pastor Find til biskoppen: "De samme vanskeligheder med hensyn til undervisningen i denne Skole, der bleve omtalte i sidste Visitationsberetning, som hidrører fra Fabrikken Christiansdal, der tilfører Skolen et meget betydeligt Antal Børn fra Tyskland, som forefindes endnu, og da ældre Familier, som i længere Tid have havt deres Børn i Skole her ofte ombyttes med nye sammestedsfra, saa forværres end forholdene mere derved. Et Andragende som i denne Anledning er indgivet til Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig er hidtil forbleven ubesvaret."
Dycke Nissen
På Søndergård besluttede sandemand Hans Nissens 20 årige dattersøn Dycke Nissen den 13. februar 1863 at skrive dagbog. Han indleder med disse ord: "O Gud, Gid du da vil give mig Viisdom og Forstand til at føre et saadant Liv, at jeg ei behøver at skamme mig ved at sætte det på Papiret og efterlade Bogen til min nærmeste Slægt med Skam, men med den Overbevisning, at den ei forarger nogen, stolende, O Gud, paa dit naadige Forsyn, befaler jeg alle mine Sager i dine Hænder. Amen."
Dette blev indledningen til en god kilde til sandemand Hans Nissens liv og tanker, som han videregav til dattersønnen, der beundrede ham højt. Men dagbogen er ikke mindst en fantastisk god kilde til livet, som det blev levet i Hammelev sogn fra 1864-1924. Ganske vist flyttede Dycke Nissen til et sted lige uden for Hammelev sogns grænse, hvor han byggede gården Dyringkjær; men han levede med i alt, hvad der foregik i Hammelev sogn. Selv var Dycke Nissen en markant personlighed med mange utraditionelle ideer, en dygtig jæger, hvis sikkerhed som skytte, der gik ry af, og en stor fortæller. Nogle af hans fortællinger blev nedskrevet, f.eks. fortællingen "Da tipoldefar sloges med Afrikanske Sørøvere og siden skjulte en skat som man kunne købe det halve Hammelev for."
Der blev også fortalt mange anekdoter om ham selv bl.a. om hans møder med Christian X f.eks. som gæst på kongeskibet. Mange af disse anekdoter var han sikkert selv ophavsmand til, og flere af dem fandt vej til den sønderjydske Blæksprutte "Æ'Rummelpot".
81 år gammel sluttede han dagbogen med at fortælle om sit liv og gengive den tale, han som ordfører holdt ved en mindefest for den begivenhed, der skulle blive den største oplevelse i hans liv: Genforeningen. Samme år blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog, men han levede endnu mange år og oplevede afsløringen af det store granitmonument for hans morfar på Hammelev kirkegård, den sidste store begivenhed i hans liv, inden han døde 88 år gammel i 1931.
Christiansdal besøges af Frederik VII og grevinde Danner
På Christiansdal skete der stadigvæk spændende ting. Højdepunkterne var nok de besøg, som Frederik VII og grevinde Danner aflagde på fabrikken. Det var ikke blot høflighedsvisitter; men et virkeligt venskab mellem det kongelige ægtepar og Sigvald Weber og frue, ikke mindst mellem grevinden og fru Weber. Disse besøg hos virkelige venner har sikkert glædet grevinde Danner, der jo ikke var lige velset alle de steder, hvor de kom på deres rejser. Kongen var meget interesseret i den spændende fabrikation af spejlglas og fik to spejle til riddersalen på Rosenborg slot. Kongen og grevinde Danner skænkede fru Weber en afstøbning af Thorvaldsens relief "De tre gratier".
En af de mange som oplevede de kongelige gæsters besøg, var husmandskonen Stine, som livet igennem fortalte om denne oplevelse. Helst fortalte hun om grevinden, der havde siddet hos i vognen: "...for hun var så møj et dejle fruentimmer."
Trods det strålende ydre i Christiansdal med kongebesøg og stor aktivitet på fabrikken, trods spejlglassenes meget høje kvalitet, gik det alligevel ikke tilfredstillende med spejlglasfabrikationen bl.a. på grund af de alt for høje transportomkostninger. Allerede på et tidligt tidspunkt forlod Theobald Weber Christiansdal og rejste til København, hvor en ny fabrik begyndte produktionen af spejlglas i 1859. Sigvald Weber måtte nu udrede broderens andel i fabrikken og prøve at finde nye muligheder for beskæftigelse af de mange arbejdere, hvis ve og vel lå ham meget på sinde, og som han altid sørgede omhyggeligt for.
I 1862 lod han kanalen grave fra Tørning til Christiansdal for på den måde at udnytte vandkraften bedre. Men det var kun begyndelsen på helt nye og store planer. En tysker havde fundet på at bearbejde træstykker på en slibesten, for på dn måde at fremstille træ-taver, som kunne anvendes til papirfabrikation. Atter viste Weber sit store talent for at udnytte nye opfindelser. Han lod et sådant træsliberi opføre, samtidig med at han oven i købet som den første i Danmark begyndte at fremstille cellulose af halm. Kronen på værket skulle være en papirfabrik. Men mere derom senere.
"Og de tro'de at hjertebånd kan briste"
Når man som dansker hører årstallet 1864, fremkalder det en hel masse tanker om krig, nederlag og tabet af Sønderjylland. Det blev et meget bittert år for de fleste i Hammelev sogn og især da for familien i præstegården.
Den tysksindede provst H. P. Prahl vendte tilbage. Han tilsendte pastor Find og flere andre dansksindede præster et brev, hvori han skrev, at embedsmænd, som ved deres samvittighed følte sig bundet til den danske regering, enten burde opløse dette forhold eller frivilligt fratræde deres embede. Pastor Find svarede:
"Da jeg af et oprigtigt Hjerte har aflagt Troskabsed til Hans Majestæt Kong Christian d. 9., kan jeg ikke selv opløse dette Forhold, der binder mig til ham og hans Regering, jeg ville dermed opløse et helligt Forhold der binder mig til min eneste Herre og Konge Jesus Christus, hvorpaa min Sjæl bygger sit Salighedshaab jeg ville derved opløse det Hellige Forhold, der binder mig til min Menighed, der er besjælet af samme Troskab mod Konge og Fædreland som jeg selv, jeg ville tabe den Agtelse og Kærlighed, den saa rigeligt har skjænket mig i de 10 år, jeg har været dens beskikkede Præst og Sjælesørger og prædiket den ogsaa Eders Hellighed.
Jeg kan heller ikke frivilligt forlade min Menighed og det Kald, hvormed Gud og Kongen har kaldet mig, dertil holder vi ogsaa for meget af hinanden. Jesu Christi Kjærlighed tvinger os til at holde sammen i onde som i gode Dage, saalænge det er muligt. Derimod er jeg i Overensstemmelse med min tidligere Erklæring rede til at underkaste mig den under Krigsforholdene bestaaende Øvrighed, saalænge det kan ske med uskadt Samvittighed.
Hammelev Pastorat d. 18. juli 1864: C. Find."
Den Tyske Civilkommission afsatte ham derefter den 8. august 1864. Nu måtte han atter hjem til sin far for at hjælpe ham i hans embede i Hjarup. Da mange andre præster også var udjaget fra Sønderjylland, var det næsten umuligt at få et embede i Danmark. Dog til sidst lykkedes det. Den 9. august 1869 blev han ansat som sognepræst i Allerslev, hvor han havde sit virke, indtil han tog sin afsked juleaftensdag 1894. Hammelev kunne han dog ikke glemme. Der havde han haft sine bedste præsteår, syntes han, og det var ham en stor sorg, at han måtte skilles fra sine venner der. Denne sorg føltes særlig bitter, fordi hans efterfølger sluttede sig til fjenden som friskaremand.
Pastor Find levede ellers stille og tilbagetrukket i Allerslev. Længe efter huskede man ham som en mild og kærlig prædikant, altid rede til at hjælpe. Og den gamle præstegård stod altid åben for sognets folk. I hans allersidste år i Allerslev blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog. Derefter fulgte et 11 år langt otium indtil hans død den 24. august 1905. Tre år tidligere havde han mistet sin kone.
Sidenhen fortalte man i Hammelev, at man ved nattetid kunne se en mand klædt i gammeldags tøj stå mellem, de to store kastanier, hvortil tyskerne i 1864 bandt deres heste, men som nu er fældede. Man mente, at det var pastor Finds spøgelse, der stod og stirrede bedrøvet ind mod præstegården.
Til slut skal det fortælles, at man virkelig kan se pastor Find nu om dage. Hans søn Ludvig Find blev nemlig en kendt maler, og han har malet et portræt af sin fader, som man kan få at se på Ribe museum.