Kirken
Kirkeskibet som det fremtræder i dag (1988).
Kirken er langt den ældste bygning i Hammelev sogn. Engang i 1100-tallet har bønderne samlet sten fra deres marker til den kirke, der skulle rejses som et tegn på, at man havde omvendt sig fra hedenskabets mørke til troen på hvide Krist.
I et sagn fortælles der, at man oprindeligt ville bygge kirken i Styding; men der fortælles ikke noget om hvor i Styding, den skulle rejses. Dog tager man sikkert ikke helt fejl, hvis man gætter på Loddenhøj. Det var en høj, der lå i nærheden af den gård, som endnu bærer det ældgamle navn. Loddenhøj har nemlig navn efter "Den Lod ne", og den Lodne var ingen anden end selveste Odin. Der kan altså have været en helligdom for Odin på det sted, og netop derfor er det sandsynligt, at det var her, kirken skulle bygges; for mange kirker blev netop bygget på de gamle hedenske helligsteder. Men i sagnet fortælles der videre, at alt, hvad man byggede om dagen, blev revet ned om natten.
Så forstod man, at der var stærke kræfter, som ikke ønskede, at kirken skulle bygges i Styding. Derfor er det, at den nu ligger i Hammelev. For at forhindre hedningerne i at dyrke Odin på Loddenhøj har man gjort stedet religiøst urent, ved at rejse galgen der.
Således blev Loddenhøj i de følgende århundreder rettersted. Endnu i sidste århundrede kaldte man den mark, som højen lå på, for Galgeager. Her har ikke blot forbrydere fra Hammelev mistet livet; men sikkert også folk langvejs fra. Loddenhøj lå nemlig lige i nærheden af det tingsted, som senere kom til at hedde Tørninglen ting. Går man fra Loddenhøj ad vejen mod Tørning og over broen, som fører fra Tørningvej til vejen gennem skoven til Sandkulen, kommer man et stykke inde i skoven til et sted, som i gammel tid kaldtes for "æ Tingstok". Her var det, at Tørninglen ting blev holdt under åben himmel.
Kirken blev altså ikke bygget i Styding, men i Hammelev. Og her kan man endnu få en fornemmelse af, hvordan den så, ud dengang den blev bygget.
På kirkens nordside kan man få et indtryk af, hvordan Hammelev kirke oprindeligt så ud. Her ser man endnu kampestensmuren og blændinger af vinduerne fra 1100- tallet.
Nordmuren fra det første kirkeskib står nemlig urørt i hele sin længde midt på det nuværende kirkeskibs nordside. Man ser de to små vinduers blændinger højt oppe under taget. Man ser den fint profilerede sokkel. Hist og her finder man tilhuggede hjørnekvadre. Men resten af den kraftige væg er muret op af rå sten, der endnu ser ud som den dag, de blev fundet på Hammelevs marker. Nogle af stenene er altså omhyggeligt sorteret fra til sokkelsten, til de fine buer over vinduerne og til hjørne kvadre. Der var især to sten, som blev udsøgt med særlig omhu: stenene til døbefonten og dens fod.
Undrende har bønderne betragtet det, som blev mejslet frem af de to sten. De har set, hvordan der på foden blev hugget buer, hvori man så lindormen med de to ben og den lange snoede hale og vinger på ryggen.
I en anden bue var der ormeslyng, hvor ormene vred og vendte sig, og fik dem til at tænke på den ormegård, hvori Regnar Lodbrog blev kastet, eller noget endnu værre, som man næsten ikke turde tænke: Helvedes ormegård. I den tredie bue så man et af vikingetidens indviklede fletmønstre, og i den fjerde bue atter et hedensk ornament. Man så forbavset på hinanden. Var det da ikke den forbudte hedenskabs mystik,der blev mejslet ind i kirkens helligste stykke ?
Så har de fået forklaringen: Det, de så, var alle de onde hedenske ånder, der blev drevet ud, før et menneske blev døbt.
På hver af fodens fire hjørner var der hugget et hoved ud.Det var de fire evangelister, der stirrede ud mod de fire verdenshjørner og holdt vagt, så de onde ånder ikke skulle komme igen og tage bolig i mennesket, for da ville det sidste blive værre end det første for dette menneske.
Selve døbefonten var smykket med buer, der skulle symbolisere kirkens fred. Langs den øverste kant snoede en vilter ranke sig. Den skulle forkynde glæden i den kristne tro, som nu var kommet til folkene her på stedet.
Dermed var Hammelev sogn blevet til. Ordet "sogn" har nemlig noget at gøre med ordet at "søge". Et sogn er det område, hvorfra folk søger den samme kirke.
Fra Styding, Tørning og Hammelev søgte man altså denne kirke. Derimod er det ikke sikkert, at folk fra Ladegård og Jernhyt var med fra begyndelsen. Noget kunne tyde på, at folk herfra søgte til den forlængst forsvundne Nibøl kirke ved Lilholt. Men Hammelev sogn var i det mindste blevet til.