Claus Limbek den ældre
Den sagnomspundne ridder Claus Limbek havde som sit våbenmærke to blå skrå bjælker foroven til venstre i et sølvskjold. Han kom til Danmark sammen med grev Gert, der gjorde ham til en slags næstkommanderende over hele Nørrejylland. Da Niels Ebbesen havde dræbt den kullede greve, indså Claus Limbek, at der var fare for, at han nu ville miste alle sine besiddelser i Danmark. Derfor sluttede han sig til Valdemar Atterdag.
Claus Limbek over tog Tørning omkring 1340. Den såkaldte "Holstenerpræstens Krønike" lader ane, at da slotsherren på Tørning døde, blev hans enke, fru Ide, bange for, at hun skulle miste magten over Tørning. Derfor giftede hun sig med Claus Limbek.
Fru Ide var ellers en skrap dame. Hun var meget hård ved bønderne. Man siger, at hun havde et kobbel glammende sorte hunde bag et gitter klar til at pudse på bønderne, hvis de ikke ville lystre. Der fortælles også, at da Claus Limbek kom til Tørning ville bønderne ikke adlyde ham. Da han klagede over det til fru Ide, svarede hun: "Jeg er kone for at holde dit bord i stand, hvor langt det end er, sørg bare for, at det bliver meget langt. "Hun opfordrede ham med andre ord til at skaffe sig mange krigsfolk. Når han kom rundt til bønderne med dem, så skulle de nok lære, hvem der var undersotter, og hvem der var herre.
Kong Valdemar Atterdag måtte erkende, at det var en dygtig forbundsfælle, han havde fået i Claus Limbek. Derfor steg Claus Limbek hurtigt i graderne. I 1343 nævnes han som kongens høvedsmand på Sjælland, og året efter bliver han udnævnt til Danmarks riges drost. Det vil sige, at han blev den, der stod for rigets finansverden. Både kong Valdemar og Claus Limbek var stædige naturer, de havde begge et uroligt sind, så de gik ikke for godt i spænd sammen. Da nogle jyske stormænd gjorde oprør mod kongen i 1351, sluttede Claus Limbek sig til dem. Kongen lod Tørning slot belejre. Det berettes, at maden til sidst slap op på slottet. Man havde kun en eneste ko tilbage. Denne ko blev hver dag ført hen over borgvolden,idet man lagde forskellige huder fra de slagtede køer over den, for at kongens folk skulle tro, at man var godt forsynet.
Det var måske Claus Limbek, der ved den lejlighed fandt på at lave den underjordiske gang, som i følge sagnet fører ud fra slottet, sådan at man skjult af forskellige ting i terrænnet bl.a. små skove kunne have forbindelse med slotte i Skrydstrup og Jægerup. Andre fortæller, at der gik en underjordisk gang fra slottet til Hammelev kirke.
Men disse løngange må altså ikke have været der, da kong Valdemar belejrede slottet, og det var nær ved, at sulten havde tvunget Claus Limbek og hans folk til at overgive sig. Men netop som det så allerværst ud for drosten på Tørning, kom hans navnefælle grev Klavs af Holsten ham til hjælp med en hær, der skulle angribe kongens folk bagfra, og belejrerne måtte vige for for denne overmagt.
I 1353 sluttede den oprørske drost forlig med sin konge. Men også senere hen var han med i en opstand mod kong Valdemnar. Venner blev de aldrig. Det påstås, at engang, hvor Claus Limbek skulle sværge kongen troskab, mumlede han indædt mellem tænderne: "Jeg sværger, at jeg aldrig skal være tro mod Eders rige." Selvom kong Valdemar ikke hørte disse ord , så kendte han godt sin drosts indstilling, og kongen søgte da også flere gange at få ham skaffet af vejen. Engang havde Claus Limbek fået frit lejde til at komme til forhandling med kongen på Vordingborg slot. Hr. Claus mødte da også med et stort og veludrustet skib.
Men inden han var kommet ind på slottet, hviskede en ven til ham: "Se til, at I kommer bort; for vandet I skal skoldes i, er over ilden." Så forstod hr. Claus, at det var om at komme væk i en fart. I følge sagnet fortrød kongen, da han lå på sit dødsleje, at han "ikke havde skoldet ham, da vandet var hedt nok dertil."
Endnu en gang blev Tørning slot belejret i Claus Limbeks tid. Men denne gang var det ikke kongen, der belejrede slottet, og det var heller ikke hr. Claus, der var årsag til belejringen; men hans søn Henneke Limbek. Et par af junker Hennekes svende, havde optrådt som landevejsrøvere på vejene omkring Kiel. Borgerne i Kiel fik dog fat på dem og lod dem henrette med sværd ved Gåsebæk. Dette måtte junker Henneke have hævnet. Lejligheden kom, da købmænd kom fra marked i Eckernførde. Junker Henneke og hans folk overfaldt dem og dræbte nogle, andre tog de til fange.
Den ene hævn fører den anden med sig. Da Grev Klavs af Kiel hørte om overfaldet, drog han med sine folk op til Haderslev, som han indtog, hvilket var så meget lettere, som byen var helt lammet på grund af den sorte pest. Derfra tog han til Tørning og belejrede slottet. Claus Limbek boede åbenbart ikke på slottet dengang. Måske var det ham, der fik sendt bud til kong Valdemar, for at få ham til at gribe ind i striden. I det mindste kom kongen junkeren til undsætning og fik Kielergrevens folk jaget bort.
Hr. Claus' og fru Ides ældste søn, arvingen til Tørning, hed Rolf Limbek. Han skulle forberedes godt til at blive faderens efterfølger og fik derfor en verdensmands opdragelse. Han studerede kunst og videnskab i Paris, drog derfra til Prag, hvor han opholdt sig ved kejser Karl den IV`s hof. Der vakte han opsigt ved sin skønhed og sin ridderlige adfærd. Ved hans afrejse fra Prag slog kejseren ham til ridder.
Efter at ridder Rolf var kommet hjem til Tørning blev hans bryllup fejret på slottet. Alt så lyst og dejligt ud for den unge mand, hvis man da ikke spurgte Døden til råds. For den kom kort tid efter og tog ham med sig. Det blev nok den største sorg hr. Claus og fru Ide fik at bære. Døden kom atter til Tørning i 1369. Da kom den for at hente Claus Limbek selv. Man mener, at han og fru Ide ligger begravet under den store hængeelm sydøst for slotsruinen.
Men så urolige sjæle kunne umuligt få ro i deres grave. Ligesom deres herre, kong Valdemar må fare gennem natten mod Gurre, således må hr. Claus og fru Ide fare gennem mørket med deres kobbel af sorte, glammende hunde. Det er straffen for deres hårdhed mod bønderne. Ved Tørning mølle er der et markled, som man aldrig må lukke. Der skal Claus Limbeks og fru Ides genfærd frit kunne fare igennem, ellers kommer der brand og alskens ulykke over Tørning. Nu da vi er ved de mystiske ting, der sker ved Tørning, skal det lige nævnes, at hver julenat klokken 12 viser der sig på borgvolden en slange med guldkrone på hovedet. Om den har noget at gøre med Claus Limbek eller måske med Valdemar Atterdag - eller hvorfor den overhovedet viser sig, er der ingen, der ved mere.